Serier | Guides

'Huset'-aktuelle Sofie Gråbøl – her er hendes 5 bedste serieroller

Af
Signe Bjørg Granberg
30. august 2023
Sofie Gråbøl i Dag og Nat
Sofie Gråbøl i rollen som jordemoderen Ella i 'Dag og Nat' / Foto: Rolf Konow, TV2

Del artikel

Mange forbinder nok Sofie Gråbøl med rollen som Sarah Lund i 'Forbrydelsen', men den danske skuespiller kan mere end at spille sweaterklædt efterforsker. Vi har taget et kig på 5 af hendes bedste serieroller

Når DR om lidt har premiere på den nye fængselsserie Huset, er det med Sofie Gråbøl i en af de bærende roller. Det er næppe nogen tilsnigelse at kalde Gråbøl en af hvor tids største danske skuespillere – hvis ikke den største? Cv'et, der går helt tilbage til debuten i 1986 med filmene Oviri og senere på året Barndommens Gade, vidner i hvert fald om et utal af både store danske og udenlandske film og serier.

Vi har taget et kig i arkiverne og fundet fem af de bedste serier med Sofie Gråbøl.

Forbrydelsen

Sofie Gråbøl i 'Forbrydelsen'
Sofie Gråbøl i glansrollen som Sarah Lund i 'Forbrydelsen'
Foto: DR

Forbrydelsen er det naturlige sted at starte, når man taler om Sofie Gråbøl. Krimiserien blev et decideret fænomen, ikke blot i Danmark, men også internationalt, og der er tilmed lavet et amerikansk remake af serien, The Killing, med Mireille Enos i Sofie Gråbøls rolle.

Hvis vi imidlertid holder os til den danske version, blev Gråbøl nærmest allemandseje (og det samme gjorde hendes islandske sweater!) som vicekriminalkommissær, Sarah Lund, der skal opklare mordet på 19-årige Nanna Birk Larsen. Hele Danmark gættede med på, hvem morderen mon var, og seriens popularitet var – og er stadig – ikke til at tage fejl af.

Forbrydelsen kan ses på DRTV.

The Undoing

Sofie Gråbøl i 'The Undoing'
Sofie Gråbøl i Susanne Biers HBO-serie 'The Undoing'
Foto: HBO Max

Selv om Gråbøl kun spiller en mindre rolle i Susanne Biers stjernespækkede HBO-miniserie The Undoing, er den værd at putte på "den skal jeg se"-listen, hvis man ikke har stiftet bekendtskab med den endnu.

Gråbøl spiller hårdfør anklager i retssalsdramaet og forsøger at få rigmanden Jonathan Fraser (en isnende god Hugh Grant) anklaget for mord. Foruden Grant medvirker også store navne som Nicole Kidman og Donald Sutherland (som Gråbøl i øvrigt spillede overfor i sin debutfilm!)

Det er David E. Kelley (Boston Legal, Big Little Lies), der sammen med Bier har skabt serien – og han er om nogen kendt for at kunne skrue et godt retssalsdrama sammen.

The Undoing kan ses på HBO Max.

Nikolaj og Julie

Sofie Gråbøl i 'Nikolaj og Julie'
Peter Mygind og Sofie Gråbøl i titelrollerne i 'Nikolaj og Julie'
Foto: DR

Den første store serierolle for Sofie Gråbøl var i DR-serien Nikolaj og Julie fra 2002, hvor hun sammen med Peter Mygind var med til at skabe hele grundlaget for serien.

Det romantiske drama er 100 % karakterbåren, og kemien mellem de to hovedroller er virkelig stærk – både i de sødmefyldte scener, og når det hele tager en hård drejning. På en måde er serien kernedansk, men alligevel blev den solgt til adskillige lande og vandt også en international Emmy for bedste dramaserie.

Nikolaj og Julie kan ses på DRTV.

Dag & Nat

https://imgix.vielskerserier.dk/2023-08-29/foto_-rolf-konow_tv-2-1.jpg
Sofie Gråbøl og Birthe Neumann i Lone Scherfigs 'Dag & Nat'
Rolf Konnow, TV2

I Lone Scherfigs samfundskritiske dramaserie Dag & Nat spiller Sofie Gråbøl hovedrollen som afdelingsjordemoderen Ella. Serien belyser den kamp, som mange fødegange dagligt står overfor, når de skal forsøge at give alle fødende, nyfødte og pårørende den bedst mulige behandling.

Selv om der er tale om fiktion, giver serien et godt indblik i et stærkt underbemandet dansk sygehusvæsen, og man føler presset og frustrationen helt ud på den anden side af skærmen.

Dag & Nat kan ses på TV 2 Play.

Fortitude

https://imgix.vielskerserier.dk/2023-08-29/fortitude.jpeg
Sofie Gråbøl i krimiserien 'Fortitude'
Foto: Amanda Searle/BSkyB

Den engelske krimiserie foregår i den lille arktiske mineby Fortitude – et ellers fredfyldt sted, hvor en morder pludselig skaber rædsel i byen.

Gråbøl spiller borgmesteren/guvernøren, Hildur Odegard, hvis drømme om at få Fortitude til at være en luksus-turistdestination, bliver truet af de voldsomme hændelser. Og under efterforskningen af sagen kommer det frem, at minebyen gemmer på nogle mørke hemmeligheder.

På rollelisten er også den amerikanske skuespiller Stanley Tucci (The Hunger Games, The Devil Wears Prada) og Michael Gambon (Harry Potter).

Fortitute kan ses på HBO Max.

Del artikel

Andre Serier | Guides