Serier | Guides

Vi vil have disse populære serier til Danmark nu!

Af
Claus Nygaard Petersen
18. juli 2023
Bupkis anmeldelse
Pete Davidson i midten flankeret af sin fiktive mor (Edie Falco) og bedstefar (Joe Pesci) i den semi-autobiografiske serie 'Bupkis'. / Foto: SkyShowtime

Del artikel

Vi har kigget nærmere på en række Emmy-nominerede, stjernebesatte serier samt en enkelt britisk perle, der har taget England med storm, som man ikke kan se herhjemme. Endnu!

Bedst som man troede, at tiden, hvor man skulle vente en evighed på de nyeste og største serier, var overstået, afslørede de dugfriske Emmy-nomineringer, at Danmark stadig halter bagefter.

Poker Face, som amerikanerne har kunnet grine og gyser højlydt over siden 26. januar, har først nu fået en cirka premieredato på et eller andet tidspunkt i september på SkyShowtime. Endelig får vi mulighed for at se Natasha Lyonne brillerer som kasinomedarbejderen Charlie, der rejser USA tyndt og opklarer mord.

Men helt ærligt, det er sgu for sløvt nu til dags. Vi lever i en streamingverden, hvor godt og vel hver eneste distributør er tilknyttet en streamingtjeneste, hvad enten det gælder film eller serier.

Inspireret af Emmy-nomineringerne har vi kigget nærmere på, hvilke store serier fra i år, der ikke er at finde nogen steder i det danske land. Endnu!

Jury Duty

Vi lægger ud med en af årets mest interessante serier. Hele fire Emmy-nomineringer, inklusiv Bedste Komedieserie, har Jury Duty indkasseret, og idéen er også tæt på genial.

Skaberne, Lee Eisenberg og Gene Stupnitsky2, har sat skuespiller, James Marsden, og en håndfuld ukendte håbefulde skuespillere ind i en retssal i Los Angeles sammen med en ganske almindelig person, der tror, han skal være jurymedlem. Så alle, på nær jurymedlem nummer 6, Ronald Gladden, ved, at alt det, der sker i løbet af retssagen, er løgn. Det er skjult kamera i bedste Borat-stil med en snert af The Office.

George & Tammy

Selv om miniserien om countrystjernerne Tammy Wynette (Jessica Chastain) og George Jones’ (Michael Shannon) tumultariske forhold fik premiere i december 2022, er den stadig ikke at finde på nogen dansk streamingtjeneste.

Og igen er det ærgerligt, at man ikke kan nyde den firedobbelt-nominerede serie. Især skuespillerne, Jessica Chastain og Michael Shannon, skulle være fuldkommen spektakulære i de to hovedroller ifølge de amerikanske anmeldere.

Læg dertil, at instruktøren på miniseriens seks afsnit er australske John Hilcoat, som stod bag den moderne klassiker, westernfilmen The Proposition, kan det ikke gå hurtigt nok med at få George & Tammy at se på en dansk streamingtjeneste.

Blue Lights

Den her britiske perle er ganske vidst ikke at finde på Emmy-stemmesedlen, men når superlativer som ”bedste britiske politiserie” eller en variation deraf bliver brugt flere steder, bliver nysgerrigheden immervæk vakt.

Serien handler om tre nye betjente, der skal udstå deres prøveperiode i den nordirske hovedstad, Belfast. Her er våbenhandler mellem gangstere og paramilitære-grupper en del af dagligdagen, mens man samtidig lige skal tygge på, om det at være politi overhovedet er det, man vil med sit liv.

Med seks afsnit i første sæson og anden sæson allerede annonceret, er det bare med at få den her til landet, så vi ved selvsyn kan konstatere, om der er noget om snakken.

Party Down sæson 3

En af de mest hypede serier i 2010'erne var Party Down. Selv om der ikke var den store seerskare, da den blev sendt i USA, blev den kult på grund af humoren og de medvirkende. Blandt dem var Adam Scott (Severance), Jane Lynch (Glee) og Jennifer Coolidge (White Lotus) for at nævne et par stykker

Allestedsnærværende Paul Rudd var en af skaberne af komedieserien om en flok håbefulde skuespillere og forfattere, der arbejder sammen i cateringfirmaet, Party Down.

Efter 13 års pause så tredje sæson dagens i lys tilbage i slutningen af februar, og anmelderne har enstemmigt hyldet den som en af årets bedste komedieserier. Vi vil også kunne se den!

Bupkis

Pete Davidson har nok været en af de mest omtalte skuespillere og komikere de seneste fem år, ikke mindst pga. forholdet til Kim Kardashian, hvor han blev fast inventar på de kulørte sider. I det hele taget har hans datingliv fyldt så meget, at man nogle gange glemmer, at han også er skuespiller.

Men det blev der rådet bod på med Bupkis. Serien er modelleret efter den klassiske skabelon, hvor hovedrollen spiller en fiktionel udgave af sig selv, som Klovn etc.

Seriens helt store gevinst er Oscarvinderen, Joe Pesci, der medvirker i sin første rolle siden Martin Scorseses The Irishman fra 2019 og i sin blot anden serie nogensinde (vi ser bort fra et enkelt afsnit af gyserserien, Tales from the Crypt) som bedstefar til Pete Davidson.

Tilsat altid gode Edie Falco (The Sopronos) på rollelisten, kan det kun være godt.

Opdateret: Bupkis kommer på SkyShowtime den 4. august

Justified: City Primeval

Der har været mange neowesterns igennem det seneste årti, men få har været så gennemførte som hedengangne Justified.

Efter forlæg af krimiforfatteren Elmore Leonard handlede serien om U.S. Marshall, Raylan Givens (Timothy Olyphant). En gammeldaws gunslinger, der gerne lod seksløberen tale, og en af de mest cool karakterer, man kunne støde på i 2010'erne.

Derfor var glæden stor, da miniserien Justified: City Primeval blev annonceret. Handlingen foregår ikke længere i Kentucky eller Miami, men i Detroit. Raylan er på jagt efter den vanvittige forbryder, Clement Mansell (Boyd Holbrook), også kendt som The Oklahoma Wildman.

Som vi for nylig så i Steven Soderberghs serie, Full Circle, bliver verden bare et bedre sted med Timothy Olyphant på skærmen. Og det vil vi gerne have nu, tak.

Opdateret: Justified: City Primeval kommer på Disney+ den 6. september.

Del artikel

Andre Serier | Guides

Mest læste