Svensk gyserserie med danske Jonathan Harboe på vej til Viaplay
De store svenske skove danner rammen om ny gyserserie fra Viaplay, der har danske Jonathan Harboe i en central rolle. Serien får premiere til sommer.
Dystopia
I serien samles en flok unge fra hele Europa, der skal deltage i et stort anlagt rollespil, men det viser sig snart at virkeligheden overgår fantasien. De unge er nemlig ikke alene i skoven, og mørke kræfter er på spil. Serien har psykologiske aspekter, tempo og action, men også kærlighed.
Sådan forklarer danske Jonathan Harboe (Sjit Happens), der medvirker i Dystopia. I en pressemeddelelse fra Viaplay fortæller han videre: ”Spændingen mellem de romantiske skove og den ubehagelige gamle fabrik, hvor vi optager, skaber en meget stærk atmosfære i serien.”
Emmy-vindende selskab bag ’Dystopia’
Idéen til den Dystopia er skabt af Richard Jarnhed og Lotte Westberg. De to har erfaring med den psykologiske gysergenre, da de sammen skabte Viaplay-serien Forbandet i 2018, hvor danske Mathilde Norholt (Sorte kugler, 2900 Happiness) medvirkede.
Det svenske produktionsselskab Jarowskij står bag begge serier, og har bl.a. tidligere vundet den prestigefyldte Emmy-award for reality-serien Wild Kids.
Rædslerne i svenske Dystopia kan følges fra d. 6. juni 2021, hvor serien får premiere på Viaplay.
LÆS OGSÅ: Nye serier på Viaplay, DR TV, C More, Xee og Apple TV+ i april
LÆS OGSÅ: Viaplay afslører premieredato og trailer til 'The Head'