Anmeldelse: ‘Emily in Paris’ er tilbage som en overspillet teenagedrøm på flaske – men den dufter stadig godt

Smukke mennesker i en smuk by. Det synes at være kerneingredienserne i den amerikanske serie Emily in Paris, der er klar med endnu en dugfrisk sæson. Det er halvandet år siden, vi sidst har kunnet se Lily Collins spadsere gennem byernes by i det ene fashionable outfit efter det andet som Emily Cooper.

Nu er første del af den fjerde sæson altså landet, og opskriften er stadigvæk en Darren Star-classic. Præcis, som vi har set det i årevis med både Sex and the City og Younger.

I disse romantiske storbyserier er handlingen relativt urealistisk for at sige det mildt, men det lever vi fint med, fordi vi soother vores hjerne i mode, flot arkitektur, lækker mad, inciterende drinks og smukke mennesker. Det er som at lægge sin bevidsthed i et perfekt tempereret karbad.

Til forskel fra de førnævnte NYC-serier, så tilfører Emily in Paris det ekstra touch til karbadet, at der bliver talt fransk i rigelige mængder, og jeg kan ikke rigtig komme i tanker om et sprog, der er mere behageligt for øregangen. Der er ingen kriser, chok eller dramaer til at rokke ved den beroligende følelse af zen.

Bananskræller og femmes fatales

I sæson 4 af Emily in Paris virker det ikke til, at der er pillet ved dén drejebog. Overhovedet.

Sæsonen skydes i gang over den perfekte kop café au lait ved et karakteristisk rundt fortovsbord, hvor Emily (Lily Collins) indvier sin roommate og veninde Mindy (Ashley Park) i et hjertesmerte-dilemma.

Det uforløste kærlighedsdrama er altså atter motoren i den nye sæson: Skal Emily satse på den britiske forretningsmand Alfie (Lucien Laviscount) eller på den franske kok Gabriel (Lucas Bravo), eller skal hun forblive single og have det sjovt med alle de andre smukke mænd, der viser sig at gemme sig i de parisiske gader?

Der går uundgåeligt lidt Hortonsagaen i den fjerde sæson. Romancen mellem henholdsvis Emily og Gabriel og Emily og Alfie bølger frem og tilbage, og hele historien går dramaturgisk en anelse i tomgang.

Man sidder lidt tilbage med følelsen af, at der er skovlet en del fyld ind i sæsonens storyline. Lange kundemøder på bureauet, hvor der ikke rigtig sker noget som helst andet, end at Luc (Bruno Gouery) skal være ‘fald i en bananskræl’-sjov, og Sylvie (Philippine Leroy-Beaulieu) skal være en skrap femme fatale.

Som at bladre i Vogue

I det hele taget er der fyret lige lovligt meget op under slapsticken, og vi skal henimod afsnit fire og fem, førend der for alvor bliver tilsat et drys krydderi – og en smule alvor – til handlingen.

Heldigvis er der gode replikker iblandt, som f.eks. da Mindy (Ashley Park) sætter sin fling på plads til et stort event: “You don’t want me to stay with this much rage and a bar with free alcohol.”

Og under den glittede overflade får der alligevel sneget sig både MeToo, et opgør med slutshaming og ‘sober curious’-tendenser ind, og det klæder historien. Selvfølgelig i relativt korte glimt – det er jo trods alt Darren Star, der står bag.

Generelt er det som at bladre i Vogue at se Emily in Paris. Der er ekstravagante hatte, diamantbesatte brocher og dreamy frisurer galore. I afsnit tre ligner Emily noget fra en vaskeægte film noir.

På vej til maskebal møder hun Gabriel på fortovet iført en sort hat på størrelse med en parasol, en kappe, der går fra hals til fortov og en dybrød, næsten sort læbestift. Æstetikken er unægteligt en af seriens største styrker.

Et mentalt karbad

Serien sælger i det hele taget drømme af en anden verden, og i en virkelighed med klimakrise, krige og skovbrande er det rart at have en uskyldig teenagedrøm på flaske, som man kan tage frem og dufte til.

En drøm, hvor man bor i et parisisk studio med sin bedste veninde, en øjensynligt bugnende bankkonto og et klædeskab med perfekt afstemt tøj, der er både legesygt og elegant, alt imens byens to flotteste mænd er forelskede i en. Det setup rammer et smørblødt punkt i os alle.

Tilsæt så madlavnings-sekvenserne med Gabriel (Lucas Bravo), der optræder sporadisk i sæsonen, og følelsen af tv-velbehag er komplet. Faktisk er de scener noget at det allerbedste. Friske porrer, solgule citroner og en atmosfære, der sitrer af lige dele fransk cuisine og undertrykt forelskelse.

Handlingsmæssigt er der altså ikke så meget nyt under solen, men sæson fire af Emily in Paris gør alligevel det, den er bedst til. Den giver os en pause fra hverdagen og en mental rejse til Paris, et hjerne-karbad, hvor livet er pakket ind i skønhed og æstetik, og hvor bekymringer forsvinder lige så hurtigt som en flaske rosé i Rungsted Havn.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: