Serier | Guides

Hokus pokus! De 5 bedste hekse på skærmen

AfTrine Jerichau Roslev
19. juni 2023
hocus pocus 2
Kathy Najimy som Mary Sanderson, Bette Midler som Winifred Sanderson Sarah Jessica Parker som Sarah Sanderson i 'Hocus Pocus 2' / Foto: Matt Kennedy / Disney+

Del artikel

Sankthans er heksens højtid, men i stedet for at brænde heksene på bålet, kan vi anbefale at nyde dem i dine hovedtelefoner eller i dit tv.

Hekseprocesserne, eller heksejagterne, som vi ynder at kalde dem, kostede i middelalderen omkring 50.000 mennesket livet. Langt de fleste var kvinder. Også i Danmark brændte vi hekse på bålet, og det sidste slukkede først i slutningen af 1600-tallet, hvor omkring 1.000 kvinder var gået op i røg.

I nyere tid brænder vi igen hekse af i Danmark – dog kun af halm og stof og nu på sankthansbålene. Men ifølge historikere handler sankthans om at fejre midsommeren og sommersolhverv og har intet at gøre med hekseafbrændinger.

Derfor kommer nu en opfordring til i stedet at brænde noget af, der reelt irriterer dig, f.eks. Aula, p-bøder eller speedos, og i stedet lade dig rive med af historier om de seje og sande hekse i dine hovedtelefoner og i dit tv.

Hokuspokus filiokus!

Onde Anna

onde anna
'Onde Anna'
Foto: DR

Streamingtjeneste: DR LYD, Podimo, Apple Podcasts, Google Podcasts
Genre: Dokumentar, krimi
Podcast

Lad os begynde i den seriøse ende af skalaen med DR-podcasten Onde Anna. Denne podcastserie gør dig aldeles klog på hekse og hekseprocesser i den danske historie.

Til at føre dig igennem den barske og mørke del af danmarkshistorien har du tilrettelægger Ruth Storm og særligt forfatter Olga Ravn, der som barn blev kaldt heks, og som nu finder støtte i heksefiguren.

I flere år har Olga Ravn beskæftiget sig med sagen om 11 kvinder, der blev brændt levende i 1600-tallets Køge. Forud for denne skrækindjagende begivenhed fandt en af danmarkshistoriens mest spektakulære hekseprocesser sted, da kvinden Anna Barskiær mente, at hendes hus var forhekset. Men hvordan kunne så lille et samfund bare se til, at mennesker blev levende brændt på grund af én kvindes påståede djævlebesættelse? Det søger de at finde svar på i serien.

A Discovery of Witches

Streamingtjeneste: HBO Max, SkyShowtime
Genre: Drama, fantasy, romantic
Serie

Den første fiktive fortælling blandt disse anbefalinger skruer på alle fantasy-knapper med så mange overnaturlige kræfter og visuelle effekter, at fantasien bringes i kog.

Serien har Teresa Palmer (Ride Like a Girl) og Matthew Goode (The Offer) i hovedrollerne som heksen Diana Bishop og vampyren Matthew Clairmont. Sammen rejser de ind i en verden fuld af magi for at afsløre hemmeligheder om overnaturlige væsener. Samtidigt skal de skal lære at stole på hinanden, selv om hekse og vampyrer slet ikke bør.

Forlægget til A Discovery of Witches findes i Deborah Harkness’ trilogi All Souls, som ikke bare har gjort heksen til en højtgrinende bikarakter på en kost, men i stedet har tillagt hende tunge videnskabelige skyts ved at gøre hende til historiker på Oxford.

Charmed

Streamingtjeneste: Viaplay
Genre: Drama, fantasy, mystery
Serie

I denne næste serie på listen hyldes heksen og hendes kundskaber igen. Charmed (Heksene fra Warren Manor, som de fleste 00’er-teenagere vil kalde den) er produceret af Aaron Spelling, som stod bag et af 90’ernes største teenage-hits, Beverly Hills 90210.

Med sig derfra tog han Shannen Doherty (hende, der spillede Brandons søster, Brenda) og placerede hende i hovedrollen som en af de tre Halliwell-søstre i denne serie. De to andre spilles af Holly Marie Combs (Pretty Little Liars) og Alyssa Milano (Mistresses). Rygterne siger, at sidstnævnte gjorde sig uvenner med Beverly-stjernen, hvorfor Dohertys karakter pludselig forsvinder, og en halvsøster, spillet af Rose McGowan (Grindhouse), undervejs dukker op ud af intetheden.

Meget apropos handler serien om venskab og kærlighed, men selvfølgelig også om heksekræfter. De tre søstre finder nemlig ud af, at de kommer ud af en heksegeneration, og at de tilsammen besidder en enorm kraft ved navn The Power of Three. Den skal de i hvert afsnit bruge for at bekæmpe nye onde trusler.

The VVitch

Streamingtjeneste: Prime Video
Genre: Drama, fantasy, gys
Film

Ondskab findes der også masser af i den anmelderroste gyserfilm The VVitch. Hårrejsende intenst spiller Anya Taylor-Joy (The Queen’s Gambit) storesøsteren Thomasin, der beskyldes for at være heks. Det sker, da hun passer sin nyfødte lillebror, og han forsvinder i det korte sekund, hvor hun holder sig for øjnene i en borte-borte-tit-tit-leg.

Filmen foregår i 1600-tallets England, hvor landsbyen har udstødt Thomasin og hendes ekstremt bibeltro familie, og de derfor er flygtet ind i den mørke skov. Rædslen for det overnaturlige ligger på sit højeste, og anklagen mod Thomasin får kun frygten til at stige.

Tilbage står spørgsmålene; Kan du beskylde en kvinde for at være heks, uden at det får konsekvenser? Og hvem er det egentlig, der slås med indre dæmoner?

Hokus Pokus 1+2

Streamingtjeneste: Disney+
Genre: Komedie, familie, fantasy
Film

Vi slutter i den lidt mere muntre og fjollede ende af skalaen med 90’er-filmen Hokus Pokus. I denne film får du hekse serveret på en måde, så de passer lige ind i dit tegnefilmsindrettede billede af hekse; flyvende, fjollede og farverige.

Der bliver nemlig masser at grine af, når teenagedrengen Max kommer til at vække tre hekse til live igen, efter de blev hængt for 300 år siden. De tryller i gaderne, vækker døde til live og forsøger at spise børnene.

De tre hekse spilles af den dobbelte Oscar-nominerede Bette Midler, Sex and the City-skuespilleren Sarah Jessica Parker og Halløj i Klosteret-skuespilleren Kathy Najimy. Særligt deres herlige skuespil er grunden til, at Hokus Pokus har vokset sig til en status af kultfilm, og derfor stadig holder i dag. Og nok af samme årsag fik en 2’er premiere i 2022, hele 29 år efter premieren på Hokus Pokus i 1993.

Del artikel

Andre Serier | Guides