Das ist echt toll! Her er 5 fremragende tyske serier
Der er ingen tvivl om, at de danske og engelsksprogede serier dominerer samtalen over frokostbordene herhjemme. Men det betyder ikke, at der ikke er masser af serieguld at finde uden disse sprogområder. Om det så er en perle som Squid Game fra Sydkorea eller Papirhuset fra Spanien eller noget helt tredje. Der er nok at vælge mellem.
Her vil vi kaste lys over nogle af de mange virkelig gode serier, som vores naboer mod syd producerer. Her er fem tyske serier, vi vil anbefale, at du giver dig i kast med.
Babylon Berlin
Det er ikke kun The Great Gatsby, der har patent på at tage de brølende 1920'ere under kærlig behandling. For Babylon Berlin har givet os en ny indfaldsvinkel til tiden mellem de to verdenskrige i Berlin, hvor fattigdommen er stor, kriminaliteten blomstrer, og den politiske utilfredshed ulmer.
Serien starter i 1929, hvor den traumatiserede politibetjent Gereon Rath er på vej fra Køln til Berlin for at opklare en kompliceret sag, der involverer afpresning, guld og et sovjetisk godstog. Han indser hurtigt, at sagen strækker sig fra den kriminelle underverden til toppen af samfundets elite og får uventet hjælp fra Charlotte Ritter, en arkivmedarbejder i mordafdelingen ved politiet, der samtidig arbejder som prostitueret for at brødføde sin familie. De to kommer til at udgøre et umage, men effektivt makkerpar i opklaringen af en lang række mystiske sager.
Babylon Berlin giver et spændende indblik i livet under de senere år af Weimar-republikken, der er kendetegnet af stor arbejdsløshed som følge af krakket på Wall Street, brud med de kulturelle normer og en spirende nationalsocialisme.
Babylon Berlin sæson 1-4 kan ses på DRTV.
Munich Games
Under OL i München i 1972 blev et hold israelske atleter taget som gidsler af den palæstinensiske terrorgruppe Sorte September, hvilket resulterede i 11 israelere og en tysk politibetjents død.
Munich Games finder sted i 2022, hvor der 50 år efter massakren er opsat en venskabskamp mellem et hold fra hhv. Tel Aviv og München, der skal symbolisere deres nuværende fredelige forening og stå som et mindesmærke for den forfærdelige hændelse. Ordenmagterne arbejder på højtryk for, at intet skal gå galt, men da Mossad-agenten Oren Simon opfanger en ildevarslende besked, bliver der nok at se til. Han slås sammen med Maria Köhler fra det tyske Landeskriminalamt for at sikre sig, at historien ikke gentager sig.
Med temaer om geopolitiske samarbejder og konflikter, manipulation af fakta og stigende ekstremisme leverer Munich Games en thriller med høj spænding og action.
Munich Games kan ses fra 18. august på DRTV.
The Billion Dollar Code
Vi skal også et smut forbi den virkelige verden – eller i hvert fald en fortælling om den virkelige verden – for der ligger en skjult perle på Netflix om den juridiske kamp bag skabelsen af Google Earth.
The Billion Dollar Code handler om twisten mellem Google og to tyske computerfrontløbere, der hævder, at Google har plagieret deres opfindelse, Terra Vision, til at skabe det globale fænomen Google Earth.
Miniserien på fire afsnit går i fodsporene på film som The Social Network, hvor vi får hele fortællingen, i en dramatiseret gengivelse naturligvis, hvor rammen for fortællingen er opløbet til og selve retssagen mod Google. Det er en fortællerskabelon, der holder, og hvor der er masser af plads til at dykke ned i karaktererne og få indblik i den teknologiske verden i midten af 90’erne, som står på nippet til en revolution.
Fire afsnit. Fire timer. Det kan de fleste sætte af for at få en skovlfuld god underholdning.
The Billion Dollar Code kan ses på Netflix.
Drømmenes hus
Skaberne af Babylon Berlin har haft travlt, fordi sidste år kom også Drømmenes hus, der igen tager os tilbage til 1920’ernes Berlin, men der slutter de fleste fællestræk også.
Den unge kvinde Vicky rejser fra Pommern til Berlin i håbet om et bedre liv, men Berlin er ikke alt, hvad hun er blevet lovet. Inden dagen er omme, er hun blevet frarøvet alle sine ejendele, og hendes ven, som hun skulle bo hos, har begået selvmord. Hun får dog en livslinje i form af et arbejde som ekspedient i det nye, store varehus Jonass, der gør klar til sin store åbning.
Varehuset drives af Arthur Grünberg, der har et ømt punkt for de mindre bemidlede og vil tillade kunderne at betale med kredit, så alle kan få noget mellem hænderne. Han er dog selv på fattigdommens rand og kæmper lige så meget som Vicky for at overleve. Vicky begynder at ane et håb, når hun møder den umiddelbart fattige musiker Harry, der dog viser sig at være Arthurs søn. Klasseforskellen skaber problemer for deres kærlighed, og nu er det ikke kun en kamp for at leve, men også for at elske.
Det er måske usikkert at drømme i en skrøbelig verden, men noget, der er helt solidt, er seriens kostumer og produktionsdesign, der sørger for at transportere dig tilbage i tiden.
Drømmenes hus sæson 1-2 kan ses på DRTV.
Dark
Vil du have en noget nær perfekt blanding af drama, mystik, thriller og science fiction, skal du ikke se længere end til Netflix-serien Dark.
I den tyske by Winden begynder børn at forsvinde under mystiske omstændigheder, men det viser sig hurtigt kun at være springbrættet for en storslået fortælling om menneskers forhold til hinanden gennem både kærlighed og familie. På tværs af tidsperioder væves fortællingen om fire familiers skjulte forbindelser sammen og undersøger, hvordan tidens forløb påvirker os.
Det hele er utrolig flot filmet. Den ene scene giver en isnende fornemmelse ned ad ryggen, mens den næste river rundt i dit sanseapparat. Ensemblet af skuespillere bringer deres karakterer til live på fortrinlig maner, og det hele understøttes af et på samme tid melankolsk, foruroligende og episk soundtrack.
Dark er en kompleks historie. Den belønner den observante seer, der lader sig drage fuldt ind i universet, hvilket heldigvis er nemt nok, når det er skrevet, filmet og spillet så godt, som det er.
Dark kan ses på Netflix.