Serier | Guides

John Goodman: ”Hvis ikke serien er sjov, har den ingen relevans.”

Af
Claus Nygaard Petersen
21. juni 2023
The Righteous Gemstones sæson 3 anmeldelse
Selv om patriarken Eli Gemstone (John Goodman) er gået på pension, betyder det ikke, at tingene er blevet mindre spændende i tredje sæson af 'The Righteous Gemstones'. / Foto: HBO Max

Del artikel

Vi Elsker Serier har talt med Danny McBride, John Goodman, Cassidy Freeman og Walton Goggins fra HBO-komedieserien 'The Righteous Gemstones'.

Nogle gange er svaret så åbenlyst, at man ender med at føle sig umanerligt dum for at stille spørgsmålet i det hele taget.

Da jeg spørger John Goodman om, hvorfor The Royal Gemstones er relevant og forventer et længere svar om kirke, stat og korruption, bliver jeg hurtigt mindet om, hvad der egentlig er det vigtigste, når det kommer til en komedieserie.

”For mig består relevansen i, hvorvidt serien er sjov eller ej. Hvis ikke den er sjov, så betyder det ingenting. I sin kerne er det en historie om en meget dysfunktionel familie med meget magt og mange penge,” lyder det fra skuespilveteranen, der spiller patriarken Eli Gemstone.

Heldigvis er serien om den amerikanske teleevangelist-familie sjov, endda rigtig meget. Selv om det er grovkornet satire, hvor den ublu kommercialisering af kristendommen bliver spiddet, er det ikke med en hånlig og spottende tone.

”Jeg voksede op med at gå i kirke, og mange mennesker, som betyder noget for mig, er religiøse. Min tante er præst. Så jeg har altid været respektfuld omkring religion,” fortæller serieskaber og hovedrolleindehaver Danny McBride (Jesse) og fortsætter.

”Og jeg synes, det er dårlig smag at gøre grin med folks tro. Det, vi gør grin med, er hustlerne, som fylder deres lommer i religionens navn. De er joken. Jeg tænker, at hvis du er religiøs, så er du sikkert heller ikke tilfreds med den slags typer. Ofte når Hollywood har portrætteret religion, har det enten været så religiøst, at det har virket frastødende på ikkereligiøse, eller også har det været fremstillet så kynisk, at det har været frastødende for religiøse mennesker. Så vi har hele tiden forsøgt at finde balance i den historie, som vi vil fortælle.”

Falske profeter

En af de karakterer, som The Righteous Gemstones er dykket dybere ned i i løbet af sidste sæson og fortsætter i denne, er Jesses kone, Amber (Cassidy Freeman).

”Hun får en form for sikkerhed i Gemstone-familien, som hun ikke har haft, hvor hun kom fra,” forklarer Cassidy Freeman. Som i de forrige sæsoner, er der et afsnit, hvor vi ser familien, mens Elis tre børn, Jesse, Judy (Edi Patterson) og Kelvin (Adam DeVine), er unge. Her dukker Amber også op som et mere permanent indslag og har flere interessante udvekslinger med forskellige familiemedlemmer.

Så det er ikke så underligt, at Amber får mere og mere magt i serien, som Cassidy Freeman også kommer ind på.

”I takt med at Jesse stiger i graderne, er Amber klar til at udfylde de huller, han efterlader. Både som støtte og også fordi hun gerne vil have den magt. Jeg tror, hun gerne vil være leder af kirken – la reina,” siger skuespilleren og refererer til den spanske betegnelse for dronning, som ofte bliver brugt i serien.

Flere af skuespillerne er selv vokset op med religion til stede i deres opvækst i en eller anden grad.

McBride havde en tante, der var medlem, og John Goodman er opvokset inden for den forgrening af kristendommen, der hedder Southern Baptist. Det var også der, at skuespilleren som barn fik den første forsmag på, hvordan performance-delen fra de meget indlevende prædikanter kunne styre et publikum, bare ved at lægge trykket på den rigtige stavelse.

Fanfavoritten Walton Goggins – der spiller den excentriske onkel Baby Billy – har også rødder i de amerikanske sydstater. Og han har en klar mening om, hvad serien The Righteous Gemstones gør godt.

”Min mor var Paramashansa Yogananda (guru og berømt yogalærer) studerende og meget spirituelt søgende generelt, så jeg voksede op med at gå i Pentecostalske kirker også. Uanset hvilken gud du tror på, eller om du slet ikke tror på noget, viser showet godt, at selv om der måske er noget i vejen med dem, der prædiker budskabet, er der ikke noget i vejen med netop budskabet, når det kommer til værdier som tilgivelse, ydmyghed og accept,” siger den karismatiske karakterskuespiller.

Deri rammer han perfekt den tilgang, McBride og hans medsammensvorne i produktionsselskabet Rough House har brugt, når det kommer til deres HBO-serier. For præcis som i Eastbound and Down og Vice Principals, er omdrejningspunktet altid gode mennesker, der på den eller den anden måde enten har eller er ved at miste deres moralske kompas. Det handler om frelse og vejen tilbage til det gode.

Den guddommelige satire

Vejen til frelse er belagt med humor og især satire. Som allerede nævnt, er det møntet på personerne og deres egoistiske handlinger, og ikke deres værdier. Det store cast af dygtige komikere har forholdsvis frie tøjler på The Righteous Gemstones.

Selv om der selvfølgelig er et manuskript, gives der god plads til improvisationer eller justeringer, hvis noget andet virker bedre i praksis end det, der står på papiret. Og det handler i høj grad om at gøre karaktererne på papiret til virkelige mennesker.

”Danny elsker de her karakterer. De er ikke stereotyper, de er firedimensionelle. Og fordi han holder så meget af dem, møder vi ikke ind hver dag for at gøre grin med dem,” fortæller Walton Goggins og fortsætter.

”Der har været tidspunkter i mit liv, hvor jeg har været de her mennesker. Jeg kommer selv fra den her del af USA, så hele tonen, instruktion, manuskriptet, alt omkring serien, gør den virkelig underholdende – og det bliver folk ikke fornærmede over.”

Men der er skam fordomme omkring The Righteous Gemstones.

Danny McBride fortæller om engang, han tog en Uber i hjembyen Charleston. ”Han vidste ikke, hvem jeg var og spurgte, hvad jeg lavede i byen. Da jeg fortalte, at jeg arbejdede på The Righteous Gemstones, sagde han, at hans ven havde set det og sagt, det var blasfemisk, så han havde ikke selv set serien endnu. Så jeg sagde, han burde give det et skud, for det er den ikke,” siger serieskaberen og griner.

Han peger igen på Hollywoods fremstilling af religion som grunden til, at folk har en skeptisk attitude.

Og målet er at ændre den skepticisme og bringe noget glæde ind i folks liv.

”Det er så nemt at blive negativ i den her tid. Alt er mørkt og dystert. Så jeg håber, at serien giver folk lidt lys i tilværelsen. Det er også det, der burde være hovedformålet, når man skaber noget, at påvirke folk på en positiv måde. Og det håber jeg, at den her serie gør for folk,” slutter Danny McBride.

Del artikel

Læs mere omHBO Max

Andre Serier | Guides