Serier | Nyheder

DR's nye krimidrama 'Uniformen' udforsker politiets rolle i samfundet

Af
Signe Bjørg Granberg
12. februar 2025
Uniformen
Øverst fra venstre Soheil Bavi, Gustav Giese, Marco Ilsø, Clara Rosager, Jakob Cedergren, Lene Maria Christensen / Foto: Per Andersen/Miso Film

Del artikel

Sidst var vi i fængsel i 'Huset', og nu skal vi med på Politiskolen. Der er dømt blå blink i DR's kommende søndagsserie, 'Uniformen', og rollelisten er proppet med kendte navne.

Da en elev fra Politiskolen skyder og dræber en aggressiv ung mand under en voldsom anholdelse, rejser sagen spørgsmål om politiets magtanvendelse og uddannelse. Presset vokser på Politiskolens nye rektor, mens Den Uafhængige Politiklagemyndighed efterforsker sagen.

Det er omdrejningspunktet i DR's nye søndagsserie, 'Uniformen', der udspiller sig på Politiskolen i København.

Serien handler om politiets rolle i samfundet helt fra den spæde start på Politiskolen, hvor eleverne forberedes til den virkelighed, der venter dem på den anden side af uddannelsen. Men den handler også om menneskerne bag uniformen.

Optagelserne til serien starter til foråret med et væld af stærke navne både foran og bag kameraet. På rollelisten finder man blandt andre Jakob Cedergren, Lene Maria Christensen, Soheil Bavi, Gustav Giese, Marco Ilsø, Clara Rosager, Sarah Boberg og Simon Sears.

'Uniformen' er skabt af Oscar Giese ('2 døgn') og Anders August ('Bedrag', 'Arvingerne') og bliver instrueret af Janus Metz ('Armadillo', 'True Detective').

DR’s dramachef Henriette Marienlund tror, at mange danskere vil synes, det er spændende at følge politiets arbejde:

- Politiskolen rummer helt unikke omstændigheder, hvor politiet adskiller sig fra alle andre uddannelser i landet, for i yderste potens skal eleverne uddannes til at stille deres krop og sind i skudlinjen for at håndhæve lovens regler. Det er et spændende dilemma, som vi tror på, at mange danskere vil være interesserede i at følge med i.

'Uniformen' forventes at få premiere på DR i starten af 2026.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Nyheder

Mest læste