'Game of Thrones'-spinoff udskydes

Der er lidt dårligt nyt til fans af 'Game of Thrones'-universet.
Spinoff-serien 'A Knight of the Seven Kingdoms', som oprindeligt var planlagt til at få premiere i slutningen af 2025, er nemlig blevet rykket til 2026.
Nyheden om udsættelsen blev afsløret i forbindelse med et første kig på 'A Knight of the Seven Kingdoms'-traileren, som blev vist under en præsentation af kommende Warner Bros.-titler. Det skriver branchemediet Variety. En talsperson fra Warner Bros. Discovery havde ellers tidligere udtalt, at den ville få premiere inden udgangen af 2025.
'A Knight of the Seven Kingdoms' er baseret på George R.R. Martins bog 'The Hedge Knight' og følger ridderen Ser Duncan the Tall (Peter Claffey) på eventyr gennem Westeros. Ved hans side er altid hans trofaste tjener – den unge væbner Egg (Dexter Sol Ansell).
De to støder undervejs på flere velkendte navne, heriblandt efterkommere af Targaryen-slægten – samt ridderen kendt som The Laughing Storm, Ser Lyonel Baratheon (Daniel Ings), og en dukkefører ved navn Tanselle (Tanzyn Crawford). Det skriver Variety.
Serien foregår cirka 100 år før begivenhederne i 'Game of Thrones' og 100 år efter 'House of the Dragon'. Den er skrevet og produceret af 'A Song of Ice and Fire'-forfatteren George R.R. Martin i samarbejde med Ira Parker der også har stået bag spin-off serien 'House of the Dragon'.
HBO har endnu ikke annonceret en premieredato for tredje sæson af 'House of the Dragon', som i øjeblikket er under optagelse. Sæsonen bliver den næstsidste i sagaen om kampen mellem De Sorte og De Grønne – en konflikt, der truer med at udslette hele slægter og kongeriger.
For de helt dedikerede fans, der har set 'Game of Thrones' så mange gange, at replikkerne nærmest svømmer rundt i hovedet, vil navnet Duncan måske vække genklang.
Det er nemlig ingen ringere end den mest hadede dreng i hele Westeros, vores allesammens Kong Joffrey, der i fjerde sæson af den originale serie står og bladrer i en bog om rigets historie og konger. Her dukker Duncans navn op omkring 39 minutter inde i afsnit ét i fjerde sæson.
Ja, jeg ved det godt. Man kunne bruge hjernekapacitet på at huske andet.
Det er en fed detalje, man kan hygge sig med, mens man venter på premieren i 2026.
'Game of Thrones' og 'House of the Dragon' kan ses på HBO Max.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: