Strejke i Hollywood: Hvad kommer det dig ved?

Hollywood-skuespillere, der strejker, kan virke som en fjern virkelighed, der ikke har meget med en dansk dagligdag at gøre. I flere kommentarspor har jeg læst bemærkninger som ‘er det ikke bare nogle forkælede stjerner, der vil have flere millioner for deres film?’

Det er selvfølgelig én måde at betragte strejken på, men hvis man vil se perspektiverne i sagen, åbner det op for nogle kritiske konsekvenser og for nogle mulige fremtidige scenarier, der kommer til at berøre os alle.

Særligt når det gælder kunstig intelligens, AI, men også i en bredere og mere grundlæggende forstand om, hvordan vi som streamingforbrugere vil agere og have indflydelse på content-udbyderne, og hvordan de driver forretning.

Sagt på en anden måde: Det kan godt være, at f.eks. Netflix tjener milliarder på os, men så kan vi som forbrugere også stille krav til deres arbejds- og firmaetik, hvis de skal bevare deres brandværdi.

Det handler ikke om stjernerne

Men lad mig allerførst slå fast: Skuespillerstrejken handler ikke om den 1 % af A-liste-navne, der i forvejen får flere millioner for deres film. Den handler om de 160.000 almindelige medlemmer af det amerikanske skuespillerforbund, SAG-AFTRA, hvor lidt over halvdelen ikke en gang tjener minimumlønnen for at opnå sygesikring.

Altså ikke tjener de 26.000 dollars om året, som Matt Damon har udtalt, forbundet går efter til arbejdende skuespillere. Det er rundt regnet, hvad der svarer til en månedsløn på 14.500 kr. Ikke nok til at holde almindelige husstande med børn og skoler etc. kørende.

En bid af succesen

Lønnen generelt er endnu lavere, når det kommer til manuskriptforfatterne, der er organiseret i forbundet WGA, som også strejker og har gjort det siden maj. Alex O’Keefe, en af forfatterne på den meget roste serie, The Bear, har været ude og kritisere Disney-koncernens CEO, Bob Iger, for de ringe arbejds- og lønvilkår, som manuskriptforfattere har.

Vilkår, der er blevet stadig ringere med streamingtjenesternes fremkomst. For selv om O’Keefe har været med til at skrive en succesfuld serie, får han kun nogle få cents ud af det, efter at hans første og eneste honorar er blevet udbetalt. Han får altså ikke noget ud af seriens popularitet og mange streams.

Det gør han ikke, fordi de såkaldte ‘residuals’, på godt dansk rettighedspenge, er nærmest ikkeeksisterende hos streamingtjenesterne.

Da forfatterne og skuespillerne sidst strejkede sammen – det var i 1960, hvor skuespillerforbundets formand hed Ronald Reagan – handlede det bl.a. om, at de kreative kræfter skulle aflønnes bedre, når deres film efter biografturen blev vist igen og igen på tv. Det endte i en okay aftale, der har varet lige indtil nu.

Svært at forhandle

Med fremkomsten af streamingtjenesterne er rettighedspengene på et latterligt lavt niveau. Og hvordan kan de slippe afsted med det, tænker du måske? Det kan de, fordi de holder alle tal meget tæt til kroppen og ikke vil offentliggøre hverken abonnementstal eller antal streams på en serie. Heller ikke til de folk, der arbejdsmæssigt har været involveret.

Det betyder, at du som forfatter eller skuespiller ikke har et konkret forhandlingsmiddel. Du kan ikke gå til Disney+ og sige, ”min serie har haft så og så mange streams, så det betyder at jeg kan få dette beløb i efterfølgende rettighedshonorar”.

Det er et uigennemsigtigt system, der kun falder ud til én spillers fordel, streamingtjenesten. Hvor gennemsnitslønnen til topledelsen i øvrigt er 28 mio. dollars om året. Det er Bog Igers løn. Hvis direktørerne ikke også får en bonus oven i. Ledelsestoppen hos Netflix fik angiveligt en løn på 59 mio. dollars med bonus medregnet sidste år.

Og i samme boldgade, har Netflix lige været ude med en jobannonce, hvor de søgte en general manager af AI, kunstig intelligens. Årsløn? 900.000 dollars.

Forskel på top og bund

Der er altså helt tydeligt en gigantisk skævvridning af lønninger i branchen. Den forskel på top og bund har selvfølgelig altid eksisteret, men den guldalder for streamingtjenesterne, der har været de seneste to årtier, hvor det først og fremmest har handlet om profitjageri, er måske ved at se sin ende.

Og bare så man ikke er i tvivl: En virksomhed må for min skyld tjene så mange penge som overhovedet muligt, ingen jantelov der. Der skal bare være ordentlige og respektfulde vilkår hele vejen ned gennem systemet. For det er på den måde, man som gigant på markedet er med til at opretholde en sund industri.

Filmforbrugere har indflydelse

Hvis man kun tænker kortsigtet som streamingtjeneste, er sandsynligheden for at tabe de kommende generationer også stor. I og med at de yngre segmenter bliver stadig mere bevidste om etik og moral, som de er nu, når det drejer sig om klimabevidsthed, bæredygtighed og identitetspolitik, vil der komme en dag, hvor de og vi alle må tage stilling til, om vi vil støtte en streamingtjeneste, der ikke behandler sine ansatte ordentligt.

Vi er ikke vant til at tænke i de baner, når det gælder vores underholdning, men film og serieproduktion er et marked som ethvert andet, hvor vi som forbrugere har indflydelse på en virksomheds brandværdi.

Så de krav, der er dukket op til overfladen under strejken, er måske de første spæde skridt mod et paradigmeskift. Mod en ny tidsperiode, hvor det for streamingtjenesternes vedkommende ikke bare kan handle om at have flest mulige produktioner i gang, have det største udbud af content og tjene mest muligt, hvis det er på bekostning af ordentlige arbejds- og lønvilkår for medarbejderne.

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at nogen må give sig, for at denne strejke ikke skal trække i ødelæggende langdrag.