Efterårets bedste underholdningsprogrammer – fra 'Vild med dans' til 'Stjerner i trøjen'
Danskerne har alle dage holdt meget af gameshows med et konkurrenceelement, og i dette efterår er der nok at vælge imellem indenfor genren på tværs af streamingplatformene.
Vi har samlet en guide til seks af årets bedste gameshows her.
Robinson Ekspeditionen
Jakob Kjeldberg har endnu en gang sat dette års Robinson Ekspeditionen i gang, og man kan stadig nå at hoppe med på toget.
Det populære realityformat har eksisteret siden 1998, og år efter år er nye deltagere blevet fløjet til eksotiske solskinsøer, hvor kun taktiske genistreger og vedholdenhed sikrer dem overlevelse.
25-året for programmet er ingen undtagelse, og ud fra afsnittene indtil videre tyder det på, at der i år venter deltagerne en noget anderledes overraskelse.
Robinson Ekspeditionen kan ses på Viaplay.
Alle mod alle
Alle mod alle er et nyt quizformat, hvor 14 kendte mennesker mødes og dyster parvis i paratviden. Et underholdningsprogram, hvor kun de bedste går videre til finalen.
Mads Steffensen og Ibi Støving er værter på showet, hvor Lina Rafn, Nicolaj Kopernikus, Mathias Helt, Molly Egelind og Felix Smith er blandt de deltagere, du kan møde i showet.
Alle mod Alle kan ses på Kanal 5 og Discovery+.
Korpset – Gjort af det rette stof
Hvad skal der til for at blive en elitesoldat? Det bliver der sat fokus på i den nye sæson af Korpset – Gjort af det rette stof, hvor 14 kendte danskere udsættes for jægerkorpsets træningsprogram. Gennem otte dage bliver de unge aspiranter presset ud i flere grænseoverskridende prøvelser, der har til formål at påvirke dem både fysisk og mentalt.
Efter blot 27 timer måtte den første deltager, influencer og tidligere medvirkende i Årgang 0, Mathilde Beuschau, kaste håndklædet i ringen.
Formatet er som noget nyt i år rykket til TV 2 Echo.
De bedste realityserier på Viaplay: Dem skal du se lige nu
Vild med dans
Det er igen blevet tid til at finde pointtavlerne frem, når værterne Sarah Grünewald og Martin Johannes Larsen byder 10 nye par velkommen i dette års Vild med dans.
Ligesom de øvrige år spænder deltagerpanelet bredt, og vi kan blandt andre se frem til, at sangerinden Barbara Moleko, skuespilleren Andres Bo, Bachelorettes Mette Sommer, designeren Søren Le Schmidt og influenceren Fredrik Trudslev kridter danseskoene.
Vild med dans kan ses på TV 2 Play.
Nybyggerne
Nybyggerne vender tilbage, og denne gang i Skibby, hvor fire nye par står klar med værktøjskassen. Det ultimative drømmehjem skal skabes, og det kræver både håndværksmæssige færdigheder samt kreative idéer, hvis parrene skal gøre sig forhåbninger om at vinde.
De to dommere, Mette Helena Rasmussen og Önder Yazar, stiller skarpt på alle de små detaljer, når de i hvert afsnit skal udvælge det bedste rum. En udvælgelse, der i sidste ende også vil afgøre, hvilket par der får lov at løbe med sejren.
Nybyggerne kan ses på TV 2 Play.
Den store bagedyst
Kagerullen og forklædet er endnu en gang fundet frem i Den store bagedyst, hvor 10 nye, spændte og bageglade deltagere er klar til at tage Danmark med storm.
Farver og former sættes i spil, og i hvert afsnit er der kamp til stregen om, hvem der løber med mesterbagerforklædet og i sidste ende sejren.
Den store bagedyst kan ses på DRTV.
Mød deltagerne i den nye sæson af 'Den store bagedyst' 2023 på DR
Stjerner i trøjen
Oberst Dar Salim og hans højre hånd, kaptajn Jacob Riising, styrer slagets gang, når 12 kendte danskere trækker i militæruniformen og bliver udsat for eksercits og samarbejdsøvelser, der presser dem til det yderste – både fysisk og mentalt.
De dystende deltagere er blandt andre Jan Linnebjerg, Sofie Stougaard, Jonas Schmidt, Janni Ree, Jackie Navarro, Gustav Andersen Salinas, Frederik Fetterlein og Patrik Wozniacki. Men der er kun én vinder, der står tilbage til sidst.
Stjerner i trøjen kan ses fra 12. oktober på Discovery+.