Anmeldelse: ‘Balladen om kolonihaven’ er tilbage: Og det er noget af det bedste tv, der findes derude

“Det burde jo være det lykkeligste sted på jorden,” som Niels Hausgaard siger.

Men der er stadig ballade i Haveselskabet Jørgen Berthelsens Minde i udkanten af Aalborg. Præcis som vi lærte, da ‘Balladen om kolonihaven’ rullede over skærmen tilbage i sommeren 2023.

Der er stadig magtkampe, generationskløfter og nabostridigheder i stride strømme, og selv om der ikke som sådan er noget nyt under solen i denne anden sæson, er det svært ikke at føle sig temmelig fornøjet ved at se med endnu engang.

Vi kommer ind i fortællingen på tidspunkt, hvor der ikke er nogen bestyrelse og ikke nogen formand i kolonihaveforeningen. De gik – som man måske husker – kollektivt af i trods over manglende opbakning.

Men uden bestyrelse og formand kan der slet ikke være nogen kolonihave. Så det er velsagtens en eksistentiel krise, og der skal findes en ny af begge dele med det samme. Problemet er bare, at ingen gider at stille op, og ja, så sker der det overraskende, at Finn Lund Nyby, ham med den ranke kropsholdning, til sidst rejser sig op og meddeler sit kandidatur. Og uden noget alternativ bliver den tidligere formand med 70 % af stemmerne formand igen.

Dermed er alt ved det gamle. 70 % er som bekendt ikke 100 %, og de sidste 30 % udgøres selvfølgelig af Finns inkarnerede modstandere. Dem, der har givet ham øgenavnet Putin. Dem, der synes, det er "dybt godnat”, at han skal være formand igen.

Det tager Finn nu ikke så tungt. 70 % er i hans øjne mange stemmer.

“Det er mere end nogen dansk regering nogensinde har fået,” som han siger.

I det hele taget er Finn rimelig optaget af at sammenligne sit arbejde med politisk arbejde af den slags, vi kender fra Christiansborg. Han bruger ofte ord som “demokrati”, “lobbyarbejde” og “styrkelse af fællesskabet” i sine formuleringer, og han vil gerne “udvikle” kolonihaveforeningen. Det er jo nok derfor, han i nogles øjne er så øretæveindbydende. Hvor selvhøjtidelig kan man lige være?

Modstanderne af Finn og hans nye, unge bestyrelse vil selvfølgelig gerne gøre tingene, som de altid er blevet gjort. Ikke ændre på noget. Bare drikke dåseøl og klippe lidt hæk i ro og mag.

Minus på hækklipning

Men Finn er træt af, at folk ikke overholder reglerne. En hæk må for eksempel ikke være over 180 centimeter.

Så han går patrulje med sine nye støtter, mens de noterer husnumrene på dem, der ikke retter ind.

“162. Minus på hækklipning,” siger han. Overvej lige, hvor skøn en sætning det er.

Bagefter retter Finn på sine briller, hvilket han gør cirka 80.000 gange i den her sæson, og det er fantastisk at se på. Der er noget fascinerende ved hans person, det må man bare sige.

Jeg kan ikke få billederne af ham, der drikker kaffe af sin lillebitte kaffekop, ud af mit hoved. Det er noget med den lille trækning omkring hans mund, som ætser sig ind i bevidstheden.

På samme måde er det også enormt henførende at overvære det totale vimseri, der udspiller sig, da kolonihaveforeningen i denne sæson får fornemt besøg af selveste statsministeren. At Mette Frederiksen tager på charmetogt for at tale om “forpligtende fællesskaber”, det kan Finn næsten ikke være i sig selv over.

Tre kvarter inden ankomst har han allerede dækket bord og hentet tre halvliters flasker med danskvand, og så sætter han sig ellers bare helt casual og venter på Mette, som om han lidt havde glemt, det overhovedet skulle ske. Fantastisk.

Finn øjner selvfølgelig muligheden for at vende et par politiske emner med statsministeren, hvilket efterfølgende sender ham ud i en slags kontrolleret ekstase.

“Jeg har formentlig sagt noget, som har vundet gehør,” siger han med en selvtilfreds mine, der er svært underholdende. Man sidder ganske enkelt med et smørret smil det meste af tiden, når man ser ‘Balladen om kolonihaven’.

Originale dannebrogsdanskere

Det skyldes selvfølgelig også det resterende persongalleri, der består af originaler fra en side af. Den spirituelle healer Anamariia, der bygger hus af paller og laver solhilsen blandt sine Buddhaer i haven, den bitre forhenværende formand Inger, skabskommunisten Tina og det efterhånden legendariske ægtepar Keld og Susanne. De er allesammen karakterer, man har lyst til at være i selskab med.

Det hænger sammen med, at ‘Balladen om kolonihaven’ handler om rigtige mennesker, som ikke har nogen særlig agenda med at være med i fjernsynet. De vil ikke være kendte på Instagram bagefter, de vil faktisk allerhelst passe sig selv.

Realitygenren lider i disse år under det problem, at der næsten ikke er noget virkelighed tilbage. Alting er konstrueret, og deltagerne ved ofte godt, hvad de skal sige og gøre for at komme igennem. Her er det lige omvendt.

I ‘Balladen om kolonihaven’ får vi et langt mere autentisk og originalt indblik i det danske folkedyb, og det er stadig inciterende og vedkommende, selv om nyhedsværdien er falmet en smule.

Kolonihaven fungerer som et prisme for de helt store strømninger og konflikter i det øvrige samfund, men her lærer man, nuancerer og sympatiserer med alle, fordi fortællingen er forankret i virkelige mennesker.

Det er på alle måder et levende og interessant portræt af det land, vi lever i. En dokumentar, der gør det, gode dokumentarer gør, nemlig at give os muligheden for at være fluen på væggen i miljøer, der normalt ikke fylder i mediestrømmen.

‘Balladen om kolonihaven’ er et dukkehusdrama fra dannebrogsdanmark, og selv om bølgerne kan gå højt, er det på alle måder en påmindelse om, at vi – når alt kommer til alt – i dette lille kongerige nu har det meget godt.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: