TV | Nyheder

Finalen i 'Bachelorette' endte med det perfekte match

Af
Signe Bjørg Granberg
4. juli 2024
Bachelorette
Den sidste rose er nu blevet delt ud i denne sæson af 'Bachelorette' / Foto: Lotta Lemche / TV 2

Del artikel

Vi er nået til vejs ende i anden sæson af TV 2-hittet 'Bachelorette', og nu mangler vi bare at finde ud af, om de to par stadig er sammen den dag i dag? Vi gør status over finaleugen her.

Efter Lissa forlod programmet i sidste uge, stod finaleugen i Bachelorette udelukkende i Sofies tegn.

Vi lagde ud med den allersidste roseceremoni, hvor Sofie skulle indsnævre feltet fra fire til to bejlere, og selv om specielt Lasse gjorde, hvad han kunne, for at så en lille smule tvivl i Sofie – og i os seere – blev det, som vi forudså i sidste uge, Mads og Daniel, der fik lov at blive, og Andreas W og Lasse, der blev sendt roseløse hjem til Danmark.

Bachelorette
Daniel fik en rose, men Lasse måtte forlade 'Bachelorette' i ugens første afsnit
Foto: Lotta Lemche / TV 2

Forudsigeligt, ja, men også helt forståeligt. Den romantiske kemi var der bare aldrig rigtigt med andre end Mads og Daniel.

Og netop de to tilbageværende herrer kunne nu glæde sig til at skulle på hver sin "drømmedate" med Sofie.

Mads lagde ud og fik lov at komme på hvalsafari. Man må sige, at de to har haft ikke så få bådtursdates i løbet af programmet, men med den hitrate, de har kørt på kemifronten på hver date, gav det da mening at hoppe på endnu en af slagsen.

Bachelorette
Mads og Sofie på deres allersidste date i 'Bachelorette'
Foto: Lotta Lemche / TV 2

Daten blev forlænget med både håndlæsning – som ingen af dem rigtigt havde fidus til – og efterfølgende middag og overnatning. Med andre ord var der lagt i kakkelovnen til, at Mads snildt kunne løbe med den allersidste rose.

Men inden vi nåede så langt, var det Daniels tur til at komme på drømmedate. Modsat vanddaten dagen inden foregik denne date både til lands og i luften, og de to turtelduer havde svært ved ikke at kramme, kysse og nusse konstant. Meget, meget sødt!

Bachelorette
Daniel og Sofie på deres sidste date i 'Bachelorette'
Foto: Lotta Lemche / TV 2

Også her endte daten med en middag og overnatning, og under middagen fandt Daniel et tungt skyts frem, da han havde skrevet nogle tanker ned, som han delte med Sofie. Det faldt i god jord hos bacheloretten, og da deres date sluttede dagen efter, sad man som seer og tænkte, at det faktisk ikke kunne være mere 50/50 ift., hvem der ville få den sidste rose.

Mændene virkede også begge til at have fundet ro i, at de ikke kunne gøre mere, og at det nu udelukkende var op til Sofie.

Og vælges, det skulle der jo, og vi skal være ærlige at sige, at vi var i tvivl til det sidste om, i hvilken retning Sofie ville gå. Både fordi, afsnittet var godt klippet, men mest fordi vi tror, at hun faktisk var oprigtigt i vildrede. Men valget faldt omsider på Daniel, og det kan vi ingenlunde brokke os over.

Bachelorette
Daniel løb med Sofies sidste rose i 'Bachelorette'
Foto: Lotta Lemche / TV 2

Men om de stadig er sammen den dag i dag, har vi ikke helt regnet ud. Vi tror på det, men må vente til næste uges allersidste afsnit med at finde ud af det. Her vil det også vise sig, om Lissas og Andreas' romance har holdt hele vejen hjem?

Det sidste afsnit af Bachelorette kommer 9. juli på TV 2 Echo og TV 2 Play.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre TV | Nyheder