TV | Anmeldelser

Anmeldelse: Kvindelandsholdet viser vejen i stærk dokumentar

Af
Claus Nygaard Petersen
16. juni 2025
Landsholdet drømmen om em anmeldelse
'Landsholdet - Drømmen om EM' / Foto: Michelle Francati

Del artikel

’Landsholdet – Drømmen om EM’ på DR er både medrivende sports-tv og et vigtigt billede på den rivende udvikling i dansk kvindefodbold – med stjernespillere, moderskab og store ambitioner i spil.

Landsholdet - Drømmen om EM

Streamingtjeneste: DRTV
Premieredato: 16. juni på DRTV og 20:30 samme dag på DR 1
Genre: Dokumentar
Tilrettelæggere: Nille Westh, Michelle Francati
Land: Danmark
Antal afsnit: 4

Selvom det er herrelandsholdet, der trækker fulde huse i Parken, er det kvindelandsholdet, som har leveret det største resultat ved en slutrunde i løbet af de sidste 10 år.

Ved EM i 2017 blev det således til sølvmedaljer efter en målrig finale, der endte med en 4-2-sejr til værtsnationen Holland. Hvornår var det sidst, at herrerne har hevet metal hjem til en slutrunde, hvor de var kvalificerede?

I det hele taget er kvindefodbold i Danmark i rivende udvikling. I 2024 indførte Brøndby som den første danske klub fuldtidskontrakter for kvindernes førstehold, DBU har sat 30 millioner ekstra af til kvindelandsholdets aktivitetsbudget frem til 2028, og FCK's kvindehold har for nyligt spillet sin første hjemmekamp i Parken for flere end 18.000 tilskuere.

landsholdet drømmen om em anmeldelse
'Landsholdet - Drømmen om EM'
Foto: Michelle Francati

Det går den rigtige vej for dansk kvindefodbold, og i ’Landsholdet – Drømmen om EM’ følger vi endnu et af de skridt.

I 2024 spillede det danske kvindelandshold seks EM-kvalifikationskampe fra april til og med juli. Den garvede dokumentarduo Nille Westh og Michelle Francati har nærmest helt uhørt fået adgang at følge holdet i den periode.

Ud af de utallige timers optagelser er der kommet fire virkelig spændende og medrivende afsnit, hvor vi både er med inde i taktikrummet og følger enkelte spillere. Og selvom vi godt ved, hvad det hele ender med, er det vanvittigt godt og tankevækkende tv.

landsholdet drømmen om em anmeldelse
'Landsholdet - Drømmen om EM'
Foto: Michelle Francati

Det var en anden tid

Der er ingen tvivl om, at det er et sindssygt godt træk fra kvindelandsholdets side at medvirke på den måde, som de gør i dokumentarserien. Det er en rigtig god eksponering, som er med til at skabe opmærksomhed for holdet og dets spillere.

Og der er virkelig mange interessante karakterer blandt dem.

Sanne Troelsgaard, som er holdets mest erfarne spiller, har haft en lang karriere på klub- og landsholdsplan. Hun er en af de spillere, der var med til at vinde sølv i 2017, og selvom spilleren er tættere på slutningen end starten af karrieren, har kæmperen endnu ikke tænkt sig at trække stikket.

Men det har også omkostninger at være topprofessionel fodboldspiller på højeste plan.

Sanne Troelsgaard startede karrieren sammen med tvillingesøsteren Lotte.

sanne troelsgaard landsholdet drømmen om em
Sanne Troelsgaard og Louise Sonne i 'Landsholdet - Drømmen om EM'
Foto: Michelle Francati

Hvor Sanne nu er spiller i Italien for topklubben AS Roma, stoppede Lotte karrieren i 2019 for at stifte familie. Som kvindelig idrætsudøver har det helt andre omkostninger at tilvælge forældreskab end for mandlige. Derfor så man også markant færre mødre i Sanne Troelsgaards generation af spillere, og vi skulle helt frem til 2021, før der kom barselsregler, som sikrede spillernes rettigheder.

Kontrasten mellem Troelsgaards fravalg og så landsholdskollegaen Rikke Marie Madsen, der i samme afsnit annoncerer sin graviditet, er både hård og betryggende. For vi er heldigvis på vej et sted hen, hvor det bliver mere og mere normalt, at kvindelige topspillere kan tilvælge moderskab, hvis det er det, de ønsker.

landsholdet drømmen om em anmeldelse
'Landsholdet - Drømmen om EM'
Foto: Michelle Francati

Danmarks bedste fodboldspiller

I det hele taget er ’Landsholdet – Drømmen om EM’ en dokumentarserie, hvor fortiden og fremtiden konstant er i spil.

Som tiden går, er de nye spillere, der kommer omkring kvindelandsholdet, også nogle, der spiller for de absolutte topklubber i Europa.

Udover allerede nævnte Roma er der spillere fra så prominente adresser som Real Madrid, Bayern München, Juventus og den franske mesterklub OL Lyonnes.

Blandt dem er der en spiller, som er godt i gang med at cementere sin position som Danmarks bedste kvindelige fodboldspiller gennem tiden.

pernille harder landsholdet drømmen om em anmeldelse
Pernille Harder og Andree Jeglertz i 'Landsholdet - Drømmen om EM'
Foto: Michelle Francati

Pernille Harder er den mest scorende landsholdsspiller nogensinde, og hvis nogen kan siges at være fast på holdkortet, er det hende.

Som en anden kvindelandsholdsspiller formulerer det, hvis man spiller sammen med Harder i de sidste træningspas, så starter man nok inde i den kommende kamp. Hun er en stjernespiller, hvis lige vi ikke har haft tidligere i dansk fodbold, når man kigger på statistikkerne og trofæskabet. Der mangler sådan set bare en Champions League-titel og et trofæ med landsholdet, og så må karrieren næsten være komplet.

Sidste afsnit er netop med Pernille Harder i centrum i optakt til den vigtige kamp mod Belgien. Igen hører vi en efterhånden velkendt historie om, at da hun startede med at spille fodbold, var der ikke nogen pigehold at spille på. En ting, som blandt andet hun nu er med til at ændre på ved at være den fremragende og succesfulde fodboldspiller, hun er.

Jo mere bevågenhed kvindefodbold får, jo flere ressourcer og økonomi kommer der til sporten og derved øgede vækstmuligheder. Resultatet vil blive bedre og bedre, som årene går, og så er tanken om EM- eller VM-titler til Danmark ikke så langt væk, som den var for bare 10 år siden.

Måske kommer den allerede i år. Fingrene er i hvert fald krydsede for dansk sejr, når Danmark spiller sin første kamp ved EM i Schweiz mod Sverige.

Kom så Danmark!

landsholdet drømmen om em anmeldelse
'Landsholdet - Drømmen om EM'
Foto: Michelle Francati

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre TV | Anmeldelser