Anmeldelse: ’Black Mirror’ imponerer igen med makabre fortællinger

Umiddelbart virker det ret tilforladeligt. Hvem har ikke siddet og scrollet endeløst igennem Netflix i bestræbelserne på at finde noget at se? Især hvis man ikke ved, hvad man har lyst til at se.

Sådan er det også for Joan (Annie Murphy). Efter en lang dag på sit kedelige arbejde, sidder hun sammen med sin bedårende – om end lidt kedelige – kæreste Krish i sofaen. Et par titler bliver kasseret, indtil én står ud i 'recommended for you'-sektionen i Streamberry-appen – det fiktive Netflix, komplet intro-da-dong-lyd und alles.

Joan is Awful hedder serien, og hovedpersonen i den, spillet af Salma Hayek Pinault, minder virkelig meget om Joan. Helt ned til de karakteristiske lyse striber i håret omkring ansigtet.

Efter at have set et par minutter, går det op for hende, at hun ser en serie baseret på sit eget liv, næsten simultant med, at Joan selv lever det. Og har man egentlig lyst til at være hovedpersonen på den måde, når alle andre også kan kigge med. Alle fejltrin bliver lagt for dagen, og intet er skjult. Har man virkelig lyst til det?

Det er et af de mange spørgsmål, manuskriptforfatter og serieskaber Charlie Brooker stiller, ikke alene i det afsnit, men i hele sjette sæson af den foruroligende antologiserie Black Mirror.

Altid handler det om mennesker og vores forhold til teknologi, og hvordan lyster, drifter, had, kærlighed, alle tænkelige og utænkelige følelser påvirker vores valg i løbet af en dag og livet generelt. Selvfølgelig sat på spidsen, så der kommer noget dramatisk ud af individernes prøvelser. Og de fem nye afsnit, som sjette sæson består af, er bestemt ingen undtagelse.

Meta med metafløde

Udover den herligt satiriske Joan is Awful består sæsonen af Loch Henry, Beyond the Sea, Mazey Day og Demon 79. Spilletiden veksler fra 40 minutter op til 1 time og 20 minutter. Det er en mindre detalje, men den variation er med til at højne oplevelsen. For du bliver ikke lullet ind i det monotone serieflow, hvor du næsten ikke behøver at kigge på uret for at vide, at der er gået en halv time af det 50 minutter lange afsnit.

Variationen i genrer klæder også denne sæson, hvor den spænder fra grovkornet satire over rørende drama til rendyrket horror. Igen gør det, at der noget for enhver smag.

Det er desuden en fed lille meta-reference, når Joan og Krish scroller forbi true crime-dokumentaren Loch Henry: Truth Will Out på Streamberry, og så afsnit to af Black Mirror er et afsnit dedikeret til tilblivelsen af den dokumentar. Der bliver prikket til den morbide fascination af genren, hvor folk nærmest ikke kan få nok af andre folks elendighed. På den anden side går det jo rimelig godt for Mørkeland og de andre semi-tabloide podcasts i den dur, så der må jo være noget om snakken.

Beyond the Sea er muligvis det mest rørende afsnit. To astronauter er på en mission langt ude i rummet, men alligevel kan de være sammen med deres familie tilbage på Jorden. Det skyldes avanceret robotteknologi, hvor de har avatarer – i afsnittet kaldt replikanter – som deres bevidsthed kan sendes ned i.

Men da den ene, David (Josh Hartnett), pludselig mister sin replikant på Jorden og er strandet i rummet, begynder vanviddet at gribe fat i ham. Derfor beslutter den anden astronaut, Cliff (Aaron Paul), og hans kone, Lana (Kate Mara), at give David lov til at låne Cliffs replikant. Og det bliver selvfølgelig ikke uden komplikationer. Det er en slow-burn sci-fi-thriller og sæsonens længste afsnit. Men det er netop det rolige tempo, der gør det desto mere frygtindgydende, når ting eksploderer.

Dansk verdensstjerne

Mazey Day er muligvis den episode, som overrasker mest. Paparazzofotografen Bo (Zazie Beetz), som egentlig er stoppet med den uflatterende profession, bliver lokket tilbage med udsigten til en kæmpe løncheck.

30.000 dollars er dusøren, hvis man kan skaffe et billede af filmstjernen Mazey Day (Clara Rugaard), der ikke er blevet set i tre uger, siden hun pludselig forsvandt fra et set i Tjekkiet. Der prikkes til det mindre humane aspekt af den profession, hvor blitzlysene blinker løs hele tiden uanfægtet mennesket, kameraet er rettet mod. Bedst som man tror, man har styr på hvad slags historie, man ser, skifter Mazey Day fuldstændig spor og stikker fuldstændig af på bedste vis.

Danske Clara Rugaard gør det overbevisende som den unge filmstjerne med det plagede sind overfor altid fremragende Zazie Beetz, som elegant formidler paparazzoens splittede morale.

Demon 79 er uden tvivl det mest overraskende afsnit i denne omgang af Black Mirror. Æstetikken leder tankerne hen på 70'ernes exploitation-film. Butiksmedarbejderen Nida (Anjana Vasan) lever en småkedelig tilværelse, hvor hun bliver udsat for hverdagsracisme konstant.

Da hun ved et tilfælde får befriet dæmonen Gaap (Paapa Essiedu) – der tager skikkelse efter forsangeren i Boney M – har hun tre dage til at forhindre verdens undergang.

Det bliver en blodig og makabert underholdende omgang, hvor man skiftevis griner og bliver forfærdet på behørig vis.

Samlet set hæver Charlie Brooker bundniveauet efter et par temmelig ujævne sæsoner. Man har lyst til at se mere, og væk er følelsen, som ellers var begyndt at snige sig ind, om det mon ikke var på tide at stoppe, mens legen var god.

Efter den her sæson, må Brooker og co. gerne fortsætte længe endnu.