Serier | Nyheder

Traileren til del 1 af 6. sæson af 'The Crown' er netop landet

Af
Carina Nørgaard Schou
26. oktober 2023
The Crown sæson 6
Elizabeth Debicki som Diana i sidste sæson af 'The Crown' / Foto: Netflix

Del artikel

Der bliver rippet op i triste minder, når vi inden længe kan genopleve historien om Prinsesse Dianas sidste tid og tragiske endeligt i 6. og sidste sæson af 'The Crown' på Netflix.

Du kan godt allerede nu finde Kleenex-æsken frem, for det tegner til at blive en følelsesladet finalesæson af mastodontserien The Crown, der udkommer på Netflix inden længe. Traileren til første del af den sjette og ultimativt sidste sæson af serien er netop landet, og ud fra den at dømme fokuserer den hovedsagelig på Prinsesse Dianas sidste tid inden den tragiske dødsulykke i en motorvejstunnel i Paris i august 1997.

De første fire episoder, der har premiere 16. november, handler om Prinsesse Dianas forhold til Dodi Fayed og skildrer bl.a. deres ferier i Sydfrankrig, hvor serien ser ud til nøje at reproducere de ikoniske billeder, vi kender, fra deres ophold på Fayed-familiens luksusyacht.

Det luksuriøse liv har dog en gevaldig slagside, for parret samt Prinsesse Dianas to sønner William og Harry forfølges konstant af paparazzi-fotografer, der vil dokumentere alt, hvad de foretager sig.

Pga. den aggressive mediejagt beslutter Prinsesse Diana sig for at tage en afstikker til Paris, og vi ved selvfølgelig allesammen godt, hvordan det ender.

I kølvandet på den fatale bilulykke bliver dronningen overrumplet af en enorm offentlig sorg, og det britiske kongehus bliver således tvunget til at deltage i folkets sorgbearbejdelse – men ikke uden forbehold og protest.

Del 1 (afsnit 1-4) af The Crown sæson 6 har premiere 16. november, mens del 2 (afsnit 5-10) har premiere 14. december.


Del artikel

Læs mere omNetflix

Andre Serier | Nyheder

Mest læste