
Det skal du se på Netflix i februar 2025

Valentinsdag 14. februar nærmer sig, og det betyder i Netflix-kontekst masser af film og serier i romantikkens tegn.
Der er dog også andre genrer i spil hos streamingtjenesten. Blandt andet en spændende svensk krimi og en opsigtsvækkende britisk miniserie om en af de mest dramatiske sager om industriel forurening.

Og så er der ikke mindst en dansk film på programmet fra det vidunderlige makkerpar, Ditte og Louise, samt en god thrillerserie med Robert De Niro i hovedrollen.
Celebrity Bear Hunt
Konceptet lyder som noget fra en amerikansk horrorfilm:
Den tidligere militærmand, eventyrer, overlevelsesekspert og tv-vært Bear Grylls er jægeren i ’Celebrity Bear Hunt’, hvor han jagter 12 britiske kendisser i den costaricanske jungle. Men nej, det er ikke en fiffig morderfantasi. I stedet er det præmissen for Netflix’ næste realityshow, der lyder som en kombination af ’Robinson Ekspeditionen’ og ’Jaget vildt’.
Blandt de medvirkende finder vi den tidligere Spice Girl, Mel B, tennisstjernen Boris Becker og ’Ted Lasso’-skuespilleren Kola Bokini.
’Celebrity Bear Hunt’ kan ses fra 5. februar.
Kinda Pregnant
Hader du også al den opmærksomhed, dine gravide veninder får, bare fordi de er i gang med et gro et nyt menneske?
Så er ’Kinda Pregnant’ præcis filmen for dig. Den handler nemlig om Lainy (Amy Schumer), som er umådelig træt og jaloux over den opmærksomhed, hendes bedste veninde løber afsted med.
Derfor beslutter hun sig for at iføre sig en falsk graviditetsmave og lade, som om hun også venter sig. Situationen bliver dog kompliceret, da hun pludselig møder sin drømmefyr. Hvordan får hun lige forklaret, at hun rent faktisk ikke er gravid, og at det bare var noget, hun gjorde, fordi hun var jaloux på veninden? Det er ikke ligefrem det mest flatterende lys at skulle danse sig ud af.
’Kinda Pregnant’ kan ses fra 5. februar.
Apple Cider Vinegar
En af de største trends online er at skildre sit sygdomsforløb. Inspirations-influencere er mange penge værd, da de enten er gode til at reklamere for brands eller pudseløjerlige remedier, der kan kurere nærmest alt, inklusive kræft.
Derfor findes der selvfølgelig også lykkejægere, som opfinder sygdomsforløb for at få online-verdenens opmærksomhed og sympati. Det er dét, som er omdrejningspunktet i ’Apple Cider Vinegar’.
Den australske miniserie, der er baseret på en sand historie, foregår i den spæde begyndelse af de sociale medier, og Belle (Kaitlyn Dever) skildrer sin kamp mod forskellige kræftdiagnoser online. Men i takt med at årene går, begynder sygdomsfacaden at krakelere, og spørgsmålet er, om hun rent faktisk er syg, eller om det hele bare er et bluffnummer.
’Apple Cider Vinegar’ kan ses fra 6. februar.
Mordene i Åre
Der er ’True Detective’-vibes for alle pengene i traileren til den svenske serie ’Mordene i Åre’.
Forlægget er Viveca Stens bogserie af samme navn, hvoraf de to første, ’Offermageren’ og ’Skyggedalen’, er dem, som ligger til grund for Netflix-serien.

Anmeldelse: Ny svensk krimiserie giver et indblik i en revolutionerende efterforskningsmetode
Stockholm-betjenten Hannah (Carla Sehn) er under intern efterforskning og bliver midlertidigt overført til ski-området Åre for at komme væk fra virakken. Men ikke så snart er hun ankommet, før mordofre begynder at dukke op i den nyfaldne sne. Sammen med den lokale panser Daniel (Kardo Razzazi) må hun finde frem til morderen, før det er for sent. Men kan de to stole på hinanden?
’Mordene i Åre’ kan ses fra 6. februar.
Love is Blind
Datingprogrammet over dem alle er tilbage med ottende sæson, og alt er helt, som det plejer.
I den ideelle verden elsker vi vores udkårne for den person, de er, og ikke for, hvordan de ser ud. Derfor er konceptet i ’Love is Blind’, at parrene skal danne romantiske forbindelser uden at se hinanden først – de må kun tale sammen.
Kan den blinde kærlighed overkomme alt, og bliver bryllupperne, som de har planlagt sammen, gennemført, eller ryger kærligheden, så snart der kommer et ansigt på romancen? Det er i år fem år siden, den første sæson fik premiere, og denne gang kommer singlerne fra den amerikanske stat Minnesota.
’Love is Blind’ sæson 8 kan ses fra 14. februar.
Love Forever

Valentinsdag bugner med romance hos Netflix, og den svenske rom-com ’Love Forever’ ser ud til at være den perfekte date-film.
Hanna (Matilda Källström) og Samuel (Charlie Gustafsson) har planlagt det perfekte bryllup i landlige omgivelser. Idyllen bliver smadret af familie og venner, og vennerne ender med at stikke af fra kaosset.
Det er den klassiske svenske humor med skæve betragtninger og pudsige forviklinger tilsat en omgang lun hjertevarme og håb om, at kærligheden trods alt nok skal besejre alt.
'Love Forever' kan ses fra 14. februar.
Zero Day
Thrillerserien ’Zero Day’ er længe ventet – ikke mindst på grundt af den imponerende rollebesætning anført af Robert De Niro. Et alvorligt cyberangreb har efterladt det amerikanske samfund i en tilstand af kaos og panik. Rygter og misinformation fylder mediebilledet og diverse efterretningskanaler.
Den tidligere præsident George Mullen (Robert De Niro) står i spidsen for en kommission, der skal komme til bunds i, hvad der er op og ned i sagen.
Udover De Niro byder 'Zero Day' på Angela Basset, Jesse Plemons, Lizzy Caplan, Connie Britton, Joan Allen, Matthew Modine og Dan Stevens.
’Zero Day’ kan ses fra 20. februar.
Sult

Vi er vist mange, der glæder os til Ditte Hansens og Louise Mieritz' kommende Netflix-film ’Sult’. Ikke kun pga. det altid sjove makkerpar bag filmen, men også fordi den er baseret på Tine Høegs populære roman af samme navn, der handler om forfatteren Mia (Rosalinde Mynster), som møder den charmerende singlefar Emil (Joachim Fjelstrup).
Lykken bliver udfordret, da de ikke kan blive gravide sammen, og de må starte i fertilitetsbehandling. Kan forholdet stå for det hårde pres med skemalagt sex og kunstige hormoner?
Ditte og Louises forrige projekt, TV 2-serien ’Dansegarderoben’, var en af de bedste serier i 2023, og derfor kan man ikke undgå at skrue forventningerne i vejret til 'Sult'.
’Sult’ kan ses fra februar.

Anmeldelse: ‘Dansegarderoben’ er et tankevækkende portræt af en ikke så fjern ‘babs og nutte’-tidsånd
Running Point

I 1986 spillede Goldie Hawn hovedrollen i sportskomedien 'Wildcats' om en kvindelig træner, der skulle overbevise et amerikansk football-hold om, at hun da sagtens kunne træne de testosteronpumpede spillere. Nu går hendes datter Kate Hudson hende i bedene i komedieserien ’Running Point’.
Kate Hudson spiller Isla Gorden, som bliver udpeget som ny chef for basketball-franchisen LA Waves, og hun gør alt for at lukke munden på de skeptikere, der ikke mener, at hun er den rette til jobbet.
Det er skuespiller og serieskaber Mindy Kalling, som er en af skaberne på serien, der er løst baseret på Los Angeles Lakers-ejeren Jeanie Buss’ erfaringer.
’Running Point’ kan ses fra 27. februar.
Toxic Town

Vi skal passe på vores jord og ikke bare svine den til med alle mulige farlige kemikalier.
Det er nemlig det, der er centralt for historien i ’Toxic Town’. Miniserien på fire afsnit handler om virkelige begivenheder i den lille britiske by Corby. Det er en af de mange byer, som tidligere har huset et stort industrielt stålværk.
Da en stor mængde forurenet materiale skal flyttes derfra, går det helt galt, og følgerne er katastrofale. Serien følger tre mødre, der sætter sig for, at retfærdigheden skal ske fyldest. Det er ’His Dark Materials’-skaberen Jack Thorne, som leverer manuskript, og Minkie Shapiro har instrueret afsnittene.
’Toxic Town’ kan ses fra 27. februar.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: