Anmeldelse: ’Hvis jeg dør i dag’ er et hjerteskærende portræt af en ung mands deroute

Man fornemmer allerede fra begyndelsen, hvor vi ender i ’Hvis jeg dør i dag’.

Alene titlen på Camilla Arliens dokumentarfilm emmer af mørke og knuste hjerter som følge af dårlige beslutninger.

Det er også en række dårlige beslutninger, der har gjort, at Jannik er der, hvor han er, da instruktøren peger kameraet på ham første gang.

Den unge mand sidder i fængsel, hvor han afsoner en dom på fem år for drabsforsøg. En problematisk barndom, et heftigt temperament og et massivt hashmisbrug har sendt ham helt derud, hvor han er mere bange for at være i live end død – en tilbagevendende følelse for Jannik igennem de syv år, Camilla Arlien følger ham.

Der er store op- og nedture i Janniks liv. Kun musikken er et frirum. Det er der, den talentfulde unge mand får afløb for nogle af de mange tanker, som fylder i hans hoved.

’Hvis jeg dør i dag’ er et hjerteskærende portræt af handlinger, konsekvenser, og hvordan man er nødt til at leve med dem. Det er hårdt at overvære, men også en nødvendighed. For filmen og Janniks historie har masser af vigtige lærdomme, som ikke må gå tabt.

Op- og nedture

De syv års optagelser med Janniks liv bliver suppleret med nyere interviews med nogle af de mennesker, som vi møder i løbet af ’Hvis jeg dør i dag’.

Derudover bruger Camilla Arlien også en voice over, hvor hun reflekterer over Janniks liv. Det er et greb, som tit er hit or miss, men i ’Hvis jeg dør i dag’ fungerer det rigtig, rigtig godt. Det giver ekstra tekstur til scenerne, vi ser med de tilbageskuende øjne, som nu har en viden, de ikke havde dengang, hvor den unge mands liv udfoldede sig for hendes kameralinse.

Glæderne er flygtige, og selvom Jannik tydeligvis gerne vil noget med sit liv, er han hæmmet af fortiden. Vreden over ikke at være i kontrol over sin skæbne og liv er tydelig. Enten udmønter det sig i komplet nedsmeltning med smadret inventar til følge, eller også fryser han. Et barndomstraume bliver aktiveret, og den reaktion, han ville have dengang, manifesterer sig igen.

Det er bare et af de mange hudløst ærlige øjeblikke, som ’Hvis jeg dør i dag’ er fyldt med i løbet af den knap halvanden time, filmen varer.

Et godt stykke inde i filmen melder spørgsmålet sig, hvor langt vil den gå?

Hjælp din næste

Man fornemmer, hvor det bevæger sig hen ad, og det har også været oppe at vende i forbindelse med filmens promovering.

Hele tonen i ’Hvis jeg dør i dag’ er præget af værdighed og kærlighed til sin hovedperson. To ting, vi med fordel kan tage med os fra filmen og insistere på, at de forskellige systemer i vores samfund behandler dem, som har brug for hjælp, med.

Det kan lyde som en floskel, men man kommer længere med kærlighed end (selv)had. Det ene fører til muligheder, det andet til destruktion. For en selv og for omgivelserne.

Når man har en skrøbelig psyke, er der brug for net til at gribe en. Ellers kan man falde i én lang uendelighed, og den slags bliver man unægtelig træt af på et tidspunkt.

Selvom ’Hvis jeg dør i dag’ forløber som en lang deroute, hvor Jannik får det ene metaforiske nyreslag efter det andet, er det en af den slags film, man er nødt til at se.

Janniks skæbne er ikke unik. I en tid, hvor folk får sen-diagnoser som aldrig før, er det tankevækkende, hvor mange der kunne have formet deres liv anderledes, hvis den rette redningskrans var kommet til i tide.

’Hvis jeg dør i dag’ er en kærkommen reminder om ikke at være bange for at række ud og hjælpe dem, der har brug for det. Også selvom de måske ikke ved, de har brug for hjælp. Filmen er en mindetale over et tabt liv, stærkt stykket sammen af instruktør Camilla Arlien.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: