Serier | Guides

Fra mode over fantasifuld action til selvvalgt kærlighed: Det skal du streame i denne uge

Af
Claus Nygaard Petersen
28. august 2023
streaming guide uge 35
DRs nye store dramasatsning 'Huset' tegner til at blive en af kanalens mest intense og brutale nogensinde / Foto: Danni Riddertoft og Thomas Howalt Andersen

Del artikel

Hvilke film, serier og dokumentarer skal du tilbringe din tid med på streamingtjenesterne i denne uge? Vi Elsker Seriers journalist, Claus Nygaard Petersen, guider her til ugens bedste streamningtilbud.

Sensommeren er lige så lunefuld som en olm bjørn på kokain. Du ved simpelthen ikke, hvad vejret byder på fra den ene dag til den anden.

Så kom med mig ind i sofaen, smæk fødderne op, og hyg med noget streaming. Det ved man, hvad er. Og til at supplere dine allerede faste shows har jeg kurateret de mest interessante af ugens premiere-tilbud.

Som altid står de listet efter, hvornår de får premiere fra først til sidst.

Tre sultne mænd

https://imgix.vielskerserier.dk/2023-08-23/foto-tv-2.jpg
Kokkene og vennerne Umut Sakarya, Francis Cardenau og Simon Jul rejser Europa tyndt, mens de laver mad, spiser og hygger sig
Foto: TV 2 Danmark

Ingen uge uden et nyt mad- eller rejseprogram, og søreme om TV 2 ikke servicerer sit publikum med begge dele i dejlig forening.

Konceptet bag Tre sultne mænd er simpelt: De to professionelle kokke Francis Cardenau og Umut Sakarya rejser sammen med madconnaisseur Simon Jul til Frankrig, Tyrkiet og Norge.

Missionen er at vise de andre de kulinariske glæder, som det pågældende land – som de har en personlig tilknytning til – har at byde på. Det er madlavning på højt hyggeniveau, når de tre venner kokkerer og tager pis på hinanden.

Tre sultne mænd kan ses fra 28. august på TV 2 Play.

Danmarks næste tøjdesigner/Hvad siger din stil?

https://imgix.vielskerserier.dk/2023-08-23/dr-0735852.jpg
Dommerne kaster hårde blikke på de håbefulde designeres klæder, og ikke alle falder i deres smag
Foto: Nicolai Skov / DR

Igen er der to-for-en-tilbud, men denne gang på DR, hvor den står på mode, mode, mode.

I Danmarks næste tøjdesigner kæmper en række håbefulde tøjdesignere om at blive kåret som den bedste og få deres kollektion sendt ud i butikkerne. Allestedsnærværende Mette Bluhme Rieck er sprechstallmeister, mens kendisdesigner Søren Le Schmidt og stylist Anja Camilla Alajdi er de benhårde dommere.

Som fashionabelt supplement er der samme dag premiere på Hvad siger din stil, hvor Anna Lin og modeekspert Moussa Mchangama snager i diverse kendtes garderobeskaber. Er du til Kender du typen, er dette program uden tvivl must-see.

Danmarks næste tøjdesigner og Hvad siger din stil kan ses fra 29. august på DRTV.

One Piece

Nå, Netflix, har du lært, hvordan man adapterer en populær manga-serie, eller skal vi berede os på en ny omgang Death Note eller Cowboy Beebop?

One Piece handler om en gruppe pirater med superkræfter. Det farvestrålende og excentriske univers fra traileren får Pirates of the Caribbean-filmene til at ligne sømandsudgaven af Matador.

Hvis streamingtjenesten rent faktisk formår at lave en god liveaction-version, bliver det uden tvivl en tidlig kandidat til at være en af efterårets mest underholdende streaming-fornøjelser. Alternativt, en af årets værste serier. Under alle omstændigheder er det umuligt ikke at være nysgerrig og minimum tjekke et afsnit ud.

One Piece kan ses fra 31. august på Netflix.

Vision II

https://imgix.vielskerserier.dk/2023-08-23/dr-0737234.jpg
Emma Sehested Høeg er en af de mange personer, der i anden sæson af 'Vision' fortæller om, hvordan de er nået til tops i deres respektive profession, og hvad det kræver
Foto: Mads Palmqvist Jensen / DR

Når først du har sat dig et mål, hvordan opnår du det så? Hvordan sikrer du dig, at netop din passion bliver en levevej?

Det er et par af de centrale spørgsmål i DR's gode dokumentarserie Vision. Anden sæson byder på indblik hos rapperne ToppGunn og IceKiid, multitalentet Emma Sehested Høeg, musiker Simon Kvamm, standupper Mick Øgendahl og iværksætter Anne Stampe Olsen.

I forrige ombæring blev sæsonens seks regulære afsnit krydret med korte afsnit på 5-8 minutter, hvor man mødte unge talenter inden for en række professioner og discipliner. Alle med målet om at blive bedre. Så hvis man mangler lidt motivation i tilværelsen, er Vision et godt sted at starte.

Vision II kan ses fra 31. august på DRTV.

Choose Love

Kærlighed, kærlighed, åh den kærlighed. Hvis der er en ting, der er sikkert, er det, at Netflix altid har en ny kærlighedsfilm eller -serie klar til en ny uge.

Men Choose Love er lidt anderledes i forhold til det sædvanlige. Her har man som seer nemlig selv indflydelse på, hvordan Camis (Laura Marano) kærlighedsliv skal udfolde sig. Med hele tre bejlere – kæresten Paul (Scott Michael Foster), rockstjernen Rex (Avan Jogia) og ungdomskærligheden Jack (Jordi Webber) – er der masser af valg at træffe.

Filmen er nemlig interaktiv – som man måske husker det fra Black Mirror: Bandersnatch – og derfor har man bogstavelig talt hendes skæbne i hænderne. Og med det in mente bliver det i høj grad ens egen præference, der afgør udfaldet. Det kan der komme meget sjov ud af.

Choose Love kan ses fra 31. august på Netflix.

Huset

Efterårets store dramaserie på DR bliver en vild omgang. Omdrejningspunktet i Huset er de fire fængselsbetjente Miriam (Sofie Gråbøl) Sammi (Youssef Wayne Hvidtfeldt), Henrik (David Dencik) og Gert (Charlotte Fich), som forsøger at holde orden i det nedslidte danske tugthus.

De eksplosive omgivelser gør hver dag til en nervepirrende oplevelse, hvor privatlivet til tider får indflydelse på dagligdagen blandt forhærdede forbrydere af den hårdeste kaliber.

Kim Fupz Aakeson står for manuskriptet, og instruktørerne er ingen ringere end Michael Noer (R, Nordvest) og Frederik Louis Hviid (Shorta), så der er ingen tvivl om, at Huset kandiderer kraftigt til at blive en af årets helt store serier.

Huset kan ses fra 1. september på DRTV og 3. september klokken 20 på DR.

The Wheel of Time sæson 2

Prime Video har satset massivt på fantasy, når det kommer til serier. The Rings of Power-prædikatet "verdens dyreste serie", og The Wheel of Time har et vældigt bogserie-forlæg med en inkarneret fanbase.

Første sæson blæste dog ikke ligefrem benene væk under seerne i de første par afsnit. Men efterhånden som handlingen udfoldede sig, blev handlingen mere stringent, og sæsonafslutningen gav faktisk en lyst til mere.

Det får vi så nu, og spørgsmålet er, om begyndervanskelighederne er rystet af sig, eller om vi igen skal trækkes med en halvfesen omgang mennesker og magiske væsner, indtil Ringenes herre-serien vender tilbage.

The Wheel of Time sæson 2 kan ses fra 1. september på Prime Video.

Disenchantment del 5

Vi bliver i fantasy-genren, dog i en lidt anden indpakning. Netflix’ animationsserie Disenchantment fra været på noget af en rejse. Serieskaber Matt Groening er den kreative kraft bag og står også bag de mere kendte The Simpsons og netop genopstandne (for gud ved hvilken gang) Futurama.

Præcis som i de serier, er det gakkede og vanvittige historier, der i den grad kræver, at man er med på legen.

Nu er vi nået til femte og afsluttende del i fortællingen om den fandenivoldske prinsesse Bean (Abbi Jacobson) og resten af den excentriske skare, inklusiv hendes personlige dæmon Luci (Eric André) og far Kong Zøg med stemme af selveste Bender fra Futurama, John DiMaggio.

Disenchanment del 5 kan ses fra 1. september på Netflix.

Annika sæson 2

Der er dobbelt op på krimi i denne uge på DR.

Udover Huset får vi anden sæson er den intense skotske krimiserie Annika. Nicola Walker er igen tilbage som den skarpe efterforsker ved Glasgows maritime drabsenhed.

Igen skal livet som en af landets fremmeste betjente balanceres med et privatliv, der i bedste Sarah Lund-stil er alt andet end ligetil.

Er du til Forbrydelsen og Happy Valley, og mangler du et krimifix, er der ingen tvivl om, at Annika er lige noget for dig.

Annika sæson 2 kan ses fra 1. september på DRTV.

A Day and a Half

Sveriges fornemmeste eksportvare er – udover Zlatan Ibrahimovich – skuespiller Fares Fares. Lige siden han bragede igennem i lillebror Josef Fares to moderne komedieklassikere Jalla! Jalla! og Kopps, har storebror været et fast navn på filmhimlen.

Herhjemme er han selvfølgelig kendt fra Afdeling Q-filmene med Nikolaj Lie Kaas, hvor han spiller makkeren Assad.

Nu træder han for første gang bag kameraet som instruktør på Netflix-filmen A Day and a Half. Den svenske thriller handler om en desperat mand, der i afmagt over en kompliceret faderskabssag kidnapper barnets mor. Fares spiller selv politimanden Lukas, der prøver at løse den anspændte konflikt.

A Day and a Half kan ses fra 1. september på Netflix.

Is She the Wolf?

Netflix kan noget med spektakulære realityshows. Physical: 100 var vildt program om at finde den mest optimale fysik, og Too Hot To Handle får Paradise Hotel til at virke bornert i sammenligning.

Nyeste skud er muligvis også det, som rammer mest plet i forhold til tidsånden. For netop nu, hvor Forræder er det nye sort på TV 2, kan Is She the Wolf? blive det helt store hit.

Udgangspunktet er som et hvert andet datingshow. Fem mænd og fem kvinder skal date hinanden i jagten på kærlighed. Men en (måske flere?) af kvinderne er der ikke for at finde love. Hun er en ulv i datingklæder, som skal snyde de andre.

Konceptet har allerede kørt sin sejrsgang i Japan i 13 sæsoner under titlen Who is the Wolf?, og man kan da håbe, at det ikke kun er kvinderne, som viser sig at være ulve. Og som alle gode datingshows, er der garanteret et ekstra plottwist eller to.

Is She the Wolf kan ses fra 3. september på Netflix.

Del artikel

Andre Serier | Guides