Serier | Guides

Nye serier og sæsoner på HBO Max i juli 2023

Af
Amanda Lee Edelstein
4. juli 2023
nye serier på HBO Max juli 2023
'Full Circle' / Foto: HBO Max

Del artikel

Glæd dig bl.a. til komedie- og fantasyserien ’Miracle Workers’ med Daniel Radcliffe og en ny sæson af ’What We Do in the Shadows’ på HBO Max i juli 2023.

Er du vild med D.C.-universet, kan du både kaste dig over fjerde sæson af animationsserien Harley Quinn og Superpowered: The DC Story HBO Max i juli. Sidstnævnte er en ny dokumentarserie, der strækker sig over tre afsnit. Superpowered: The DC Story vil give dig en indsigt i alt det, der foregår i og omkring D.C.-universet, samt karakterernes, skuespillernes og forfatternes eftermæle.

Miracle Workers, sæson 4

Premiere: 11.07.2023
Sprog: Engelsk
Genre: Komedie, drama og fantasy

Hvis du har brug for et godt grin denne sommer, vil vi anbefale dig at sætte tid af til Miracle Workers. Der er tale om en komisk fantasyserie, som elegant kombinerer hverdagsproblemer med vilde historier. Du skal ikke tage serien alt for alvorligt, da Gud, engle, krigsherrer m.m. blandes sammen.

Fortællingerne i serien bygger på den amerikanske forfatter Simon Richs skriverier. I fjerde sæson befinder vi os i en postapokalyptisk fremtid, hvor verdens tilstand tvinger folk til at søge andre græsgange, end de hidtil har været vant til.

På rollelisten finder du bl.a. Daniel Radcliffe (Harry Potter), Geraldine Viswanathan, Steve Buscemi (Boardwalk Empire) m.fl. Første episode af fjerde sæson bliver gjort tilgængelig 11. juli. Derefter bliver der udgivet én episode om ugen. Fjerde sæson består af i alt 10 episoder.

Full Circle

Premiere: 13.07.2023
Sprog: Engelsk
Genre: Krimi og drama

Miniserien Full Circle er ideel til dig, der godt kan lide krimiserier med et hint af mystik. Serien består af i alt seks afsnit, hvoraf der udgives to om ugen. Du skal altså ikke vente alt for længe for at få svar på de spørgsmål, du uden tvivl vil sidde med undervejs.

Helt grundlæggende handler Full Circle om hemmeligheder. Det skal vise sig, at samtlige af karaktererne er forbundne på den ene eller anden vis pga. begivenheder, de helst vil holde skjult. En mislykket kidnapning ripper op i gamle minder, og det er ikke til at vide, hvem man skal føle med.

Du kan bl.a. opleve Claire Danes, Dennis Quaid, Happy Anderson, Phaldut Sharma, Gerald Jones, Kareem Savinon m.fl. i Full Circle.

What We Do in the Shadows, sæson 5

Premiere: 18.07.2023
Sprog: Engelsk
Genre: Komedie, fantasy og gys

På listen over nye serier og sæsoner på HBO Max i juli 2023 finder du femte sæson af What We Do in the Shadows. Kender du ikke allerede til serien, kan vi afsløre, at den nok ikke er for alle. For What We Do in the Shadows er en blanding af komedie, fantasy og gys, og så indeholder serien en del mørk humor. For nogle vil serien virke plat, men hvis du ikke hører til den del af publikum, vil du nok elske denne mørke komedie.

Mangler du lidt flere oplysninger, inden du sætter tid af til What We Do in the Shadows, kan vi afsløre, at den som udgangspunkt handler om en gruppe vampyrer. De fire venner Nandor (Kayvan Novak), Laszlo (Matt Berry), Colin Robinsons (Mark Proksch) og Nadja (Natasia Demetriou) har kendt hinanden i flere århundreder. Men det betyder ikke, at de er blevet bedre til at håndtere den moderne verden – faktisk tværtimod.

Harley Quinn, sæson 4

Premiere: 27.07.2023
Sprog: Engelsk
Genre: Animation, action og komedie

Kaley Cuoco (The Big Bang Theory) lægger stemme til D.C.-karakteren Harley Quinn i denne animationsserie. Quinn er seriens omdrejningspunkt, så har du lyst til at se en badass kvinde, der ikke finder sig i noget, skal du sætte tid af til animationsserien Harley Quinn. Har du endnu ikke set de første sæsoner, kan du nå det, inden fjerde sæson bliver gjort tilgængelig den 27. juli.

Du må endelig ikke tro, at Harley Quinn blot er en genfortælling af Jokeren og Quinns kærlighedshistorie – faktisk langtfra. I animationsserien følger vi Harley Quinn, idet hun indser, at Jokeren ikke elsker hende. Hun forsøger således at finde sig selv. Og dét leder til utroligt mange sjove og actionfyldte situationer.

Teenage Euthanasia, sæson 2

Premiere: 28.07.2023
Sprog: Engelsk
Genre: Animation, komedie og fantasy

Har du en forkærlighed for animationsserier produceret af Adult Swim, bør du sætte tid af til Teenage Euthanasia. Fra slutningen af juli kan du se én episode om ugen. Du kan med fordel bruge tiden indtil da med at se eller gense første sæson, så du er opdateret på begivenhederne.

I Teenage Euthanasia følger vi familien Fantasy (ja, det er faktisk deres navn). De ejer Tender Endings Funeral Home, hvilket skaber både glæde, sorg og problematikker for familien. Du kan nok regne ud, at det er nogle alternative historier, der bliver fortalt, når omdrejningspunktet er en bedemandsfamilie.

Af faste stemmer kan nævnes Maria Bamford, Bebe Neuwirth, Jo Firestone og Tim Robinson. Gæster i anden sæson inkluderer Kieran Culkin, Janelle James og Jinkx Monsoon.

Flere nye serier og sæsoner på HBO Max i juli 2023

Rap Battlefield, sæson 2, premiere 06.07.2023
The Bronze Garden, sæson 3, premiere 09.07.2023
MaPa, sæson 1 og 2, premiere 21.07.2023
The Pact, sæson 2, premiere 23.07.2023

Del artikel

Læs mere omHBO Max