Serier | Nyheder

Nikolaj Lie Kaas om komedieserien ’Agent’: "Jeg ville skabe en serie, man kunne grine højlydt af!"

Af
Signe Bjørg Granberg
27. juni 2023
Nikolaj Lie Kaas i instruktørstolen på optagelserne til 'Agent'
Nikolaj Lie Kaas i instruktørstolen på optagelserne til 'Agent' / Foto: Henrik Ohsten / TV 2

Del artikel

Nikolaj Lie Kaas har skrevet og instrueret TV 2's nye serie ’Agent’. Vi Elsker Serier har talt med ham om serien, de mange cameos og hans inspirationskilder.

Nikolaj Lie Kaas har skrevet og instrueret samtlige otte episoder af den nye komedieserie Agent, der får premiere på TV2 Play 2. juli.

I Agent spiller Esben Smed den hårdtprøvede kendis-agent, Joe. Joe er en rar og vellidt fyr med de rigtige forbindelser og store planer for fremtiden. Men det går ikke helt så godt, som det kunne. Hans ekskone (Julie Agnete Vang) vil begrænse hans samvær med deres fælles datter, Tallulah (Selma Sol ì Dali Pepe), han skylder Thomas Blachman halvanden million, og hans mor (Ina-Miriam Rosenbaum), der også er hans chef, har sat ham stolen for døren.

https://imgix.vielskerserier.dk/2023-06-27/foto_-henrik-ohsten_zentropa_tv-2-1_0.jpg
Nikolaj Lie Kaas, Esben Smed og Dar Salim under optagelserne til 'Agent'
Foto: Henrik Ohsten / TV 2

Foruden det faste cast medvirker en lang række kendte skuespillere og personligheder "som sig selv" i nye og spændende versioner.

”Jeg ville gerne lave en serie, der var sjov, for jeg synes, det er sjældent, at man griner højt af ting, man ser. Men jeg ville samtidig gerne lave en historie, der holdt i sig selv, hvis nu den skulle risikere ikke at blive morsom. Det er sjovt at skrive replikker, der er absurde, og skabe nogle vanvittige situationer," siger Nikolaj Lie Kaas, da Vi Elsker Serier møder ham til gallapremieren på Agent.

Instruktøren har tidligere udtalt, at han altid har set et stort potentiale i filmbranchens originaler og historier. Samtidig er han fascineret af mennesker og karakterer, der ikke selv kan se de åbenlyst forkerte valg, de tager.

Ud fra den præmis opstod ideen om Joe, en kendis-agent, der skal navigere i underholdningsmiljøet med alt, hvad det indebærer af sindssyge situationer, samtidig med at han skal være far for sin 10-årige datter.

Mange cameo-roller

På spørgsmålet om, hvordan Lie Kaas har fået så imponerende en skare af store danske skuespillere og andre kendte til at medvirke i en slags ”cameo-roller”, fortæller han med et smil:

”Jeg spurgte dem bare! Men jeg forsikrede dem også om, at jeg ikke ville udstille dem, og at det mere ville være en homage til dem, hvor de blev taget i hånden og sammen kunne være med til at skabe en parodi på det billede, som offentligheden har af dem. Så det har ikke noget med virkeligheden at gøre, selv om jeg er inspireret af flere ting – men ikke af dem!”

https://imgix.vielskerserier.dk/2023-06-27/20230626_agent_00288-1_0.jpg
De medvirkende og Nikolaj Lie Kaas på den røde løber til gallapremieren på 'Agent'
Foto: Henrik Ohsten / TV 2

Flere inspirationskilder

I forhold til netop inspirationen til serien, kunne man fristes til at kigge mod Frankrig og den populære pendant, Call my Agent, der kan ses på Netflix. Det afviser Lie Kaas dog:

”For mig er Call my Agent sjov, men den er mere pudsig-sjov, og man sidder ikke og griner højlydt. Jeg synes, den er fantastisk, men jeg er ikke som sådan inspireret af den. Mens jeg skrev, tror jeg faktisk, det var Sidse Babett, der fortalte mig, at den fandtes. Og så fik jeg kæmpe nedtur på først, men den er heldigvis langt fra vores serie, synes jeg.”

Når det kommer til andre inspirationskilder fra seriens verden, som Lie Kaas selv har grinet af, fremhæver han et par stykker:

”Jeg tror, jeg sidst selv har grinet til Klovn, og så i gamle dage, da den engelske version af The Office kom, var det en åbenbaring for mig. At folk forstod min humor. Det morsomme for mig er, når folk er ufrivilligt morsomme og ikke er klar over, at de er sjove eller tørre. Når tingene holder fast i virkeligheden og ikke er tosset tossede."

Agent får premiere 2. juli på TV2 Play og 9. juli på TV2. Serien består af 8 episoder.

Del artikel

Andre Serier | Nyheder