
Anmeldelse: ’Leaving Neverland 2’ mangler den virkelig spændende slutning

Leaving Neverland 2: Surviving Michael Jackson
Streamingtjeneste: DRTV
Premieredato: 24. marts 2025
Genre: Dokumentar
Instruktør: Dan Reed
Land: USA
Spilletid: 54 minutter
Mareridtsinducerende. Det er nok det ord, der bedst betegner Wade Robson og James Safechucks meget eksplicitte beskrivelser af de overgreb, som de angiveligt blev udsat for af Michael Jackson. De faldt i ’Leaving Neverland’, som var en af de mest omtalte dokumentarfilm i 2019.
Dan Reeds knapt fire timer lange dokumentar delte Jackson-fans i to lejre: Dem, der boykottede det afdøde popikons musik, og dem, som troede indædt på hans uskyld og forsvarede ham.

Seks år senere er Dan Reed tilbage med en 54 minutter lang opfølger til 'Leaving Neverland'.

I ’Leaving Neverland 2: Surviving Michael Jackson’ får vi opridset udfaldet af den første dokumentar. Mediestormen og den polariserede dækning, hvor folk enten udråbte Robson og Safechuck til modige helte for at stille op, eller kaldte dem pengegriske opportunister, som tilsværtede Michael Jacksons eftermæle.
De to mænd fortæller, hvad deres motivation var for at stille op, og hvordan det har påvirket dem efterfølgende.
Det, der fylder mest, er dog det juridiske efterspil. Begge forsøger at få deres sag prøvet ved det amerikanske retssystem, og det er her, filmens store akilleshæl melder sig.
Siden sidst
Dan Reed har haft en god intention med at ville skildre udfaldet af en af de mest omtalte sager de seneste 10 år. Med arkivklip er der rigeligt materiale at tage af, og vi kommer omkring de fleste aspekter. Og dog.
Ingen fra Jackson-lejren har ønsket af medvirke i dokumentaren. I mangel af bedre bruger Dan Reed en håndfuld fans og får deres reaktion på det hele. Det er på sin vis interessant at høre om deres overvejelser, men de står alle last og brast med det afdøde ikon. Derfor bliver det også ligegyldigt fyld, der snildt kunne være blevet dækket igennem arkivmateriale med samme effekt på kortere tid.

Anmeldelse: ’Hvis jeg dør i dag’ er et hjerteskærende portræt af en ung mands deroute
Til gengæld er retssagerne langt mere interessante.

Især en afsluttende appelhøring over zoom er en neglebider, der tilføjer dokumentaren noget tiltrængt spænding, som ellers har været stort set fraværende indtil da.
Omvendt highlighter det også dokumentarens problem: At det mest interessante i sagen endnu ikke er sket og derfor ikke er en del af ’Leaving Neverland 2: Surviving Michael Jackson’.
God, men halvfærdig
Der er nemlig planlagt en stor og afgørende retssag til november 2026. Udfaldet af den bliver vældig interessant, og derfor undrer man sig over, hvorfor ’Leaving Neverland 2: Surviving Michael Jackson’ udkommer nu.
For det er først omkring halvandet år ude i fremtiden, at vi får konklusionen på det, der lægges op til i nærværende film.
Hvad skal vi så bruge ’Leaving Neverland 2: Surviving Michael Jackson’ til?
Mest af alt virker det, som om vi ikke skal glemme sagen. Efter en pandemi kunne Dan Reed, Wade Robson og James Safechuck sidde med en reel frygt for, at det, de bragte for dagen i 2019, ville gå i glemmebogen.
Er der brug for en reminder?

Anmeldelse: Fortiden plager stadig ’Faderen, sønnerne & helligånden’
Uden tvivl.
Dokumentaren er nemlig et skoleeksempel på, hvordan man langt hen ad vejen kan bøje det juridiske system til det, man har brug for, hvis man har penge nok til at hyre de rigtige folk.
For eksempel er HBO helt fraværende i denne produktion, selv om de ellers var en af de bærende kræfter på den første ’Leaving Neverland’. Det skyldes en gammel kontrakt, der er blevet fundet frem i kølvandet på den første dokumentar, og som Michael Jackson, og dermed hans bo, indgik med stationen tilbage i 1992 i forbindelse med en koncert-special.

Deri stod der blandt andet, at HBO ikke måtte ytre sig negativt om Michael Jackson, og hvis man ville sende yderligere programmer om popstjernen, skulle man kontakte hans team.
Uden HBO i ryggen har Reed næppe haft den samme økonomi at rutte med, som man ellers kunne forvente sig af en opfølger til så populær en titel. Og når du står overfor et milliardforetagende som Michael Jacksons bo, har du brug for alle de venner, du kan skrabe sammen.
Derfor fremstår ’Leaving Neverland 2: Surviving Michael Jackson’ som en vellavet, men halvfærdig dokumentar, hvor vi skal vente på den spændende afslutning.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: