’The Sopranos’ fylder 25 år: Derfor er det en af de mest mindeværdige serier nogensinde

Musikken sætter tonen fra første node. Den dybe bas brummer i mørket, og på vej ud at tunnelen rammer de første linjer af Alabama 3's Woke Up This Morning.

”You woke up this morning
Got yourself a gun
You mama always said you’d be the chosen one”

Sjældent har en sang været så velvalgt til en serie som denne. Og da den ikke engang er skrevet specifikt til The Sopranos, vidner det om den uhyre detaljegrad, som serieskaber David Chase og kompagni lagde i hver enkelt lille del af den berømte HBO-serie.

10. januar 2024 er det 25 år siden, at første afsnit løb over skærmen i USA og forandrede serielandskabet for altid. 1990'erne var allerede en smeltedigel af kreativitet, men det var med The Sopranos, at formlen for, hvordan dramaserier fremover skulle laves, for alvor kom på plads.

Hvert afsnit var en minifilm. Både når det kom til historierne, og også hele æstetikken i form af billede og lyd havde mere til fælles med spillefilm end datidens konventionelle tv-serier.

Det var også fra da af, at HBOs-slogan ”It’s Not TV. It’s HBO,” for alvor slog igennem og fik en generationsdefinerende betydning, som stadig ekkoer i serie- og streamingland i dag.

Men hvorfor er det, at The Sopranos er så vigtig en serie, og hvorfor skal du gense eller se den for første gang? Det får du her fem fremragende grunde til – og hvis ikke du gør det, ender du ligesom russeren i skoven fra afsnit 11 af tredje sæson, Pine Barrens.

1. Tony Soprano

Uden Tony Soprano, ingen Walter White. Så kort kan det siges, og det var også, hvad Breaking Bad-skaberen Vince Gilligan sagde tilbage i 2013.

For gangsteren, som begynder i terapi hos en psykiater og har et mildest talt kompliceret forhold til sin mor, blev arketypen for den moderne antihelt, som dominerede serielandskabet i de følgende år.

Lige så charmerende og indtagende, Tony kunne være, kunne det vende med et fingerknips, og voldspsykopaten ville komme frem. En slags Dr. Jekyll og Mr. Hyde, uden kropstransformationen, men med lige så store ekstremer i personlighederne.

Et element, Tony altid forsøgte at hitte ud af, hvor stammede fra gennem samtalerne med sin psykiater.

Skuespilleren James Gandolfini leverede en blændende præstation i hovedrollen. Desværre døde Gandolfini i 2013 under en rejse til Italien som følge af et hjerteanfald. Da serieskaber David Chase lavede prequel-filmen The Many Saints of Newark, var det Gandolfinis søn Michael, der gav en gribende præstation som den unge udgave af farens berømte rolle.

2. Familien

Selv om Tony Soprano var seriens altoverskyggende hovedperson, var familien den, der gjorde gangsteren til den person, han var. Relationen til konen Carmella (Edie Falco) var mildest talt en tumultarisk en af slagsen.

Hun accepterede til en vis grad hans utroskab, der var en del af hans gangstertilværelse. Men der var også grænser, og deres fyrige skænderier er ren tv-historie. Men alle udfordringerne til trods havde de også en indædt kærlighed til hinanden, eksemplificeret flot i sjette sæson, da Tony er i koma.

Børnene Meadow (Jamie–Lynn Siegler) og AJ (Robert Iler) er Tonys øjesten på godt og ondt. Konstant er han nervøs for, at de skal finde ud af, hvordan han tjener penge, og samtidig er han konstant i konflikt med dem om, hvordan de skal leve deres liv.

Had-kærlighedsforholdet til moren Livia (Nancy Marchand), onklen Junior (Dominic Chianese) og ”nevøen” Christopher (Michael Imperioli), og på sin vis også søsteren Janice (Aida Turturro), tager genkendelige familiefrustrationer til et ekstremt og fascinerende niveau.

3. Gangsterfamilien

Tonys anden familie er et overflødighedshorn af excentriske personligheder. Silvio (Steven Van Zandt) med det fantastiske hår, Paulie (Tony Sirico) en mors dreng med et solidt æreskodeks og Adriana (Drea de Matteo), Christophers ride-or-die-kæreste i ordets bogstaveligste forstand, for bare at nævne et par stykker.

Umiddelbart kunne man få følelsen af, at The Sopranos var en spirituel efterfølger til Martin Scorseses Goodfellas fra 1990. Der er da også et sammenfald af hele 27 skuespillere imellem de to projekter.

Nogle af dem havde selv erfaring med eller kendte folk, som havde deres gang i det amerikanske gangstermiljø. Tony Sirico for eksempel ville kun tage rollen, hvis han kunne få en garanti for, at hans karakter ikke ville blive en stikker.

Desuden var der mange store stjerner i gæsteroller af varierende størrelse. Steve Buscemi, Robert Patrick, Peter Bogdanovich, Ben Kingsley, Jon Favreau, Annette Bening, Paul Dano og Hollywood-ikonet Lauren Bacall dukkede alle op i løbet af serien.

4. Shakespeare i New Jersey

Det er svært ikke at ende med at gentage sig selv, men historierne i The Sopranos er ekstraordinære gode. Alene præmissen om en gangsterboss, der går i terapi, er guld. Som et lille kuriosum var der også andre, som syntes, at den idé kunne noget. For to måneder senere i marts, var der premiere på gangsterkomedien Analyze This (dansk: Familieterapi) med Robert De Niro og Billy Crystal, hvor en gangsterboss, ja, starter i terapi.

Filmen når dog ikke serien til sokkeholderne. De intense familiedramaer, nervepirrende gangsterforretninger og ikke de mindst de eksistentialistiske overvejelser gør serien til noget helt unikt.

Alene scenerne hos psykiateren Jennifer Melfi (Lorraine Bracco), hvor Tony langsomt bliver mere og mere opmærksom på, hvordan hans nuværende tilværelse og mentale tilstand er blevet formet af et langt liv af traumatiske begivenheder, er fængslende tv.

Nuancerne og de mange lag i alle ord, handlinger og de filmtekniske valg er på et uhyre højt niveau. Intet var tilfældigt, og David Chase havde en finger med i alle aspekter for at sikre, at alt blev præcis, sådan som han havde intentionen om, at det skulle fremstå for seeren.

5. Et blik ind i fremtiden

The Sopranos blev lanceringsplatform for flere kræfter foran og bag kameraet, som har præget film- og serieland siden da. Udover Gandolfini blev serien et gennembrud for Edie Falco, der sidenhen både fik sin egen serie, Nurse Jackie, og har leveret flere stærke præstationer i andre sammenhænge.

Men det var især bag kameraet, at markante serieskabere fik slebet evnerne til. Matthew Weiner fik jobbet som manuskriptforfatter på The Sopranos takket være et udkast, der senere blev til hans egen mesterværkserie Mad Men.

Terence Winter skabte den ofte oversete og underkendte Boardwalk Empire. Siden da har han bl.a. været showrunner på Sylvester Stallone-serien Tulsa King.

Todd A. Kessler skabte sammen med broren Glenn og samarbejdspartneren Daniel Zelman den hårdkogte advokat-thrillerserie Damages og Netflix-krimidramaet Bloodline. Lige om lidt er han så aktuel for første gang som soloskaber med Apple TV+-serien The New Look om Christian Dior og det fashionboom, der opstod umiddelbart efter Anden Verdenskrig.

The Sopranos er uden sammenligning den serie, som har haft størst indflydelse på serielandskabet efter årtusindskiftet. Historie, karaktererne, skuespillerne og folkene bag har alle påvirket den måde tv- og streaminghistorier bliver lavet.

Og så er den først og fremmest en fantastisk serie, man sagtens kan se igen og igen. Ved hvert gensyn lægger man mærke til nye detaljer.