Serier | Nyheder

Sådan vendte True Detective-skaberen kritikken af sæson 2 til noget positivt

AfKasper Skribent
4. januar 2019
Sådan vendte True Detective-skaberen kritikken af sæson 2 til noget positivt
(Foto: True Detective/HBO)

Del artikel

Vi har efterhånden hørt det adskillige gange – sæson 2 af True Detective kunne ikke leve op til samme mesterlige niveau som sæson 1.

Det, som vi dog ikke har hørt så meget om, er, hvordan seriens skaber Nic Pizzolatto håndterede det. I forbindelse med den snart kommende sæson 3 (14. januar på HBO Nordic) har han dog udtalt, hvordan kritikken af anden sæson påvirkede ham samt arbejdet på tredje sæson.

”I learned and understood there was a lot of stuff in season 2 that people hadn’t really wanted to see, based on season 1 of True Detective. But I’m very proud of the work everyone did.”

Det er skønt at læse, at Pizzolatto både sætter pris på alles indsats, men samtidig anerkender, at serier ikke er meget værd uden et tilfreds publikum. Ifølge daværende HBO-præsident Michael Lombardo var en del af problemet, at han havde bedt om en ny sæson med kun ét års mellemrum, hvilket simpelthen ikke var tid nok.

Pizzolatto har desuden et meget interessant syn på kritik. Han udtaler nemlig, at han ikke forsøger at undgå det. I stedet mener han, at det kan være et vigtigt redskab til at udvikle sig. At dømme fra tidlige anmeldelser og trailers lader det da også til, at True Detective sæson 3 er gået tilbage til det, fans fandt så dragende ved første sæson: en stemningsmættet setting (Ozark-området) og altopslugende politisager på tværs af tidslinjer.

Indtil videre er sæson 3 blevet hyldet for Oscar-vinder Mahershala Alis fantastiske hovedrollepræstation, et nuanceret kærlighedsportræt og fængslende krimielementer. Vi kan næsten ikke vente med selv at få lov til at se med, når serien rammer HBO Nordic den 14. januar. Selvom juleræset er overstået, bliver vi faktisk forkælet med hele to afsnit samme dag – HBO ved da lige, hvordan de skal starte året med et brag. Hvor Pizzolatto kunne have kigget storsnudet den anden vej, tog han kritikken til sig og har sammen med sit hold fokuseret på at give seerne en bedre oplevelse denne gang.

Apropos Pizzolattos prisværdige evne til at tage imod forbedringsforslag faldt jeg for nylig over en historie, der kommer til at præge hele mit syn på den kommende sæson 3. Ifølge Variety blev Mahershala Ali oprindeligt ”kun” tilbudt en birolle i serien, fordi sæsonens hovedperson var skrevet som en hvid karakter. I Varietys videoserie Actors on Actors, hvor to skuespillere taler om deres karrierer og arbejdsprocesser, blev Ali for nylig sat sammen med John David Washington (Denzel Washingtons søn). Her fortalte han, hvordan han fik Pizzolatto overtalt til at skrive hovedrollen om med ham i tankerne. Se klippet her:

Ali sendte billeder til Pizzolatto af sin bedstefar, der var politibetjent, med ordene: ”See, we existed in this space. In the ’60s and the ’70s. State police officers. I think your story would be served, I think the story would be improved in this case, if this lead character was black”. På den måde kunne sæsonen udforske en anden side af politiracisme. Efter et par dage skrev Pizzolatto tilbage, at han var klar på idéen, og resten kender vi.

Hvis det ikke allerede var tydeligt, har denne artikel nok slået det fast: Vi Elsker Serier er spændte på sæson 3. Kan vi lade være med at sammenligne med tidligere – bør vi? Nogle mener, at fans og kritikere var for hårde ved sæson 2, simpelthen fordi de forventede mere i stil med sæson 1. Hvis vi skal tro Pizzolatto, er modvinden dog en stor del af grunden til, at sæson 3 eftersigende er blevet så meget bedre. Det siges, at man kommer længst med ærlighed og åbenhed – det gælder i dette tilfælde også i serieland.

Del artikel

Andre Serier | Nyheder

Mest læste