ANN’befalinger: En god blandet serie-slikpose

Det er fredag aften. Du er træt efter en lang uge. Og du vil bare underholdes uden at skulle tænke alt for meget over det. Men du leder og leder på streamingtjenesterne for at finde den rette serie at kaste dig over.

Lyder situationen bekendt? Så får du her en blandet slikpose af serier, som måske ikke alle skriver sig ind i historien som de bedste serier, men som er ganske ferme til at underholde og holde din opmærksomhed fanget.

1. Happy Valley

Både jeg og Vi Elsker Serier-redaktionen deler en stor begejstring for Happy Valley, der uden tvivl er noget af det bedste britiske krimi, der er lavet det seneste årti. Hold nu kaje, hvor er den god, så selvfølgelig skal den med på denne liste af anbefalinger. Sæson 3 er udkommet for nylig, og det var med bæven, jeg skulle tjekke, om den holdt niveau med de to første helt eminente sæsoner. Og det gør tredje sæson heldigvis.

Syv år er gået, siden sæson to sluttede, og da vi møder politikommissær Catherine Cawood er hun tæt på sin pension, noget hun glæder sig usigeligt til. Hendes nemesis, psykopaten Tommy Lee Royce, sidder bag tremmer på livstid, så alt er godt i Cawoods bog. Hendes barnebarn, Ryan, er kommet i gymnasiealderen, og han er med alderen også blevet mere nysgerrig på sin far, som er samme Tommy Lee Royce. Hvordan det hænger sammen, og hvorfor Cawood hader Royce af et godt hjerte, må man se de to første sæsoner for.

Catherine er dybt bekymret for sit barnebarns interesse, og om han skulle have arvet nogle af farens usympatiske sider, og da Tommy undslipper fra fængslet, bimler de store alarmklokker i det lille nordengelske samfund.

Opridset kan lyde beskedent, men måden både historie og skuespillere leverer på er sublim. Det er igen Sarah Lancashire, der er den prosaiske og dygtige Cawood og James Norton, der levendegør Tommy på en måde, så man både frygter og har ondt af ham. Hvis du ikke allerede har set Happy Valley er der kun ét at sige: Skynd dig at komme i gang!

Happy Valley kan ses på C More og DRTV.

2. Shelter

Harlan Coben er en flittig forfatter, og adskillige af hans romaner er blevet filmatiseret. Ikke mindst fordi han lavede en gigantisk deal med Netflix. Hvad Netflix ikke har købt rettigheder til, er Cobens young adult-trilogi fra 2011 om Mickey Bolitar. Som vanligt med Coben er det en serie med masser af spænding, hvis plot man ikke lige kan regne ud, og i Shelter er der ovenikøbet tilsat en 1980’er-stemning af The Goonies.

I åbningen ser vi, hvordan Mickey (Jaden Michael) bliver vidne til sin fars død, og da moren kommer på et psykiatrisk hospital som følge af trafikulykken, de alle har været indblandet i, bliver Mickey sendt til sin faster i byen Kasselton i New Jersey. Her bliver han ret hurtigt venner med to af den nye skoles outsidere, nørden Spoon (Adrian Greensmith), emo-pigen Ema (Abby Corrigan) og en nytilflyttet pige, Ashley.

I byen er der i bedste Stephen King-stil et spøgelsesagtigt gammelt hus, og da Mickey en dag nærmer sig huset, møder han en gammel dame, der under stor mystik fortæller ham, at hans far ikke er død. Den hændelse, og det at Ashley pludselig forsvinder, sætter Mickey og hans venner i gang med at finde ud af, hvordan tingene hænger sammen.

Det er overraskende spændende, og fordi der bliver brugt god tid på karaktererne, er de i sig selv også meget underholdende at følge. På den måde bliver Shelter en fornøjelig affære, man med god samvittighed kan se, når der skal slappes af.

Shelter kan ses på Prime Video.

3. Jury Duty

Jury Duty kan betegnes som noget så sjældent som en ‘reality hoax sitcom’. Hovedpersonen er Ronald Gladden, en ung mand, der har sagt ja til at lade sig følge af et dokumentarhold, da han bliver indkaldt til at sidde i en retssags-jury. Det ædle formål er at give et indblik i hvordan retssystemet fungerer. Det er i hvert fald, hvad Ronald tror.

Hvad han ikke ved er, at alt og alle omkring ham er falske. Alle er skuespillere, og han er den eneste ‘virkelige’ person til stede. Alle borgere kan som bekendt blive indkaldt, og derfor undrer Ronald sig heller ikke så meget, da James Marsden dukker op som et muligt jurymedlem. Han genkender ham kun lige som ‘ham der fra X-Men, ikke?’, og ellers hygger de to sig ret meget sammen. Især ved at grine af nogle af de andre jurymedlemmer.

Marsden giver den som en parodi på dels sig selv og på stereotypen af den selvoptagede, narcissistiske Hollywood-skuespiller, hvilket er en del af morskaben i serien. Bag serien står Lee Eisenberg og Gene Stupnitsky, der var mændene bag The Office (den amerikanske udgave), og det er humor i samme stil, der bliver leveret i Jury Duty. Nogle vil finde den akavet og pinlig. Andre ret underholdende – jeg hører klart til i den sidste kategori. Og uanset hvad, så ligner serien ikke nogen andre, hvilket er et stort plus.

Jury Duty kan ses på Prime Video.

4. Dear Child

Dear Child er en hypet tysk serie for tiden og med god grund. For filmatiseringen af Romy Hausmans internationale bestseller, Liebes Kind, er en psykologisk thriller, der kan få dig til at binge igennem og glemme alt om nattesøvn.

I seriens åbning ser man en kvinde i natkjole og en lille pige flygte gennem en skov. Og i flashbacks får vi glimt af, hvordan hun har boet i et lille rum med to børn, en dreng og en pige, med lejlighedsvise besøg af en mand, der bliver kaldt ’faderen’.

Hvis man får vibes a la filmen Room og krimien Gone Girl, er man på rette spor. Dear Child laver dog nogle gode, overraskende twists undervejs, for kvinden i skoven bliver ramt af en flugtbilist og bragt til hospitalet, og da pigen kalder hende ‘Lena’, sætter det gang i en gammel sag om en forsvunden ung kvinde ved navn Lena. Scenerne har det måske med at være lige lovlige lange, men det spooky plot er så spændende, at man uvægerligt hænger på gennem alle seks afsnit.

Dear Child kan ses på Netflix.

5. Wilderness

Vær forberedt på en ordentlig omgang gaslighting i serien Wilderness, for hver eneste karakter har travlt med at fylde andre og sig selv med bullshit. Hvilket er en del af idéen. Eller det håber jeg, for serien, at det er.

Hovedpersonerne er parret Liv og Will Taylor. Et nygift, britisk par – serien er britisk – der lige er flyttet til New York pga. Wills arbejde. Liv fortæller i en voiceover, at hun gerne ‘ofrede sig’ og flyttede med for hans skyld, for kærlighedens skyld. De er unge, smukke og velhavende i et liv, der tilsyneladende glider i smør.

Lige indtil Liv opdager en sms på Wills telefon, der tydeligvis er fra en anden kvinde. En kvinde, Will har haft sex med. Han indrømmer og bedyrer, at det var et fejlagtigt engangsknald, og Liv vælger at tro på ham og blive i ægteskabet.

For at reparere på det knuste forhold tager de på en tur op i bjergene for at vandre og whitewater-rafte. Et sted, der måske kunne være et godt sted til at tage hævn. For Liv har i mellemtiden fundet ud af, at det vist ikke bare var et engangsknald.

I en blanding af et plot, der tager flere uventede drejninger, og scener, hvor man er ved at rive håret ud på sig selv af frustration over karakterernes valg, har historien både spænding og drivkraft nok til, at man alligevel må se den færdig. Godt hjulpet af skuespillerne Jenna Coleman (Doctor Who og The Sandman) og Oliver Jackson-Cohen (Emily), der har karisma nok til at holde interessen fanget. Dem vil man gerne se mere af.

Wilderness kan ses på Prime Video.