Serier | Nyheder

Nikolaj Lie Kaas: "Der er en ånd i Danmark, som er unik"

Af
Signe Bjørg Granberg
22. oktober 2024
familier som vores
Nikolaj Lie Kaas spiller en af hovedrollerne i Thomas Vinterbergs nye serie 'Familier som vores' / Foto: Søren Jul Lamberth

Del artikel

Nikolaj Lie Kaas er lige nu aktuel i Thomas Vinterbergs dramaserie 'Familier som vores', hvor seriens hovedpersoner tvinges til at flygte fra landet. Men hvad ville Lie Kaas selv savne ved Danmark? Vi spurgte ham forud for premieren på serien.

Man skulle måske ikke tro det, men to af dansk films største navne, Thomas Vinterberg og Nikolaj Lie Kaas, har aldrig arbejdet sammen før Familier som vores.

Familier som vores
Thomas Vinterberg og hovedcastet i 'Familier som vores'
Foto: Søren Jul Lamberth

Da vi møder Nikolaj Lie Kaas forud for premieren på serien, fortæller han, at han ganske vist er blevet spurgt af Vinterberg én gang før, om han ville medvirke i en af hans film, men der kunne det ikke lade sig gøre.

Det kunne det til gengæld på Familier som vores, og det er Nikolaj Lie Kaas rigtig glad for:

- Thomas er et nysgerrigt menneske, der bliver ved og ved og ved at undersøge og presse på, til vi har udtømt emnet fuldt ud. Det er fedt som skuespiller, når man har en instruktør, der bliver ved med at presse en, for så gør man jo sit bedste arbejde. Det er en gave.

I serien spiller Lie Kaas en af hovedrollerne, Jacob, der bliver tvunget til at flygte fra Danmark sammen med resten af befolkningen, da stigende vandstande truer med at oversvømme vores lille land fuldstændig.

Familier som vores
Paprika Steen og Nikolaj Lie Kaas i 'Familier som vores'
Foto: Per Arnesen/Zentropa/TV 2

Jacob er arkitekt og bor i et mondænt Hellerup-hus med sin nye kone og deres lille søn.

- Jacob er typen, der tager et stort ansvar, men har bundet sig op på et fundament i huset rent økonomisk. Han har alt at tabe og intet at vinde i den situation, de pludselig står i.

Samtidig er Jacob plaget af uvisheden om, hvorvidt hans voksne datter fra første ægteskab vælger at følge med ham og familien til Paris eller med ekskonen til Bukarest. Noget, Lie Kaas sagtens selv kan sætte sig ind i:

- Når man bliver forælder, bliver ens hjerte jo flået ud af kroppen, og man vil give sit liv for sine børn.

Hvis det scenarie, der udspiller sig i serien, skulle ske i virkeligheden, er der mange ting, som Nikolaj Lie Kaas ville savne ved Danmark, blandt andet vores værdier:

- Der er en ånd i Danmark, som er unik. Jo mere man rejser, opdager man, at det at være dansk er ret særligt og uforklarligt. Det handler om værdier, og hvordan vi, selv om vi også bliver mere og mere fokuseret på, hvad vores individuelle behov er, er vi et samfund, der tænker os selv som et samfund stadigvæk.

Familier som vores
Nikolaj Lie Kaas til pressemøde på 'Familier som vores'
Foto: Søren Jul Lamberth

Han fortsætter:

- Vi er så lille et land, at vi stadig kan overskue flokken. Og deri ligger også en stolthed, som vi måske nogle gange tager for givet. Der er et stort "vi" i Danmark. Vi betaler vores skat med henblik på, at vi bidrager til noget større. Vi har en ambition om, at vi tror på det gode i mennesket, og det er serien også med til at afspejle.

I videoen herunder kan du se, hvad Lie Kaas og de øvrige skuespillere fra serien ville savne mest ved Danmark:

Familier som vores kan ses hver søndag på TV 2 Play og kl. 20.00 på TV 2.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Læs mere omTV 2DanskInterview

Andre Serier | Nyheder

Mest læste