Black Mirror er en af de bedste antologiserier i det 21. århundrede og har en kæmpe fanskare verden over. På mange måder kan man kalde den en moderne udgave af The Twilight Zone, blot med fokus på teknologi.
Selv om nogle af episoderne har både sjove og farverige elementer, tegner serien primært et dystert billede af vores nære fremtid. Imens nogle af historierne indeholder vilde science fiction-koncepter som hjerneimplantater og kloner af afdøde mennesker, er der i de fleste episoder en følelse af, at ”det her kunne godt ske …. næste år, måske.” En nær fremtid, hvor der ikke er ændret ret meget i forhold til det liv, vi lever i dag.
Fordi episoderne er så forskellige, er de svære at sammenligne og rangere, men vi har her udvalgt nogle af Black Mirrors bedste øjeblikke gennem årene.
1. Minderne på den interne harddisk (S1, E3)
The Entire History of You viser os en verden, hvor alle kan optage det, de ser og hører, på en intern harddisk og afspille det igen og igen – enten for deres eget indre blik, eller via et tv, hvor de kan vise det til vennerne. På samme måde, som det i dag er svært at forestille sig ikke at være på sociale medier, er det svært for en person med et sådant hjerneimplantat at forestille sig et liv uden. Det er yderligere svært ikke at leve i fortiden, hvilket vi bl.a. ser i den scene, hvor Liam (Toby Kebbell) og Ffion (Jodie Whittaker) har kedelig sex, imens de afspiller minder om tidligere lidenskab for deres indre blik.
2. Af og til er det bedre ikke at huske (S2, E2)
I White Bear vågner Victoria (Lenora Crichlow) op uden hukommelse på et fremmed sted, hvor hun bliver jagtet gennem en lille landsby. Overalt er der mennesker, ramt af en mærkelig sygdom, der gør dem til en slags zombier. Zombierne kan kun stå og filme med deres telefoner, også selv om Victoria bliver jagtet af maskerede voldsmænd, der tilsyneladende vil slå hende ihjel. Hvad er det, der er sket? Og hvorfor kan hun intet huske? Måske er det faktisk en velsignelse ikke at vide, hvad der foregår? Episoden er intens og uhyggelig, og den overrasker virkelig undervejs.
3. Tilbage til 80’erne (S3, E4)
San Juniperro udspiller sig i en lille amerikansk strandby i 1980’erne, hvor vi møder de to unge kvinder, Yorkie (Mackenzie Davis) og Kelly (Gugu Mbatha-Raw). Strandbyen, San Juniperro, er fyldt med spillemaskiner, burgerbarer og teenagere med højt hår, og vi følger den spirende kærlighedshistorie imellem kvinderne. Fortællingen er både smuk, melankolsk og utrolig sød på samme tid. Det er ikke bare en LGTBQ+-kærlighedshistorie, men meget mere – og byen, San Juniperro, er ikke, hvad man lige umiddelbart tror. Episoden vandt to Emmy-priser, og soundtracket er en ekstra bonus i sig selv.
'Black Mirror' og de 4 andre mindf***-serier du skal se
4. Den mørke side af Star Trek (S4, E1)
USS Callister tager gas på en masse science fiction-klichéer, men er samtidig både creepy og ubehagelig. Der er blevet opfundet en dims, man kan sætte på hovedet, så man kan være en del af en livagtig, virtuel verden inde i computeren. En nørdet programmør (Jesse Plemons) befolker en virtuel version af sin favorit-tv-serie med en slags kloner af sine kolleger. De er hans besætning på et rumskib, imens han selv er kaptajn og styrer dem med jernhånd. Da han føjer den nye ansatte på kontoret til sin samling, prøver cyber-klonerne at gøre oprør. Denne Black Mirror-episode er en af de sjoveste, men grinet sidder alligevel lidt fast i halsen, fordi Jesse Plemons’ karakter er så dybt ubehagelig. Christin Milotti giver den til gengæld hele armen som heltinden, Nanette Cole.
5. En bil på en mark (S5, E2)
Smithereens er en meget anderledes episode, fordi størstedelen af historien foregår inde i en bil. Her holder Chris (Andrew Scott), en tydeligt desperat mand, den nyansatte SoMe-medarbejder, Jaden (Damson Idris), som gidsel. Jaden arbejder for app’en Smithereens, som er et socialt netværk a la Twitter, og Chris’ krav er at tale med direktøren for foretagendet, millionæren Billy Bauer (Topher Grace). Imens politiet sætter skarpskytter op omkring bilen, og nyhedsreporterne samles som gribbe, er det et kapløb med tiden at få fat i Billy Bauer. Men hvorfor er det så vigtigt for Chris at komme til at tale med ham? Historien retter en skarp kritik af vores brug af sociale medier og ikke mindst vores manglende interesse for ting, efter de er sket.
6. Den lokale forbandelse (S6, E2)
Loch Henry handler, som en af de få Black Mirror-episoder, ikke om faren ved moderne teknologi, men snarere om det modsatte – faren ved forældet teknologi. Davis (Samuel Blenkin) og Pia (Myha'la Herrold) er to filmstuderende, der også er kærester. På vej ud for at lave en dokumentarfilm stopper de i Davis’ hjemby, og her får de øjnene op for noget mere spændende end den film, de ville have lavet: For år tilbage huserede en seriemorder i den lille by, og selv om han blev afsløret og dræbt, hænger historien stadig som en mørk sky over byen. Butikkerne lukker, og turisterne holder sig væk. Pia foreslår, at de skal lave deres film om morderne, og de går straks i gang. Det er en både uhyggelig og meget stærk historie, og der er samtidig nogle vidunderlige scener fra den skotske natur, som skaber en god kontrast til alt det dystre.
Alle 6 sæsoner af Black Mirror kan ses på Netflix.