Kultur | Nyheder

Frederik Cilius: “En god kulturoplevelse skal sige noget om det at være menneske og ikke bare noget om ét menneske”

Af
Louise Kidde Sauntved
16. april 2024
interview med Frederik Cilius om Orkestret
Frederik Cilius / Foto: PR

Del artikel

Ugens profil er komiker og skuespiller Frederik Cilius, der lige nu er aktuel i anden sæson af DR's komedieserie 'Orkestret'.

1. Hvad var din seneste kulturoplevelse?

– Det var Indenfor murene på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Man kan mene, hvad man vil, om Nathansens 112 år gamle kanoniserede forestilling, at den er en kende langtrukken, at den er bedaget i sin humor, men tilbage står, at i denne opsætning er Jens Albinus suveræn. Han inkarnerer den jødiske patriark Adolf Levin. Jeg elsker forestillinger eller koncerter, hvor alle de forbehold, man – måske med rette – kan have, bliver opløst til en ubetydelig suppe af ligegyldige indvendinger pga. en eneste sublim præstation, der ikke lader sig fornægte.

2. Hvem nyder du allermest at dele kulturoplevelser med?

– Min kone. Det lader sig ikke så ofte gøre, da vi så skal have en barnepige, men når det gør, så bringer hun altid nogle betragtninger til torvs, om det vi ser eller oplever, som jeg aldrig selv har gjort mig eller lagt mærke til.

3. Hvad skal en god kulturoplevelse kunne?

– Den skal sige noget om det at være menneske og ikke bare noget om ét menneske.

Kort om Frederik Cilius

Kendt for:
Blandt meget andet – rollen som seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm i Den korte radioavisOperarejsen på DR2 samt Bo Høxenhaven i første sæson af serien Orkestret.

Aktuel med:
Anden sæson af Orkestret, der får premiere på DR og DRTV 12. april.

4. Er der en kulturoplevelse, du aldrig glemmer?

– Det har været en mangeårig drøm for mig at se Wagner under festspillene i Bayreuth. Det blev til virkelighed under første sæson af Operarejsen. Udover at Wagner skrev sine operaer til netop det operahus, hvorfor de fungerer bedst dynamisk netop der, så var oplevelsen af publikum noget helt særligt. Man siger, at det bedste operapublikum er Wagner-publikummet, for de vil det virkelig, ellers orker man simpelthen ikke de minimum fire timer. Det udsagn er essensen af festspillene i Bayreuth. Det er verdens mest dedikerede Wagnerianere, der kommer der.

5. Er du nogensinde gået midt i en teaterforestilling/film/koncert eller andet?

– Ja, det har jeg gjort flere gange. Sidste gang var da Rasmus Bruun og jeg – og vi havde glædet os skulle jeg hilse og sige – var inde og se Nolans Oppenheimer. Det gik langsomt op for mig, at den film er en koloenorm fis i en hornlygte; en replikkavalkade af prætentiøse banaliteter forklædt som store tanker, krydret med lange sanselige horisontblikke, der vist nok skulle signalere dybsindighed, men som ender med at signalere røvsyghed. Da Kenneth Branagh tropper op på skærmen som Niels Bohr, en mand man kan finde timevis af lydoptagelser af, og talte som en bulgarsk cirkusdirektør var det dråben. Da de skiftede rullen, lænede jeg mig ind mod Rasmus og spurgte, om vi ikke skulle gå. Det skulle vi heldigvis. Nolan har tabt småkagerne.

6. Hvilken by er din yndlingskulturby?

– Jeg synes efterhånden, man kan opleve store ting så mange steder, at det er vanskeligt at svare på. Men med pistolen for panden … Wien.

7. Har du en kulturvane, du helst ikke vil være ved?

– Jeg har en svaghed for cheeseburgere fra McDonalds og den tyske sangerinde Caterina Valente. Sidstnævnte er dog virkelig kvalitet.

8. Hvilke kulturoplevelser glæder du dig til?

– Jeg glæder mig til, at Karl-Ove Knausgaard udgiver en ny roman. Jeg er fanboy, og det er jo efterhånden en så stor kliché, at jeg burde skrive det som et svar til forrige spørgsmål. Derudover kan jeg ikke vente, til sæson fire af superhelteserien The Boys får premiere. Den er så brutal og genial i sin idé om de corporate-styrede og kommercialiserede superhelte.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Læs mere omInterview

Andre Kultur | Nyheder