Anmeldelse: 'Operarejsen' har aldrig været bedre
Operarejsen III
Streamingtjeneste: DRTV
Premieredato: 18. august 2024
Genre: Dokumentar
Tilrettelægger: Frederik Bygballe Mikkelsen
Medvirkende: Frederik Cilius, Rasmus Bruun, Allan Gravgaard Madsen m.fl.
Land: Danmark
Antal afsnit: 7
I sin reneste essens er Operarejsen et dannelsesprogram og på mange måder den perfekte introduktion til opera og klassisk musik i det hele taget. Vi bliver taget i hånden og ført ind i en for mange ukendt verden, hvor der er en lidt småsnobbet aura af finkultur, som kan være svær for udenforstående at trænge ind i.
Sammen med komponist Allan Gravgaard Madsen har Frederik Cilius og Rasmus Bruun i de første to sæsoner af programmet rejst Europa tyndt i en autocamper i jagten på inspiration til Allans uafsluttede komposition. I tredje sæson af Operarejsen er det blevet tid til at skifte kontinent.
Trioen skal til USA og opleve, hvordan kunstformen bliver fortolket i landet, hvor alt skal være større og vildere end noget andet sted i verden, og hvor offentlig kunststøtte er en by i Rusland. Fra sikre klassikere i verdens største operahus The Metropolitan Opera i New York over herlige opkomlinge i San Francisco til politisk musicalteater i Seattle. Amerikanerne har det hele og mere til.
Noget er guld, andet er dødkedeligt og decideret rædderligt, og især Frederik og Allan er ikke blege for at give deres uforbeholdne meninger.
Præcis som de to foregående sæsoner er også den tredje en udsøgt fornøjelse, om end formlen er blevet tweaket en smule i denne ombæring.
Roadtrip med drengene
Som det bliver etableret i den orkestrerede intro, har Rasmus solgt camperen, så de har råd til rejsen. Transportmidlet rundt i USA er denne gang en stor SUV, hvor siddepladserne næsten altid er faste.
Frederik kører, Rasmus sidder på passagersædet og Allan på bagsædet. Der er ikke mange ændringer i denne opstilling, når mulighedernes land skal køres tyndt i jagten på de største operaoplevelser.
Programmerne er skåret efter samme skabelon. De tre rejsekammerater ankommer til et nyt sted, hvor de skal finde den indlogering, som Rasmus har forudbestilt, og så er det tid til noget lokal sjov.
Sjældent har det været mere underholdende, end da de er på alligator-sightseeing i Louisianas hede sumpe. Guiden Arthur, der taler entusiastisk og drilsk med tyk sydstatsaccent, fragter trioen rundt i sumpen i hæsblæsende tempo på sin airboat.
Frederik Cilius: “En god kulturoplevelse skal sige noget om det at være menneske og ikke bare noget om ét menneske”
Det er kostelig underholdning at se de tre operaelskeres lettere paniske forsøg på at søge tilflugt på bådens højeste sted, da en kæmpe alligator truer med at entrere båden.
Det er netop samspillet mellem de tre hovedpersoner, som gør Operarejsen til noget særligt. Deres venskab og indbyrdes forståelse for hinandens styrker, svagheder og interesser skinner tydeligt igennem, uden at man føler sig lukket ude af de gode selskab.
Der er konstant små drillerier, og Frederik og Rasmus konkurrerer nærmest i, hvem der kan få Allan til at vride sig mest af ubehag.
Puccini, Star Wars og Dødens gab
Selv om vi blot er med som fluen på væggen, bliver vi som seere alligevel draget ind i universet gennem Allan, Frederik og Rasmus’ uforlignelige pingpong.
Operafagligt er Gravgaard Madsen og Cilius enormt vidende, og især sidstnævnte er en formidabel formidler. Med Rasmus Bruun som den 'uvidende', der skal indvies i, hvorfor opera er fedt, og hvad den enkelte forestilling går ud på, bliver det meget lettilgængeligt.
Og hvis man som undertegnede har været med på rejsen siden første sæson, kan man nu også, præcis som Rasmus, langt bedre tale med om opera, uden på nogen måde at være ekspert. Men novicestadiet føles overstået.
Ikke mindst fordi jeg, og de fleste andre film- og serienørder, er blevet primet til opera og klassisk musik igennem hele vores liv.
John Williams, Jerry Goldsmith og Bernard Hermann er alle tre ikoner indenfor amerikansk filmmusik og står bag nogle af de mest berømte stykker underlægningsmusik. En af deres mange fans inkluderer Allan.
Ugens podcastafsnit af 'Det, vi elsker': Besøg af Frederik Cilius og Rasmus Bruun
Derfor skal de tre venner naturligvis på besøg i en af de fornemmeste institutioner i USA, når det kommer til filmmusik. Hos JoAnn Kane Music Service bliver komponisternes arbejde ”oversat”, så de enkelte musikere i et orkester har noget, som de kan spille.
Det er et af de smukkeste indslag i samtlige sæsoner, hvor vi får lov til at se mestrenes originale nodeark, og Allan endelig får svar på, hvordan en specifik lyd er lavet efter at have spekuleret over det i 20 år. Det er en fornøjelse af se den ellers stoiske jyde være komplet benovet og rørt over at være i fysisk kontakt med maestroernes værker.
Operarejsen har aldrig været bedre end i netop det øjeblik, og det er ikke fordi, den serie mangler højdepunkter. Niveauet er fortsat højt, selv om der er mere roadtrip end dannelsesrejse over turen i denne omgang end i de to tidligere sæsoner.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: