Anmeldelse: DR's søndagsserie er i den grad tilbage med eminente ’Generationer’

Håndværkerne arbejder oppe på loftet i den gamle Frederiksberg-ejendom. En af dem er i gang med at fjerne brædderne fra skunken, og inde bag dem gemmer sig en kasse, som indeholder et lille mumificeret spædbarnelig.

Blotlægningen af den brutale fortid er startskuddet for det elegante DR-drama ’Generationer’.

Morderen melder sig hurtigt på banen. Martha (Ulla Henningsen) på 87 år fortæller uden tøven politiet, at barnet var hendes, og at det er hende, som har slået det ihjel. Hendes barnebarn, topadvokaten Rikke (Rikke Eberhardt Isen), får hende hurtigt ud af politiets varetægt og hjem igen.

Rikkes søster Anne-Sofie ’Anso’ (Alice Bier Zandén) og mor Tina (Anette Støvelbæk) får besked, og snart er den splittede familie igen samlet i den pæne lejlighed på Frederiksberg.

Men som det fugtskadede tapet i lejligheden indikerer, er der problemer under overfladen.

Udover Marthas mulige forbrydelse dealer alle hver især med større eller mindre problemer. Nuanceringen og tiden, der bliver brugt hos hver enkelt karakter, giver seeren en fremragende mulighed for at fordybe sig i personerne.

Især fordi Anna Emma Haudal og medmanuskriptforfatter Rune Schjøtt-Wieth ikke oversvømmer publikum med alle oplysninger eller karaktermotiver på én gang. I stedet bliver de nænsomt drysset ud over hvert enkelt afsnit, så historien hele tiden udvikler sig i fascinerende nye retninger for DR's fremragende nye dramaserie.

En værdig søndagsserie

Efter at have set de første tre ud af seks afsnit, som anmelderne har fået stillet til rådighed, er der ingen tvivl om, at ’Generationer’ er den prestigefulde søndagssendetid værdig.

Samtlige skuespillere leverer rigtig gode præstationer, ført an af en yderst veloplagt Ulla Henningsen. Hun formår flot at balancere, hvordan Martha med vilje holder ting tilbage og måske har begyndende demens.

Det er en præstation, som spiller på de helt store udfarende følelser og de mere diskrete, hvor knyttede hænder og et sigende blik formidler, hvad der svarer til flere siders replikker på bare få sekunder.

De dygtige instruktører Ville Gideon Sörman og Thomas Daneskov har hver især tidligere beskæftiget sig med projekter om individer, der befinder sig i eksistentielle kriser. Præcis, som personerne i ’Generationer’ gør.

Selvom Rikke på overfladen har det perfekte liv med en sød mand (Simon Sears) og to børn, har hun alligevel en skyggeside, som hun udlever parallelt. Det er bare et spørgsmål om tid, før det hele kollapser omkring hende, og den gode, men skrøbelige tilværelse krakelerer.

For Anso sker det lykkelige endelig. Hun er gravid efter mange forsøg med gymnasiekæresten Isac (Albert Arthur Amiryan i en flot birolle, ulig noget andet vi har set fra ham hidtil i karrieren), men meldingerne er dystre.

Ved den frygtede nakkefoldsskanning er prognosen ikke så positiv som håbet. Frygten for at få et handikappet barn giver to vidt forskellige reaktioner hos dem. Måden, det bliver vist på, er god og nuanceret, så ingen ender med at fremstå karikerede, og det er netop en af ’Generationers' mange styrker.

Eminent genrebrydende

Serien har mange strenge at spille på i persongalleriet, og det bliver heldigvis udnyttet til fulde.

En sidehistorie om Rikke og Ansos halvsøster Lea (Olga Schultz), der får delt et billede af seksuel karakter mod sin vilje, taler perfekt ind i tidsånden. Krænkelsen er åbenbar, og i takt med at det spredes som steppebrand, bliver hun mere og vred, ked af det og magtesløs.

Man sidder vitterligt og råber til skærmen om, at hun skal sige noget til sin seje advokatsøster, der med et fingerknips ville kunne nedkalde alverdens pinsler ned over dem, der har gjort hende fortræd.

For slet ikke at tale om deres far Jesper (Jan Linnebjerg i sit livs rolle), der godmodigt forsøger at være så god en far for sine fire børn og to børnebørn som overhovedet muligt, og som stadig har varme følelser for ekskonen Tina. Han er en stille baggrundsfigur, men alligevel en, som man ved kommer til at få større og større betydning, jo længere ind i ’Generationer’, vi kommer.

Serien byder også på en artig overraskelse i form af ikke bare et, men flere overnaturlige spor. Ved Vadehavet finder Tina ofte underlige formationer, og fugle dør i hobevis. Sammenholdt med, at Rikke muligvis har en sjette sans, der sætter hende i forbindelse med den åndelige verden, er det spirituelle slægtskab med den fremsynede og genrebrydende ’Riget' åbenbar.

Resultatet er, at Anna Emma Haudal har indfriet de mange store forventninger, der har været til ’Generationer’ og overgået dem. Historien er multifacetteret, skuespillerne eminente, og lysten til at se videre bliver større og større efter hvert afsnit.

Fingrene er usandsynligt hårdt krydsede for, at slutningen matcher optakten, og at vi får mere ’Generationer’, når denne omgang er færdig. Om ikke andet, så at Anna Emma Haudal kommer med endnu en spændende søndagsserie.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: