Anmeldelse: Fortiden plager stadig ’Faderen, sønnerne & helligånden’

Det er snart 14 år siden, at vi første gang stiftede bekendtskab med brødrene Henrik og Christian Ernst i Christian Sønderby Jepsens dokumentarfilm ’Testamentet’.

Med store solbriller, joints i kæften og metal i højtalerne skulle man tro, at de var rockstjerner, når man så første scene i filmen.

Sådan forholdt virkeligheden sig dog ikke.

Efter en opvækst præget af morens alkoholmisbrug, en småpsykopatisk far og tæsk i lange baner havde de to brødre masser af ar på sjælen. Udsigten til en millionarv gav kortvarigt et glimt af en lysere fremtid, indtil den, som så mange andre gode ting i deres liv, blevet flået væk igen.

Da vi møder dem igen i opfølgeren ’Faderen, sønnerne & helligånden’, er det en glædens dag.

Henriks ældste søn Alexander skal konfirmeres, og stoltheden lyser ud af faren. Brormand Christian kommer også til festen, og da lykønskningskort pludselig mangler penge, er hverken Henrik eller hans hustru Ceci i tvivl om, hvor de er forsvundet hen. Kort efter bliver de dog fundet igen.

Men penge spiller stadig en stor rolle i de to brødres liv. Efter begivenhederne i ’Testamentet’ har faren afskåret kontakten med dem, og deres liv er præget af hashmisbrug og arven fra en mere end almindeligt tragisk opvækst.

Henrik har dog en ambition om at skabe en bedre tilværelse for børnene.

Det er dog lettere sagt end gjort, når hans selvbillede kan koges ned til den sætning, han siger i en af mange diskussioner med Ceci om, hvorfor han ikke forsøger at komme i gang med at arbejde igen og lægger fortiden bag sig:

”Jeg er en fuckin’ taber,” udbryder han i selvhadende afmagt.

Er der en lys fremtid for Henrik og Christian, og vil den negative arv går videre til Alexander, som både af udseende og sind minder meget om sin far?

Bedre end far

Selvom alle er blevet ældre, og enkelte har fået mere salt i de peberfarvede lokker, er Henrik og Christian stadig meget sig selv i starten af ’Faderen, sønnerne & helligånden’.

Bitterheden over ikke at have fået del i morfarens arv, er stadig nærværende. Et forsøg på at påvise dokumentfalsk gennem en håndskrift-ekspert munder dog ud i ingenting og sender endegyldigt millionær-drømmen i afgrunden.

I stedet leder de begge med liv og sjæl efter en eller anden form for holdepunkt i livet.

Omsorgssvigtet i barndom og ungdom lyser ud af dem og bliver knap og nap holdt nede af dulmende hashtåger og masser af bajere.

Christian Sønderby Jepsen har tydeligvis brødrenes og hele familiens fortrolighed, og han er flere gange fluen på væggen under nogle virkelig hårde diskussioner.

En gang imellem taler han også direkte til personerne. Som da Ceci og Henrik skændes heftigt, spørger han Alexander, om han er okay. Bekymringen for knægten er åbenlys, og man fornemmer, at Sønderby Jepsen kun bryder ind i filmen, hvis det er virkelig vigtigt, eller han kan hjælpe i en højspændt situation.

Fri af fortiden

Der er dog ingen tvivl om, at han holder af de mennesker, som kameraet er peget imod.

Han ønsker virkelig, at de kommer videre fra det kviksand af negativitet, der holder dem fastlåst i fortidens kvælende favntag. Og det gør vi som publikum også.

Frygten for at Alexander skal ende som sin far får et ekstra nøk, da far og søn ruller joint og ryger sammen, mens Henrik og Ceci har et skænderi. Det er den slags billeder, som bliver hængende på nethinden, lang tid efter at rulleteksterne er løbet over lærredet.

Som titlen afslører, handler det rigtig meget om fædre og sønner.

Ønsket om at være bedre end deres egen far er åbenlys i begge. En ting er tanke, noget andet er handling. Den vedholdenhed, som den slags kræver, er dog ikke lige så nem at hive ud af ingenting.

Det er der, den største forskel mellem de to brødre åbenbarer sig.

Christian fokuserer sin energi på engagement i den religiøse, højreekstremistiske gruppe Holy Europe, mens Henrik, trods sine udfordringer, hele tiden har familien for øje. Han vil være bedre end den fraværende far, som han også virkelig savner i sit liv.

Det er inspirerende at se de små skridt, der over tid bliver til kvantespring i personlig udvikling, og som en kærkommen reminder om, at hvis du rent faktisk vil gøre noget med dit liv, er du den største motor til at få det til at ske – og omvendt også den største stopklods.

’Faderen, sønnerne & helligånden’ er en værdig opfølger til Christian Sønderby Jepsens mesterlige debut og giver et stærkt indblik i, hvordan fortidens traumer kan fastholde folk i et destruktivt mønster. Og den eneste måde at bryde ud af det er ved at sige, jeg vil ikke mere.

Tak til Henrik, Christian og deres familie for modet til at stille op og igen minde os om, hvor meget det kræver at gøre sig fri af fortiden.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: