Anmeldelse: Krimiserien ’Happy Valley’ slutter mesterligt af

I knap 10 år har vi fulgt politibetjenten Catherine (formidable Sarah Lancashire) over de nu tre sæsoner af den fremragende britiske krimiserie Happy Valley.

Og der har ikke været mange lykkelige stunder i byen Halifax. Da vi mødte hende i første sæson, led hun som følge af datteren Beckys selvmord otte år tidligere.

Et toksisk forhold med stjernepsykopaten Tommy Lee Royce (James Norton) var katalysatoren, så Catherine og hendes søster Clare (Siobhan Finneran) måtte tage sig af Beckys søn, Ryan.

Serien har høstet roser for sin rå og realistiske tilgang, hvor serieskaber og manuskriptforfatter Sally Wainwrigt ikke er bleg for at sende sine personer gennem helvedes pinsler og tilbage igen, hvis det fremmer historien.

Hver af de tre sæsoner har haft en forbrydelse, som kører parallelt med det, der sker i Catherines liv. I starten havde de to direkte indflydelse på hinanden, men her i tredje sæson er de to arenaer mere opdelte.

Vi er nået til slutningen på Catherines karriere i politiet. Men før pensionisttilværelsen kan nydes, er der stadig det ubehagelige aber dabei, Tommy Lee Royce. For efter fundet af et gammelt lig, er der beviser, som knytter Tommy til mordet og nogle prominente gangstere.

Samtidig har den nu 16-årige Ryan (Rhys Connah) besøgt sin far i fængslet uden Catherines viden. Frøene til splid er blevet sået, fordi hun hader Tommy så indædt, som hun gør. Men er der noget at sige til, at en forvirret og temperamentsfuld teenager forsøger at hitte ud af, hvor han kommer fra, og hvad det betyder for hans eksistens?

Men når vedkommende er Tommy Lee Royce, og han indirekte har været skyld i Beckys død, kidnappet og voldtaget vennen og kollegaen, Ann (Charlie Murphy), og myrdet op til flere mennesker, inklusiv tæsket Catherine halvvejs i graven, er det måske heller ikke så underligt, at hun har nogle anker imod den kontakt.

En lige højre i hjertekulen

Naturkraften Sarah Lancashire har igennem Happy Valleys 18 afsnit leveret en stærk og mindeværdig præstation i hvert eneste afsnit. Det følelsesmæssige register – fra topprofessionel med nærmest iskold og kynisk distance til de øjeblikke, hvor alt krakelerer – alt er fascinerende. Hendes evne til at levere en syleskarp bemærkning er uovertruffen.

Det er svært ikke at sammenligne med Helen Mirrens unikum-portrættering af Jane Tennison i Prime Suspect (på dansk Mistænkt). Det er af den slags, hvor man på ingen måde kan forestille sig andre i rollen.

Men de to karakterer kunne ikke være mere forskellige. Tennison var en karrierestræber uden så mange faste holdepunkter i livet eller familie. Alt handlede om avancering i det patriarkalske politisystem.

Catherine derimod har hele tiden en fod solidt plantet i det familierelaterede. Hun har droppet karrieren som efterforsker netop for at kunne hellige sig opfostringen af Ryan. Og man både fornemmer og ser, at hun er en af de skarpeste hjerner, når det kommer til menneskelig adfærd og til at opklare forbrydelser. Det er god iscenesættelse, så vi ikke skal tage andres ord for, at hun er god.

Det bedste dumme svin

F.eks. med sæsonens kriminalsag om husmoren Joanna (Mollie Winnard), der for at kunne holde ud at leve med sin voldelige mand – der i øvrigt er Ryans idrætslærer – har et pillemisbrug. Catherine lurer, at der er et eller andet galt, men kan ikke sætte fingeren på præcis, hvad det er.

Selv om sagen som sagt ikke får samme indflydelse som tidligere, er der stadig en perifer tilknytning, hvor den som en enkelt tråd i det store edderkoppespind bliver spundet sammen med resten af historien. Det er virkelig godt manuskriptarbejde og lækker historiefortælling.

Og så er fejden mellem Catherine og Tommy Lee Royce rigtig flot komponeret. Hvad enten den er i forgrunden eller ligger og ulmer bagved, er den hele tiden til stede i Happy Valley.

James Norton – der er en af favoritterne til at overtage rollen som James Bond – er fremragende som det dumme svin, manipulatoren Tommy Lee Royce. Med sit gode udseende og ekstremt voldelige skyggeside, ledes tankerne til tider hen på Christian Bales portræt af Patrick Bateman i American Psycho.

Kombinationen af charme og frygtindgydende handlinger, gør ham til en af de mest mindeværdige skurke i britisk serieland i mange år.

Den episke showdown i seriens sidste afsnit skuffer heller ikke. Vi får Catherine overfor Tommy, og flere års sandheder og had bliver lagt på bordet. Også de ting, vi havde en anelse om, men aldrig har fået bekræftet.

Det er mesterligt fortalt i en mesterlig serie, som slutter på sit absolut højeste, mens legen er god – bravo!