Serier | Guides

Lige til at slukke for: De 5 dårligste originalserier på Netflix

AfClaus Nygaard Petersen
22. december 2022
Mikkel Boe Følsgaard, Alba August og Lucas Lynggaard Tønnesen i 'The Rain' / Foto: Netflix
Foto: Netflix

Del artikel

Vi har taget en for holdet og kigget alle de dårlige serier på streamingtjenesten igennem og fundet frem til de fem værste.

Livet er for kort til dårlige serier.

Så hvorfor i alverden fortsætter streamingtjenesterne med at lave dem, kan man spørge sig selv om? Vi kender alle sammen svaret. Penge!

Nogle gange er vi heldige, og pinen bliver elimineret allerede efter en sæson, mens den andre gange bliver trukket ud i en ulidelig uendelighed. Ligegyldigt hvad der er tilfældet, er en dårlig serie en dårlig serie i sidste ende.

Og det bør man ærlig talt skåne sig selv for. Med det in mente, yder vi på Vi Elsker Serier derfor public service med denne artikel, hvor vi har fundet frem til de værste serier på Netflix. Naturligvis kan alle ikke være enige og med fare for at træde nogle fans over tæerne, er der desværre objektivt set tale om ganske ringe serier.

Vi ser bort fra diverse realityshows og andre former for unscripted underholdning. Listen drejer sig udelukkende om fiktion.

13 Reasons Why

Vi lægger benhårdt ud med en af de mest kontroversielle serier, som Netflix nogensinde har produceret. Præmissen for første sæson er en af de hårdeste i seriehistorien. Teenageren Hannah (Kathrine Langford) begår selvmord og efterlader 13 bånd med begrundelser for, hvorfor hun gjorde det.

Grænsen mellem at skildre vigtige emner som mentalt helbred, voldtægt og mobning på den ene side og unødigt eksplicitte scener af samme på den anden gjorde, at den delte vandene. Især scenen hvor Hannah i grafiske detaljer tager sit eget liv blev kraftigt debatteret. Havde scenen nogen form for merit?

Uanset hvad man synes, hersker der ingen tvivl om, at kvaliteten i de tre efterfølgende sæsoner var så miserabel, at det ødelagde hvad end der var godt ved serien. 13 Reasons Why forfaldt forbavsende hurtigt til voldeligt teenagerfnidder, hvor det ene mere ligegyldige mysterium afløste det næste.

Derfor skal dens placering på denne liste i høj grad ses som et udtryk for, hvor meget ned ad bakke det gik efter første sæson.

Katrine Langford og Dylan Minette i '13 Reasons Why'
Foto: Netflix

Jupiter’s Legacy

Det kræver alligevel noget at være den dårligste superhelteserie i mands minde. Især med tanke på alle de serier, som Marvel spytter ud i netop den genre, hvor det ikke altid er kvaliteten, der er i højsædet.

Men det er ikke desto mindre tilfældet med Jupiter’s Legacy. Baseret på en tegneserie af Mark Millar (Kick Ass bl.a.), kunne man med rette have forventet noget vildt og anderledes. I stedet får man en gumpetung omgang, som er et kluntet forsøg på en metakommentar til superheltegenren.

Det ser ud til, at også makeup-afdelingen har haft en off-day, for de forkvaklede forsøg på at få skuespillerne til at se ældre ud er miserabelt mislykkede. Om det er den del af kaosset, der fik serieskaber Steven S. DeKnight (Pacific Rim: Uprising) til at skride midtvejs i produktionen, får vi nok aldrig at vide.

Men sjældent har man set så sløv en superhelteserie som Jupiter’s Legacy. Et bedre alternativ, som tematisk arbejder med lidt af de samme ting, er Prime Videos veloplagte animerede voldsorgie Invincible.

Tyler Mane og Josh Duhamel i 'Jupiter's Legacy'
Foto: Netflix

Pentaverate

Det her forsøg på en komedieserie får virkelig tæerne til at krølle sammen af pinlighed. For der var engang, hvor det var sjovt, når komiker og skuespiller Mike Myers klædte sig ud som en masse forskellige karakterer.

Det fungerede i hvert fald i to af hans film om den britiske agent Austin Powers. Men fra starten af årtusindet har det været så som så med komedieguld fra hans side. Og Pentaverate er uden tvivl lavpunktet i karrieren.

Forsøget på at lave komik over konspirationsteorier ligger ellers lige til højrebenet. Men sjældent er der blevet skudt så langt ved siden af målet. Jokesene falder fladt til jorden, humoren er ikke i nærheden af tøhø-sjovt, og Myers er decideret belastende at høre på, hver gang han åbner munden.

Mike Meyers i forskellige udklædninger i 'Pentaverate'
Foto: Netflix

Real Rob

Vi bliver ved forsøg på komik, men om muligt endnu ringere.

For der findes rent ud sagt ikke en dårligere komedieserie en Real Rob. Rob Schneider havde noget, der mindede om en storhedstid i slut 90'erne/start 00'erne, hvor han var en del af slænget omkring Adam Sandler.

Schneider spiller en overdreven version af sig selv, og det samme gør hans kone og sågar deres lille datter. Det største problem er, at han ikke fremstår som en, man gider holde med. Til trods for, at netop det er seriens udgangspunkt.

Man kan slippe afsted med unlikeable hovedroller, hvis det vel og mærke er en del af seriens præmis. Her er Schneider bare en usjov nar, man på intet tidspunkt har bare den mindste smule lyst til at heppe på.

Rob Schneider og Patricia Schneider i 'Real Rob'
Foto: Netflix

The Rain

Når regnen regner, så regner den ad helvedes til i Danmark.

Den første danske Netflix-serie var The Rain, men det er bestemt ikke en, vi bør være stolte af. Til trods for at den er blevet et massivt seer-hit rundt omkring i verden, er den bestemt ikke repræsentativ for danske seriers ellers høje niveau.

Det største problem med The Rain var, at den var jævnt kedelig. Det lidt fjollede udgangspunkt med, at regn lige pludselig bliver dræbende for mennesker, blev efter en tid også skubbet i baggrunden af serien selv, fordi det virkede fjollet. I stedet fik den fuld skrald på apokalypse-fjol.

Uden at det dog på nogen måde bliver underholdende, ikke engang ufrivilligt. Der er noget ironisk i, at de vandede omgivelser føles som en ørkenvandring. Om ikke andet kan The Rain prale af at være en af de dårligste Netflix-serier nogensinde. Og det er jo også en slags præstation i sig selv.

Mikkel Boe Følsgaard, Alba August og Lucas Lynggaard Tønnesen i 'The Rain'
Foto: Netflix

Del artikel

Læs mere omNetflix

Andre Serier | Guides