Anmeldelse: Lily-Rose Depp giver sit hjerteblod som vordende verdensstjerne i 'The Idol'

Mange har store stjernedrømme, men spørgsmålet er altid: Er man villig til at betale den pris, succesen kommer med? Et spørgsmål, vi har set behandlet på film og i serier et utal af gange, f.eks. i klassikeren over dem alle, A Star is Born, der er blevet filmatiseret intet mindre end tre gange.

Skidt fra start

Nu har Sam Levinson, manden bag Euphoria, kastet sig over den eviggrønne fortælling med The Idol. Denne gang i samarbejde med sanger og musiker The Weeknd. På en pressekonference i Cannes, som jeg overværede, udtalte sangeren, at meget i The Idol er baseret på hans egne oplevelser i musikbranchen. Dog med den forskel, at han havde været heldig og truffet bedre valg, end hovedpersonen gør.

Hvad der ikke blev sagt på pressekonferencen var, at den amerikanske skuespiller og filmskaber Amy Seimetz allerede havde instrueret en del af serien, da Levinson og The Weeknd blev hentet ind og overtog. De endte med at skrotte meget af det, Seimetz havde lavet. Så allerede der, en turbulent start, der ikke blev bedre af den kontrovers, der har omgærdet serien. Især efter at magasinet Rolling Stone skrev om kritisable vilkår og en kaotisk stemning på settet.

Fyret intimitetskoordinator

Alt det afviser holdet på The Idol dog – og især hovedrolleindehaveren Lily-Rose Depp, der spiller popstjernen Jocelyn. Jocelyn er ung, smuk og ambitiøs og ved, at hun skal ‘spille spillet’ for at blive den gigantiske verdensstjerne, hun går efter at blive. At hun lige har mistet sin mor og i virkeligheden er i sorg, begraver hun dybt, selv om folkene omkring hende hele tiden er bange for, at hun får et nervøst sammenbrud.

Hun stiller velvilligt og frivilligt op til et photo-shoot for Vanity Fair, hvor hun ikke har noget imod, at hendes brystvorter kan ses. Noget, den hyrede intimitetskoordinator kæmper imod, indtil Jocelyn beder om, at han bliver fyret. Og så må den stakkels koordinator se sig låst inde på et toilet i flere timer.

En klam fyr

At Jocelyn måske ikke er helt i balance, ser vi små tegn på. Inde bag solbrillerne græder hun, da en af hendes dansere (Jennie Ruby Jane fra K-popgruppen BlackPink) er bedre til at danse, end hun selv er. Og da hun tager på natklub, falder hun da også hurtigt for den smiger DJ’en og klubejeren Tedros (Abel Tesfaye a.k.a. The Weeknd) øser ned over hende.

Han får hende hurtigt lokket med ud på en bagtrappe for at dyrke sex, og da de ikke når hele vejen, masturberer hun derhjemme ved at tage kvælertag på sig selv undervejs. Temmelig avanceret onani. Senere får Tedros hende med på endnu mere avanceret sex. Og langt mere senere hen, for han viser sig også at være en slags kultleder.

Glasur i hele hovedet

Jocelyns parathed til at gå langt for berømmelsen dukker også op, da ja-sigerne – hendes personlige assistent og veninde, Leia (Rachel Sennott), manageren Chaim (Hank Azaria med en spøjs fransk accent, der skal lyde israelsk), publicisten Benjamin (Dan Levy) og pladeselskabsrepræsentanten Nikki (Jane Adams) – er ved at gå i panik, da et hævnporno-billede af Jocelyn dukker op på Twitter.

Et privat foto af Jocelyn med sperm i hele hovedet. De er klar til at køre kriseberedskab, indtil Jocelyn selv siger: ‘Det kunne da have været værre’ og nærmest fejer det væk som ubetydeligt. Også overfor argumentet: ‘Hvilket signal vil det sende, når du er forbillede for unge piger derude?’

Kynisme og korruption

Som man måske kan fornemme, er der meget sex, nøgenhed, stoffer og mest af alt kynisme og menneskelig korruption i The Idol. Der er ingen tvivl om, at serien gerne vil provokere, men der er til gengæld stor tvivl om, hvad den vil med provokationen. Træde meget woke folk over tæerne? Jo, klart. Og nemt gjort. Men derudover?

Især gennem folkene omkring Jocelyn nærmer The Idol sig en snert af satire i sin miljøskildring. Men satiren er ikke gennemført. Den knytter sig kun til nogle få bikarakterer og virker derfor heller ikke, som om det er den, der er formålet eller drivkraften bag historien. Men måske er det den, man vil dække sig ind under, når man fremstiller den kvindelige hovedkarakter som en, der godt kan lide at blive skidt behandlet? Ud fra de oldnordiske teser: ‘Men hun ku’ jo li’ det’, eller ‘hun ville jo selv’.

Hvem vil serien provokere?

Efter første afsnit er det stadig svært at greje, hvor serien vil bevæge sig hen. Det må vi vente fire afsnit mere med at opdage. Blot kan man konstatere, at den er bevidst tvetydig og meget gerne vil være provokerende, mest for provokationens skyld.

Om The Weeknd er en god skuespiller, er også for tidligt at afgøre. Vi ser ham danse, snave og kvæle. Scener, der ikke nødvendigvis kræver stor dramatisk tyngde. Men i første afsnit er der en tendens til, at de scener, som The Weeknd og Lily-Rose Depp har sammen, går ned i energi og intensitet, hvilket ikke lover godt. Lily-Rose Depp giver til gengæld sit hjerteblod til rollen som Jocelyn. Jeg håber virkelig, det kan betale sig for hende i sidste ende.

Med få glimt af noget skarpt i sine observationer af musikbranchen og med Levinsons energiske kameraføring og vinkler, har The Idol lige nok incitament til at holde nysgerrigheden gående til, at man hænger på lidt endnu. Med håb om, at der er substans bag de politisk ukorrekte provokationer og vilje til at fortælle en dragende historie.