Serier | Guides

Disse film og serier skal du streame i september 2024

Af
Claus Nygaard Petersen
2. september 2024
sygeplejeskolen
Bjørn (Jesper Groth), Anna (Molly Egelind), Peter (Mikkel Hilgart) og Else (Ulla Vejby) vender tilbage i sjette sæson af 'Sygeplejeskolen'. / Foto: Mike Kollöffel /TV 2

Del artikel

September er spækket med gode serier og film på streamingtjenesterne. Vi har fundet frem til dem, du skal bruge din tid på.

Sommeren er ovre, og med september begynder seriesæsonen for alvor.

Der er så mange lovende tilbud på streamingtjenesterne i september, at det næsten er helt overvældende. Action, superhelte, ditto skurke, romance, spioner, mordmysterier, dokumentarer – du får det hele og meget mere.

Vi dykker ned i de bedste tilbud i denne guide, men det er aldrig til at vide, om der pludselig dukker en uventet perle op undervejs i måneden. Plus, det der Gift ved første blik ser jo ikke sig selv.

Anbefalingerne står som sædvanlig i den rækkefølge, de har premiere i løbet af september.

Slow Horses sæson 4

Verdens mest uduelige spioner er tilbage og klar til at redde verden endnu en gang.

Med Gary Oldman i spidsen som den fordrukne og storpruttende tidligere superagent, Jackson Lamb, har den charmerende serie på Apple TV+ i de hidtidige tre sæsoner imponeret med at kombinere et spændende spionmysterium med nærmest The Office-agtig kontorhumor.

Vi er nu nået til fjerde runde i filmatiseringen af Mick Herrons romaner, og denne gang er en bombe sprunget i et propfyldt shoppingcenter i midten af London. Derfor må slagtehestene fra Slough House i action og blandt de nye ansigter i denne sæson finder vi australske Hugo Weaving, som de fleste nok husker som Agent Smith i The Matrix eller elveren Elrond i Peter Jacksons Ringenes herre-trilogi.

Slow Horses sæson 4 kan ses fra 4. september hos Apple TV+.

The Perfect Couple

Krimimysterier med det ene imponerende stjernecast efter det andet er her, der og allevegne lige i øjeblikket, og Netflix’ nyeste af slagsen har endda et dansk islæt.

Det er nemlig Susanne Bier, der er instruktør på samtlige afsnit af adaptationen af Elin Hilderbrands roman The Perfect Couple. Serien handler om Amelia (Eve Hewson), som skal giftes med Benji (Billy Howle), hvis familie er styrtende rig. Aftenen før brylluppet bliver en af deltagerne i fejringen myrdet, og derefter er spørgsmålet, hvem af familiemedlemmerne, der er morderen.

Blandt stjernecastet finder vi Nicole Kidman, Liev Schrieber, Dakota Fanning, Meghan Fahy, Jack Raynor og Isabelle Adjani.

The Perfect Couple kan ses fra 5. september hos Netflix.

Rebel Ridge

En af 10'ernes helt store filmskabere, som alt for få kender til, er uden tvivl amerikanske Jeremy Saulnier. Med først Blue Ruin, dernæst den mesterlige Green Room og til sidst den hyperintense Hold the Dark stod Saulnier for tre af de mest ubehagelige film i årtiet.

Efter seks års pause vender han endelig tilbage med, hvad der lyder til at være endnu en olm omgang.

Den tidligere soldat Terry (Aaron Pierre) vil betale kaution for at få sin fætter ud af fængslet, men får af uransagelige årsager beslaglagt alle sine penge.

Det står hurtigt klart, at den gennemkorrupte politichef Sandy Burnne (Don Johnson) har taget pengene, bare fordi han kunne. Derfor beslutter Terry sig for at sætte en stopper for korruptionen og få sine penge tilbage. Ligegyldigt hvilke voldelige midler, han skal tage i brug.

Rebel Ridge kan ses fra 6. september hos Netflix.

Wise Guy: David Chase and the Sopranos

I år er det 25 år siden, første afsnit af gangsterserien The Sopranos rullede over skærmen og for evigt ændrede tv-branchens opfattelse af, hvad publikum ville se.

Derfor er det også passende med et portræt af både David Chase, som skabte serien, og af The Sopranos.

Wise Guy: David Chase and the Sopranos kommer således med helt nye behind the scenes-optagelser samt spritnye interviews, hvor Chase og seriens ikoniske plads i tv-historien bliver vendt og drejet.

Wise Guy: David Chase and the Sopranos kan ses fra 8. september hos Max.

Sygeplejeskolen sæson 6

Der skal mere end en simpel altødelæggende ildebrand til at sætte en stopper for de studerende på Fredenslund.

Livet kommer igen til at gå sin vante gang på stedet, hvor liv og død er en fast del af de studerendes hverdag. Læg dertil en masse nye og gamle ansigter samt romance, spænding og et underfundigt blik på en tid, som for længst er borte.

Molly Blixt Egelind er igen tilbage som Anna Rosenfeld, og de velkendte Jesper Groth, Katrine Greis-Rosenthal, Jens Jorn Spottag og Preben Kristensen er også tilbage. Blandt de nye ansigter finder vi Caspar Phillipson, Vibeke Hastrup, Anders Hove, Birgitte Raabjerg og Jens Sætter-Lassen.

Sygeplejeskolen sæson 6 kan ses fra 8. september på TV 2 Play.

Emily in Paris sæson 4 del 2

Netflix’ uskønne gimmick med at dele sæsoner op i to dele, så man kan dræne brugernes pengepung en måned mere, fortsætter med anden del af fjerde sæson af Emily in Paris.

Nu er der efterhånden ingen undskyldning for, at Emily (Lily Collins) og Gabriel (Lucas Bravo) får testet datinglivet af med hinanden og finder ud af, om det skal være de to.

De har danset om den varme amourøse grød i snart fire fulde sæsoner, og den her Ross-og-Rachel-vil-de/vil-de-ikke-leg er lige på grænsen til at miste sin appel. Men vigtigst af alt, vinder Mindy (Ashley Park) Eurovision, og kan vi please få alle sangene i den fiktive finale til Spotify-listen?

Emily in Paris sæson 4 del 2 kan ses fra 12. september hos Netflix.

Milliardærøen

Så er det tid til at finde alle de vandede jokes frem, for det er nemlig fisk, der er omdrejningspunktet i Netflix’ nye norske serie Milliardærøen.

Specifikt handler det om laks, en milliardindustri i det norske. Der er indædt had og konkurrence imellem de forskellige lakseproducenter, som ikke skyr nogen midler i bestræbelserne på at få de andre ned med nakken.

Det er Lilyhammer-skaberduoen, Anne Bjørnstad og Eilif Skodvin, som står bag Milliardærøen, så vi kan med rette skrue vores forventninger op til maks.

Milliardærøen kan ses fra 12. september hos Netflix.

Død over deepfake porno

Død over deepfake porno
'Død over deepfake porno'
Foto: BBC Studio Nordic Productions

Næsten lige siden internettets begyndelse har porno og diverse former for nøgenhed været en fast bestanddel. Inklusiv den del, hvor diverse kældertrolde med selv de mindste Photoshop-skills har lavet falske nøgenbilleder af kendte og ukendte mennesker.

I takt med teknologiens fremgang er det blevet nemmere for dem, og værst af alt er resultaterne efterhånden skræmmende realistiske.

Det er dét, som gamer og twitchstreamer Marie Watson forsøger at komme til bunds i i Død over deepfake porno. Hun er selv blevet udsat for deepfake, og sammen tre kvindelige kollegaer leder de efter de personer, som laver de falske og dybt grænseoverskridende pornobilleder og -klip.

Død over deepfake porno kan ses fra 15. september hos DRTV.

Agatha All Along

WandaVision var en af de bedre nyere Marvel-serier, hvor kvaliteten ellers har været noget svingende. En af grundene til, at netop den skilte sig positivt ud, var den uforglemmelige heks, Agatha Harkness (Kathryn Hahn).

Den uforskammet ørehængende sang – som også er den nye series titel – endte med at blive et kæmpe viralhit, og fans var straks klar til mere med den karismatiske heks.

I Agatha All Along slipper den titulære heks fri fra den forbandelse, hun ellers var udsat for, med hjælp fra en goth-teenager (Joe Locke). Han har sine egne skjulte motiver for at hjælpe hende med at få sine kræfter tilbage, og det kræver, at Agatha danner en ny heksegruppe.

Men det er ikke alle, som er interesserede i, at Agatha får sine kræfter tilbage, og det betyder naturligvis masser af magikampe.

Agatha All Along kan ses fra 18. september hos Disney+.

The Penguin

Colin Farrell var ikke til at genkende under al makeuppen og proteserne i The Batman. Men det var skam den irske skuespiller, der portrætterede gangsteren Oswald ’Oz’ Cobb, og i Max-serien The Penguin følger vi skurkens rejse til toppen af Gothams gangsterverden.

Handlingen foregår en uge efter slutningen af The Batman, hvor alle opportunistiske forbrydere med lederambitioner forsøger at overtage kontrollen i det magtvakuum, som opstår efter bossen Carmine Falcones død.

Det vrimler med udfordrere, inklusiv Carmines datter, Sofia Falcone (Cristin Milioti), og den gamle gangsterboss Salvatore Maroni (Clancy Brown) og hans hustru Nadia (Shohreh Aghdashloo).

Med det øvrige karaktergalleri in mente lægger det lidt op til, at serieskaber Lauren LeFranc låner fra et par klassiske Batman-historier, heriblandt The Long Halloween, som også var en af Christopher Nolans store inspirationskilder til hans The Dark Knight-trilogi.

The Penguin kan ses fra 19. september hos Max.

Monstre: Historien om Lyle og Erik Menendez

Ryan Murphys første Monster-serie om seriemorderen Jeffrey Dahmer blev en kæmpe succes for Netflix.

Og det betyder jo altid, at vi skal have en ny sæson. Murphy og medskaber Ian Brennan har dog til anden omgang af antologiserien valgt nogle nye hovedpersoner.

Denne gang drejer det sig om brødrene Lyle- og Erik Menendez, der i 1989 myrdede deres forældre. Præcis, hvad der lå til grund for gerningen, har der været meget debat om, da brødrene påstod, at deres far havde udsat dem for psykisk terror og seksuelt misbrug gennem hele deres barndom.

At dømme ud fra traileren virker det til, at serien om Murphy og Brennan også skæver den vej.

Javier Bardem og Chloë Sevigny spiller forældrene, mens Nicholas Alexander Chavez og Cooper Koch spiller henholdsvis Lyle og Erik i serien.

Monstre: Historien om Lyle og Erik Menendez kan ses fra 19. september hos Netflix.

His Three Daughters

Det er noget af en powerhouse-trio, der er i front på Netflix-filmen His Three Daughters.

Natasha Lyonne, Elizabeth Olsen og Carrie Coon kan hver især skabe magi på lærredet, og sammen er de intet mindre end forrygende.

Azazel Jacobs rørende drama handler om tre søstre, der mødes hos deres far, som er ved at dø. De har meget forskellige syn på livet, og hvordan de har behandlet hinanden. Så der er lagt op til dage, hvor de kommer hele følelsesregisteret igennem.

His Three Daughters kan ses fra 20. september hos Netflix.

Velkommen til frontlinjen

Velkommen til frontlinjen
'Velkommen til frontlinjen'
Foto: Kim Bredahl

Danmark har udsendt soldater til verdens brændpunkter nonstop i løbet af de seneste 30 år.

Velkommen til frontlinjen skildrer den danske krigsindsats de sidste tre årtier, hvor krigene på Balkan, i Irak og Afghanistan har en fælles rød tråd, når man ser det hele på afstand.

Serien tager udgangspunkt i soldaten Anders Storrud, der var udsendt alle tre steder i forskellige kapaciteter, og hvis historie udspiller sig over alle seriens afsnit.

Velkommen til frontlinjen kan ses fra 22. september på DRTV.

Will & Harper

Will & Harper
Will Ferrell og Harper Steele i 'Will & Harper'
Foto: Netflix

Skuespiller Will Farrell og manuskriptforfatter Harper Steele har kendt hinanden i flere år, ja nærmest årtier. Det er et venskab, som strækker sig helt tilbage til, da de begge var på det legendariske amerikanske sketchprogram Saturday Night Live.

Senere skrev de sammen melodigrandprix-filmen over dem alle, Eurovision Song Contest: The Story of Fire Saga.

Under COVID-19-pandemien fortalte Steele så vennen, at hun ville have en kønsskifteoperation for at blive en kvinde. Will & Harper er en dokumentar, hvor de to venner tager på et 17 dage langt roadtrip på tværs af USA. De deler grin, dybfølte snakke og alt derimellem.

Will & Harper kan ses fra 27. september hos Netflix.

Wingman

Wingman
'Wingman'
Foto: Troels Rasmus Jensen

Jeppe er nærmest fanget i sin egen krop. Selv om hovedet ikke fejler noget, gør hans cerebrale parese, at han ikke kan styre sin krop eller har noget verbalt sprog.

Til gengæld har haft et fantastisk liv takket være sine ’wingmen’, vennerne Kåre og David. Med dem er intet umuligt.

Men i takt med, at gutterne bliver ældre, får David og Kåre også kærester og de andre distraktioner, som voksenlivet byder på. Hvad betyder det så for Jeppe? Han tager tyren ved hornene, hyrer en skuespiller til at være hans stemme og gør klar til den vanskelige samtaler med vennerne, hvor han fortæller om frygten for at blive ladt tilbage.

Wingman kan ses fra 27. september hos DRTV.

Den som dræber – Fanget af mørket sæson 4

En af de bedste og mest oversete danske krimiserier er Den som dræber – Fanget af mørket.

Da originalen, der blot hed Den som dræber, blev noget af en seerfiasko for TV 2 i 2011 – i dag ville de seertal dog være en succes – overtog Viaplay rettighederne og skabte Fanget af mørket.

Nu er serien så endt hos Prime Video, hvor den ser ud til at få et godt liv de næste mange år.

Vi er nu nået til fjerde sæson, hvor psykologen Louise Bergstein (Natalie Madueño) skal finde frem til brutale mordere sammen med politiet. En likvidering af et nyligt løsladt bandemedlem bliver startskuddet til en række drab, hvor morderen med klinisk perfektion henretter sine ofre uden at efterlade sig spor.

Det bliver en kamp mod tiden, og jagten foregår på begge side af Øresund, hvor dansk og svensk politi er fuldstændig på bar bund.

Den som dræber – Fanget af mørket sæson 4 kan ses fra 27. september hos Prime Video.

Wolfs

Duoen fra Ocean’s-filmene, George Clooney og Brad Pitt, spiller hovedrollerne i actionkomedien Wolfs.

Det er et klassisk umage makkerpar, der bliver tvunget til at arbejde sammen, da de to fixere Jack (Clooney) og Nick (Pitt) bliver hyret til det samme job, hvor de skal skjule en forbrydelse.

Det går dog hurtigt helt galt, og snart er de to alligevel nødt til at arbejde sammen – ellers risikerer de at miste livet. Fantastiske Zlatko Burić medvirker i den underholdende komediekrimifilm fra Spider-Man-instruktøren Jon Watts.

Wolfs kan ses fra 27. september hos Apple TV+.

Rez Ball

Når skaberen bag en af de bedste og mest vedkommende komedieserier de seneste 10 år, Reservation Dogs, leverer manuskriptet til en ny film, bliver det straks interessant.

Sydney Freeland er instruktør og medmanuskriptforfatter til Rez Ball sammen med Reservation Dogs-skaberen Sterlin Harjo.

Filmen handler om det indfødte amerikanske basketballhold Chuska Warriors, der kæmper en indædt kamp for at vinde mesterskabet i staten New Mexico. Da de på tragisk vis mister deres stjernespiller, er gode råd dog dyre, og sammenholdet skal nu stå sin prøve.

Rez Ball kan ses fra 27. september hos Netflix.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Guides