Skærmtid med Birgitte Hjort Sørensen: "Niels Hausgaards speak i 'Balladen om kolonihaven' var en genistreg"
Birgitte Hjort Sørensen er en af Danmarks største skuespillerinder og har haft mange stærke roller i både danske og udenlandske produktioner i løbet af de seneste 15 år.
De fleste husker hende nok fra gennembrudsrollen som Katrine Fønsmark i DR-serien Borgen, der ledte til et smut til Hollywood og roller i serierne Game of Thrones og Vinyl samt musikfilmen Pitch Perfect 2. Hun har også lavet en del teater gennem årene, bl.a. Chicago på Det Ny Teater.
I øjeblikket er hun aktuel i TV 2's nye spændingsserie Dark Horse, og sidste år kunne man opleve hende i seerhittet Oxen.
Anmeldelse: ‘Oxen’ er en velsmurt thriller med tre stærke karakterer og et ambitiøst plot
Hvad arbejder du på for tiden?
– Jeg har overtaget værtsstafetten på DR-podcasten Verdens bedste film, så jeg nyder at (gen) se mange fantastiske og vidt forskellige film med kollegaer fra alle dele af filmbranchen.
Hvilken tv-serie er du optaget af lige nu?
– Jeg har lige slugt de første tre sæsoner af Slow Horses på Apple TV+ og venter spændt på den fjerde. Det er en virkelig velskrevet, yderst effektiv spændingsserie om en broget flok MI5-agenter, der kun har det til fælles, at de af forskellige årsager er blevet parkeret langt væk fra hovedkvarteret og ikke har adgang til ret mange ressourcer. Det tvinger dem til at være meget kreative og nærmest analoge i deres arbejde, som altså fungerer virkelig godt dramatisk. Næsten som en slags hommage til 70’ernes spionfilm.
Anmeldelse: ‘Slow Horses’ sæson 3 holder niveauet og leverer actionfyldt spiondrama
Hvad er den sidste film, du har set i biografen?
– Nu er jeg jo så heldig, at jeg hver uge kommer i biografen pga. Verdens bedste filmpodcasten, så den næste film, jeg skal se, bliver valgt af min gæst denne uge. Sidste gang jeg var ‘rigtigt' i biografen, så jeg Langt fra andedammen i drive-in med min familie. Det var superhyggeligt – en skøn film og første gang i drive-in for mit vedkommende!
Hvad lytter du til, når du er på farten?
– Jeg lytter til rigtig mange podcasts/radioprogrammer, når jeg kører bil. Alt efter tidspunktet kunne det f.eks. være P1 Morgen, Østergaards salon, Pilestræde, Kampen om historien, Avistid, Radio Information, eller Eksperimentet på midten.
Hvilken tv-udsendelse har sidst fanget dig?
– Jeg var ganske optaget af Balladen om kolonihaven sidste år. Den var virkeligt fint fortalt, et nærmest kærligt kig ind i et mikrokosmos, der spejlede den omkringliggende verden på en, for mig, ny måde. Og Niels Hausgaards nænsomme speak var nærmest en genistreg, synes jeg.
Anmeldelse: TV 2’s ’Balladen om kolonihaven’ er nok det bedste TV, du kommer til at se i år
Hvilken teateroplevelse har senest overrumplet dig?
– Jeg kommer desværre ikke så ofte i teatret, som jeg kunne ønske mig. Men det var en KÆMPE ære og en ligeså stor fornøjelse at medvirke i gallaforestillingen på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i anledningen af H.M. Dronning Margrethes 50-års regentjubilæum forrige år.
Jeg spillede en scene fra Misantropen sammen med Karen-Lise Mynster, og udover at både tekst og medspiller var af den allerfineste slags, var det selvfølgelig også et ganske særligt publikum. Det kunne have været frygtindgydende, men endte som en helt fantastisk oplevelse.
Hvis du kigger på din telefon lige nu, hvor meget skærmtid har du så brugt i dag?
– 2 timer og 42 minutter. Jeg plejer at ligge noget højere, men i denne uge er jeg på ferie.
Skærmtid med Marie Bach Hansen: "Serien 'The Curse' er et perfekt spejl på, hvor frelste og hykleriske vi kan være"
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: