Anmeldelse: Anden akt af 'Operarejsen' med Frederik Cilius og Rasmus Bruun er fuld af skønsang!
Operarejsen akt 2
Streamingtjeneste: DRTV
Premieredato: 19. februar 2023
Genre: Dokumentar
Medvirkende: Allan Gravgaard Madsen, Rasmus Bruun, Frederik Cillius
Land: Danmark
Antal afsnit: 7
Få serier indfangede livsglæde og kammeratskab med så stor entusiasme sidste år som Operarejsen.
Under det halvfjollede påskud om at skulle rejse Europa tyndt i jagten på inspiration fulgte vi vennerne Allan Gravgaard Madsen, Frederik Cilius og Rasmus Bruun ud på dannelsestogt.
De tre velvoksne mænd i en overdimensioneret, men alligevel intim autocamper kørte vejene tynde, mens der blev fortalt og prøvet lokale kulturhistoriske og kulinariske oplevelser.
Det var i høj grad dynamikken mellem de tre, som løftede serien til noget ekstraordinært.
Samarbejdet i forbindelse med Den Korte Radioavis og deres personlige venskab gjorde, at der var en helt naturlig kemi, der transcenderede skærmen og bredte sig ud i stuen hos seeren. Selvom der blev skruet lidt for et par karikerende træk hos de herrer, føltes det i høj grad som om, at kameraet langt hen ad vejen bare var en flue på væggen.
Og selvom der ikke umiddelbart blev lagt op til en fortsættelse, er den her nu og tak for det!
Allan har fået en skriveblokade og kan derfor ikke blive færdig med sin seneste komposition. Derfor arrangerer Rasmus og Frederik en ny tur. Dog er pengene fra forrige ombæring, hvor Allan havde fået et legat, brugt op, så autocamperen forbliver parkeret i garagen.
Der er jo energikriser og al den slags, lyder de gode undskyldninger. Men det handler også mest om, at det er billigere med offentlig transport, slår Frederik fast i starten af første afsnit.
De tre første afsnit, som er blevet sendt ud til anmeldelse, lover mere af det samme, dog med enkelte ændringer.
Samme procedure som sidste år
Hvor der i sidste sæson var en gengående ting med, at der blev samlet op i hvert afsnit med, hvad hver enkelt opera kunne give Allan af inspiration, står det anderledes til i Operarejsen akt 2.
Det overordnede mål er stadig inspiration til Allan, men der bliver ikke udspecificeret, hvilke elementer han finder brugbare til sin proces.
I stedet er det mere en klassisk rejsedokumentar.
Anmeldelse: Simon Kvamm og Finn Nørbygaard er fremragende i DRTV-serien 'Guru'
I første afsnit skal vi således til Dresden, men da gutterne kommer forbi Bachs hvilested i Leipzig, er de jo nødt til at lave et lille pitstop.
Hvor Frederik fortæller med stor indlevelse om, hvor stor og vigtig en komponist Bach var, bemærker Rasmus, at det ville have klædt en prægtig statue ude foran gravstedet i Thomaskirken, hvis der havde været lidt årstal på. Da de så kommer ind, fikserer Allan på, i hvilken ende hovedet mon ligger i forhold til skriften på gravstenen. Det er så sjovt at høre opgivelsen i stemmen hos Cilius over sine medrejsendes aber dabeis, og at de ikke bare nyder øjeblikket.
Det er den slags drillerier, hvor serien triumferer, og som får fri leg i den her ombæring.
De her små kærlige stikpiller venner imellem er gyldne. Især når de bliver omkranset af skøn og informativ operahistorie. For selvom man måske ikke har haft den store erfaring med musikformen, føler man sig ikke fremmedgjort af indholdet.
For der er en klar rollefordeling, så tingene bliver formidlet klart. Rasmus er den mindst erfarne, Allan den professionelle, og Frederik er den alvidende guide, når det kommer til opera. Rasmus er omvendt ham, der skal sørge for logi og kulturelle ekstraoplevelser, hvor tingene ofte bliver mere løsslupne.
En omgang til
Da de er i den britiske by Brighton, skal de selvfølgelig give sig i kast med en pub-quiz. Det går egentlig meget godt for gutterne. De ligger nummer et efter de to første runder. Så indtræder katastrofen i tredje. Kategorien er sport, og den selvsikre sejrsstemning dykker hurtige end de danske roligans efter fodboldlandsholdets første kamp ved VM i Qatar.
Dog ikke mere end et par bajere kan kurere.
Det er venskabet mellem de tre, der bærer serien til de underholdende højder. De kender hinandens svagheder og styrker og især, hvilke knapper der skal trykkes på for at få en reaktion
Med hver deres personlighed er det nemt at finde en at spejle sig i, eller alle tre for den sags skyld.
Selvom mange forbinder opera med noget finkulturelt, formår Operarejsen akt 2 at formidle værkets musik og historie, så alle forstår nogenlunde, hvad der er på færde.
Det er public service, når det er bedst. Vidensformidling uden at man føler, man bliver banket i hovedet af en bedrevidende fagperson.
Kærlighed er det, som adskiller Operarejsen fra mange andre programmer. Man fornemmer tydeligt kærligheden mellem Allan, Rasmus og Frederik samt den fælles passion for opera og kultur.
Og det er derfor, at Operarejsen bør blive et årligt tilbagevendende program. Så længe, de tre gider at lave det, og der er operaer tilbage i verden, er der guld at komme efter.
Se trailer til Operarejsen akt 2