Anmeldelse: ’Han, hun og hunden’ er årets rom-com-serie

Det er en gennemsnitlig morgen for singlefyren, Gordon (Patrick Brammall). Han tøffer af sted mod det micro-bryggeri, hvor han arbejder sammen med kollegaerne Brett (Michael Logo) og Chiara (Genevieve Hegney).

For Ashley (Harriet Dyer) er det en lettere træls morgen. Hun har for nylig slået op med sin flirt på det hospital, hvor hun er i gang med at færdiggøre sit lægestudium. Og nu er hun sent på den til det obligatoriske sikkerhedskursus, der finder sted om 30 minutter.

Deres veje krydses bogstavelig talt på et hjørne, hvor Gordon er ved at dreje til venstre, og hun går over vejen. Et lille meet-cute opstår, hvor de skiftevis kører og stopper med at gå. Det bringer et smil på deres ansigter og i øjeblikkets løsslupne ånd, flasher Ashley ham hurtigt sit ene bryst, da hun går væk.

Og det er dér, Gordon, høj på nipple-eufori, kører en lille pjusket hund ned. Herefter er deres liv sammenflettet i den fantastiske australske rom-com-serie Han, hun og hunden.

Den usædvanligt geniale komedieperle har ligget på DRTV siden marts, og det er en af den slags serier, man kan se igen og igen. Med otte afsnit af lige knap 30 minutters varighed hver, får vi Gordon, Ashley og Colins – som de ender med at navngive hunden – forhold fra start til slut. Og hvilken rejse, det er!

Jordnær, realistisk romantik

Han, hun og hunden er skabt af hovedrolleindehaverne Patrick Brammall og Harriet Dyer, der i øvrigt er et par i virkeligheden. Hvor mange af småskænderierne fra virkeligheden, ægteparret har flettet ind i historien, kan man kun spekulere i.

Men deres kemi er uovertruffen.

Ikke siden den kriminelt oversete You’re the Worst – hvorfor er den i grunden ikke tilgængelig på Disney+ mere? – har et par i en komedieserie haft SÅ god kemi. Man kan endda argumentere for, at deres kemi er blandt den bedste i seriehistorien nogensinde.

Der er bid i deres skænderier og varme i de små hverdagsøjeblikke, som man ellers ikke typisk ser i andre serier. Netop det aspekt, det hverdagsagtige og mere realistiske, er en af Han, hun og hundens helt store forcer.

For det er ikke en ligefrem romance. Begge har bagage fra tidligere forhold, og som normale mennesker har de forskellige opfattelser af, hvordan verden hænger sammen. Aldersforskellen – Gordon er et eller andet sted i 40'erne, og Ashley er 29 – veksler mellem at være en ikke-italesat ting til at være en uoverskuelig kløft, som ikke kan forceres.

Man hepper dog på dem hele tiden. For ja, de er et stereotypisk umage par, der har oddsene imod sig. Brammell og Dyer vælger også lade de elementer udspille sig i fuld, cringe flor. Det er til tider decideret ubehageligt at se med.

Da Ashleys skal holde fødselsdag for vennerne, falder valget på Gordons bryggeribar. Det er nogle af mest uudholdelige 24 minutter, jeg endnu har set i en serie i år. Det er som at se isbjerget nærme sig Titanic og man kan ikke gøre noget.

Verdens bedste handikappede hund

Der er kort sagt ikke noget, som ikke fungerer i Han, hun og hunden.

Originaltitlen Colin from Accounts referer til, da Gordon og Ashley skal finde på et navn til Colin. Den lille hund har fået smadret rygsøjlen og har derfor fået en hjulanordning, så den kan bevæge sig rundt, nu når bagbenene ikke virker. Det giver nogle pudsige situationer, og kærligheden til dyret vokser eksponentielt fra afsnit til afsnit.

Skuespillet er superbt. Udover Harriet Dyer og Patrick Brammall er birollerne fuldstændig outstanding.

Ashleys forfærdelige, egocentrede mor er en oplevelse udover det sædvanlige, og Helen Thompson tilføjer nogle geniale nuancer, så det ikke bliver rent karikatur. Små revner i den perfekte facade afslører en person på randen af afmagt.

Scenestjæleren er Michael Logo, der med Brett rammer en teenageragtig glæde og entusiasme, så man igen har svært ved ikke at smile, hver gang han er på skærmen.

Og det er glæde, som er den gennemgående følelse, man får af at se Han, hun og hunden. Selv om det til tider bliver tåkrummende at se på, er det den følelse, som Dyer og Brammall vil have, man som publikum skal sidde med i den pågældende situation.

Det handler om mennesker. Og de er ikke perfekte. De er rodede, hidsige, kærlige, besværlige, hengivende, egoistiske og alle mulige andre tænkelige personlighedstræk.

Sjældent har det været skildret så realistisk og medrivende, som i Australiens bedste eksportvare, siden Margot Robbie entrerede Hollywood.