Anmeldelse: Den absurde komedieserie ’I’m a Virgo’ er måske årets vildeste serieoplevelse

Virgo, eller jomfru på dansk, er et stjernetegn. Personer, der er født i dette stjernetegn, er bl.a. kendetegnet ved at være arbejdsomme, velforberedte og forsigtige.

19-årige Cootie (Jharrel Jerome) er født i jomfruens tegn, og han bruger ofte sætningen ”I’m a virgo”, når der skal ske noget nyt. For han har levet et meget isoleret liv sammen med sin tante Lafrancine (Carmen Ejogo) og onkel Martisse (Mike Epps), der har opfostret ham.

For Cootie er ikke en helt almindelig størrelse.

Faktisk er han 13 fod høj, hvilket svarer til lige knap fire meter. Og han har altid været stor. Som noget af det første i serieskaber Boots Rileys serie I’m a Virgo, ser vi Lafrancine holder den enorme baby, som næsten er lige så stor som hende selv.

Derfra vokser Cootie bare mere og mere. Han vokser sig endda ud af det hus, de bor i, så onklen og tanten bygger et unikt anneks til den granvoksne teenager.

Men selv om man er 13 fod høj, er man stadig ikke for stor til at lytte efter, når Lafrancine og Martisse siger, at Cootie ikke skal have sko på i sengen. For de har opdraget nevøen så godt, som de har kunnet.

Men i takt med at Cooti bliver introduceret til omverden gennem nogle nye venner, der tilfældigvis opdager ham, går det op for kæmpen, at det måske ikke er alt, onklen og tanten har sagt, som passer.

Kæmpe hjerte

Boots Riley startede egentlig som rapper i gruppen The Coup. Den selverklærede kommunist havde i flere år en succesfuld musikkarriere, indtil han i 2018 debuterede med filmen Sorry to Bother You.

Med en stærk forankring i den syrede magiske realisme, var den satiriske film om en sort telemarketingsælger, der finder og bruger sin hvide stemme – bogstavelig talt – på arbejdet, en kæmpe succes.

Konsumerisme og det amerikanske samfunds syn på dets minoriteter blev spiddet med underholdende satire. Og I’m a Virgo er skabt lidt i samme ånd.

Udover det åbenlyse med Cooties størrelse emmer serien af en skæv humor. Flere gange sidder man med følelsen af 'det minder da om ...' ved nogle af seriens pudseløjerlige fiktive udgaver af virkelige ting.

Fast food-kæden Bing Bang Burger er skåret over samtlige burgerkæder. Men i stedet for velkendte, lækre og blankpolerede tv-reklamer, fremstår de i Boots Rileys version lettere kvalme, på grænsen til det ulækre.

Men selvfølgelig har de en dragende appel på Cootie. For alle de seje spiser dem, og han har igennem hele sin barndom fået at vide, at det er skrald, som man ikke bør spise. Så da han finder ud af, at onkel Martisse tidligere har været stamkunde, er der ingen tvivl om, hvor Cootie skal hen, og hvad der skal være på menuen.

Jharrel Jerome er fremragende til at formidle uskylden og naiviteten i Cootie. For selv om han er 19, har han aldrig oplevet verden. Den er et sted, hvor sorte mænd bliver smidt i fængslet, hvis ikke de har et job – eller det er i hvert fald det, han har fået at vide.

Mødet med den søde ekspedient Flora (Olivia Washington) hos Bing Bang Burger sætter også nye tanker i hovedet på den overdimensionerede knægt. For hvordan er det lige, man kurtiserer en kvinde i et samfund, som man absolut intet fatter af?

Fagre ny verden

Når alt kommer til alt, er I’m a Virgo endnu en fortælling om, hvordan det er at være ung og sort i det moderne USA. Men ved at forankre historien i univers af magisk realisme, giver Boots Riley det en indgangsvinkel, man ikke ser andre steder. Og det er genialt!

Flora kan f.eks. hensætte hele verden til at gå i slowmotion – eller er det bare hende, der kan opfatte det sådan? – og dermed nå at tænke et helt livs tanker i løbet af meget få sekunder. Norske Joachim Trier brugte en lignende gimmick i det moderne mesterværk Verdens værste menneske, dog ikke med samme til tider absurde effekt, som Riley gør her.

Vi får desuden også i den her antikapitalistiske satireperle en vaskeægte superhelt. Med det meget sigende navn The Hero (Walton Goggins) står det endnu ikke helt klart efter de tre afsnit, som anmeldere har fået til rådighed, hvordan dette komme til at udfolde sig.

Men der er allerede indikationer på, at vi bevæger os over i noget lettere fascistoid magtanvendelse. Med tanke på at The Hero er et af Cooties barndomsidoler, tegner det til, at de to på et tidspunkt ender i karambolage med hinanden. ”Don’t ever meet your heroes,” som det amerikanske mundheld lyder.

Der findes ikke noget pt. som I’m a Virgo i serieland, og alene derfor bør man sætte sig ned og sluge de syv afsnit på lige knap 30 minutter hver. For det er vitterligt en oplevelse udover det sædvanlige.

Vil serien falde i alles smag? Næppe. Men man er godt nok nødt til at se den for at kunne vide det. Er man med på legen, får man måske ikke en vildere serieoplevelse i år end I’m a Virgo.