Hvis der er noget, vi danskere er anerkendt for, både i indland og udland, er det vores krimiserier. Danskere forstår at lave krimiserier med godt filmisk håndværk, en masse spænding, interessante karakterer og velopbyggede sager, der skal opklares.
Her er vores bud på de bedste danske krimiserier:
Rejseholdet
Rejseholdet er løst baseret på virkelige hændelser, og i serien følger vi et team af efterforskere, der rejser rundt i landet og hjælper det lokale politi med at opklare makabre og dystre sager. Hvert afsnit følger en ny sag, og vi kommer igennem hele efterforskningen, hvor hvert medlem af holdet bidrager med deres særlige egenskaber. Rejseholdet markerer sig med stærke karakterer med løbende udvikling, godt skuespil og pga. det faktum, at serien ikke foregår et specifikt sted, men bevæger sig rundt i de danske provinsbyer.
Rejseholdet blev en kæmpe seersucces, hvor godt 1,5 millioner danskere så med ved hvert eneste afsnit. Serien udmærkede sig også internationalt, da den blev den første danske serie, der vandt en Emmy for Bedste internationale dramaserie i 2002.
Rejseholdet sæson 1-4 kan ses på DRTV.
Broen
Nogle gange er to hoveder bedre end et, og når man tager to lande, der begge leverer fremragende krimi, kan det kun blive godt. Det er perfekt eksemplificeret ved den dansk-svenske produktion, Broen.
Når liget af en svensk politiker findes midt på Øresundsbroen sammen med en dansk prostitueret, bliver grænserne mellem jurisdiktion slørede. Den svenske efterforsker Saga Norén og den danske efterforsker Martin Rohde slår sig derfor sammen om at finde gerningsmanden. De to politifolk går dog til arbejdet på lidt forskellige måder, hvilket skaber gnidninger i arbejdsrelationen, men de må sætte personlige præferencer til side, hvis de skal fange gerningsmanden, der har en bestemt plan med sine mord.
Med sociale kommentarer og fremragende cliffhangers bliver man nødt til at se næste afsnit, når rulleteksterne melder deres ankomst i Broen. Både danskerne og svenskerne var enige, da selv det mindst sete afsnit under den originale udsendelse blev set af flere end 1,5 millioner mennesker.
Broen sæson 1-3 kan ses på Netflix.
Forbrydelsen
Forbrydelsen følger Vicekriminalkommisær Sarah Lund spillet med stor bravur af Sofie Gråbøl. Hun har sidste dag ved Københavns Politi, men da en 19-årig kvinde bliver fundet voldtaget og myrdet, må Sarah tage en sidste sag på sig, da det står klart, at denne morder er noget ud over det sædvanlige. Når der opstår forbindelser mellem mordet og politikeren Troels Hartmann, der fører valgkamp for at blive Københavns nye borgmester, får efterforskningen en helt ny dimension.
Forbrydelsen blev en stor succes, og op til det sidste afsnit var der stor debat i aviser og på internettet om, hvem morderen var. Flere politifolk gav også deres besyv med, med undtagelse af dem, der havde konsulteret på serien. Både serien og Sofie Gråbøl blev nomineret til en Emmy. De vandt dog ikke, men fik succes ved den britiske BAFTA-prisuddeling, hvor serien løb med prisen for Bedste udenlandske tv-serie.
Forbrydelsen sæson 1-3 kan ses på DRTV.
De 6 bedste norske krimiserier
Én gang strømer
Anders Refn vender tilbage til den verden, han startede i filmen Strømer med miniserien Én gang strømer, der igen følger Jens Okkings karakter, Karl Jørgensen.
Politimanden Sten Dahl leder en specialgruppe, der tager sig af organiseret kriminalitet. Der er noget stort, der ulmer i Københavns underverden, hvor narkoen flyder i gaderne. Andetsteds er Karl Jørgensen efter begivenhederne i Strømer endt som paskontrollør i Københavns Lufthavn og lever ellers en stille tilværelse. Det ændrer sig dog, da hans datters liv bringes i fare, og hun vikles ind i den sag, Sten Dahl og hans hold efterforsker.
Med et utroligt højt teknisk niveau for en dansk tv-serie fra 1987 viser Refn, hvad der er muligt med gåpåmod og et skud kreativitet.
Én gang strømer sæson 1 kan streames på DR Bonanza.
Edderkoppen
Edderkoppen er sat i efterkrigstidens København, år 1949. Varerne er få, og rationeringen er stadig til stede som en påmindelse om krigen, der afsluttede for fire år siden.
Den nyudklækkede journalist Bjarne Madsen kommer på sporet af en kriminel ring, der står bag sortbørshandel. Han sætter sig for at trække i trådene og finde frem til den store bagmand bag operationen. Men trådene viser sig hurtigt at være et spindelvæv, som det er let at blive fanget i. Mystikken stiger, da en garvet reporter prøver at forhindre Bjarne i at komme til bunds i sagen, og Bjarne begynder at opdage forbindelser mellem de kriminelle aktiviteter og Københavns Politi.
Med tryk på klassisk noir-stemning adskiller Edderkoppen sig i det danske serielandskab og giver et mere unikt bud på, hvad dansk krimi kan vise frem.
Edderkoppen sæson 1 kan streames på DR Bonanza.
Ørnen
Ørnen følger en særlig afdeling af Rigspolitiet, der beskæftiger sig med organiseret og yderst grov kriminalitet. Islændingen Hallgrim Ørn ’Ørnen’ Hallgrimsson (Jens Albinus) og hans hold af efterforskere søger at opklare de diverse sager under styring af politimester Thea Nellman, der spilles af Ghita Nørby.
Sammen med de dystre sager kæmper Hallgrimsson også med en række personlige problemer, der giver et yderligere lag dybde til serien og sørger for, at dramaet stiger til tops.
Ørnen vandt ligesom Rejseholdet en Emmy for Bedste internationale dramaserie, og serien var også en stor seersucces med næsten 1,6 mio. danskere, der så med, da den blev sendt første gang i 2004.
Ørnen sæson 1-3 kan streames på DRTV.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: