Serier | Nyheder

Kirsebærrets Magiske Kraft - National Cherry Pie Day, 2019

AfSally A. Ward
21. februar 2019
(Foto: A Cherry Pie That'll Kill Ya! / Sally A. Ward)

Del artikel

https://imgix.vielskerserier.dk/2019/02/IMG_6062-1.jpg
(Foto: This Must Be Where Pies Go When They Die / Sally A. Ward)

Sommetider kan ikoner blive så stærke at de opnår en nærmest magisk kraft. Sådan er det utvivlsomt når det kommer til kirsebærtærten fra Twin Peaks. Jeg har selv til gode at foretage en pilgrimsrejse til Snoqualmie, Washington i USA, hvor Twede’s Café, bedre kendt som The Double R Dinerfra Twin Peaks holder til og stadig serverer cherry pie som dengang serien først blev sendt. Fans flokkes hertil for at udføre det magiske ritual som det er at putte et stykke kirsebærtærte i munden imens man ytrer Agent Coopers uforglemmelige ord: This must be where pies go when they die.

I dag er det National Cherry Pie Day i USA og jeg har hoppet med på vognen og udført mit eget magiske ritual: Jeg har bagt en vaskeægte cherry pie. Det er stort set umuligt at skaffe kirsebær uden for sæson i Danmark, så jeg har måtte ty til at forudbestille kirsebærfyld på dåse fra England.

Når nu vi taler om England, så har dette land også en særlig tilknytning til Twin Peaks, især pga. Lindsey Bowden, som er kvinden bag Twin Peaks UK Fest, som har været afholdt i London de seneste ti år. Lindsey står også bag bogen Damn Fine Cherry Pie, som er en fantastisk kogebog med opskrifter fra og inspireret af Twin Peaks. Det var da jeg fik denne bog i gave for tre år siden at jeg første gang læste om Twin Peaks UK Fest som jeg nu har været til to gange.

I stil med ovennævnte pilgrimsfærd, stormer fans (især fra Europa) også til Lindseys festival hvert år, gerne klædt ud som deres yndlingskarakter, for at dele deres dybe kærlighed for serien, deltage i events og netop spise massive mængder kirsebærtærte imens de er høje på koffein pga. alt det damn good coffee, som tærten selvfølgelig skal skyldes ned med.

I Twin Peaks har kirsebærret flere betydninger. Man kan sige at det i høj grad er et symbol for karakteren Audrey Hornes stærke seksuelle kraft. I en scene overbeviser Audrey bordelmutteren Jackie fra One Eyed Jacks om at optage hende som værtspige ved at, på forførende vis, binde en knude på en kirsebærstilk med sin tunge. Audrey transformerer hermed kirsebærret til et meget sensuelt symbol.

En anden serie, der er meget inspireret af Twin Peaks er Riverdale (og den 6/3 2019 udkommer der sågar et nyt afsnit med titlen Fire Walk With Me!). I denne serie er det den rødhårede karakter Cheryl Blossom, der har påtaget sig kirsebærrets magiske kraft. Hendes navn lyder som kirsebærblomst, hendes hår og læber er ildrøde, hun er altid klædt i rødt (sommetider med broderede kirsebær på sin cardigan) og hun drikker gerne en lyserød milkshake eller en cola med kirsebærsmag. Skaberne af Riverdale har tydeligvis taget Audrey Hornes symbol og leget videre med det i stor stil. De har opdaget kirsebærrets magiske og forførende kraft og givet den til Cheryl, en hård bue-skydende negl, der både er leder af cheerleader holdet og nu også sin egen bande, The Pretty Poisons.

Der er anledning til at indtage de magiske bær igen på søndag den 24/2 2019 som er 30 års jubilæet for Twin Peaks Day, nemlig den dag hvor Laura Palmers lig bliver opdaget og Agent Cooper ankommer til byen. Hvis du har lyst, kan du afprøve vores opskrift (https://vielskerserier.dk/faa-opskriften-paa-twin-peaks-kirsebaertaerten-thatll-kill-ya/) på en cherry pie that'll kill ya eller du kan skaffe dig en kopi af Lindsey Bowdens fantatiske kogebog Damn Fine Cherry Pie, som bl.a. fås på Amazon. Kan du heller ikke skaffe friske kirsebær, så kan vi anbefale Princes Red Cherry Fruit Filling som bl.a. kan bestilles via Amazon.

Læs også: At reflektere sig i Twin Peaks: The Return

Læs også: Fanboys & Finkultur del 1: Twin Peaks The Return

Del artikel

Andre Serier | Nyheder

Mest læste