Grinagtig gruppedate og forførelsens kunst – vi gør status over uge 4 i 'Bachelorette'
Allerede i sidste uge sukkede vi over de kiksede gruppedates, som begge piger blev udsat for, og det blev ikke meget bedre i denne uge, da Lissa inviterede Lasse, Steven og Jens med på en yoga-grine-date! Ja, du læste rigtigt. Gisp!
Stemningen var mildest talt presset, da de skulle løbe rundt som grinende fugle og baske med armene, hvilket alle mændene da også gav udtryk for, når de i separate interviews blev spurgt om deres mening om daten.
Man må dog give de kære mænd, at de gør, hvad de kan, for at købe præmissen og lege med – men kunne vi snart blive fri for flere akavede gruppedates? Det virker alligevel, som om de lidt er en slags "sekunda-dates", sammenlignet med solodates. Og ergo kan man efterhånden begynde at se et mønster i, hvem kvinderne ikke prioriterer så højt = dem, der kommer på gruppedate.
Anderledes godt gik det på de tre solodates, vi fik lov at følge i denne uge. Især Lissas date med Andreas H. og Sofies date med Daniel havde en helt anden karakter end tidligere.
Men først må vi ikke glemme Sofies bodypainting-date med Peter, aka forførelsens mester, der gudhjælpemig har medbragt bogen Forførelsens kunst, som han med klinisk præcision følger ift. måden, han går til både dates og øvrig "håndtering" af kvinderne på. Som seer bliver man snart lige så irriteret på Peter, som de øvrige mænd i huset er, over hans fremgangsmåder.
Men tilbage til Daniel og Andreas H., som hver især fik et par mere afdæmpede dates – Daniels og Sofies involverede massage og pool, Andreas' og Lissas en gåtur og middag i den nærmeste storby.
Begge dates gav da også pote på romantikfronten, og sæsonens første kys – endda adskillige af dem – kom i hus. Endelig, kunne man fristes til at sige, for der har manglet lidt ægte kemi i programmet indtil nu.
Ved ugens roseceremoni, der på stressende vis var pakket ind i en fest, sprang de to bachelorettes frem og tilbage mellem mini-dates og vasen med alle roserne i, for til sidst at løbe tør for roser og sende to mænd – Kristian og Steven – hjem.
Nej vent! Inden rose-stressfesten fik vi da også lige introduceret endnu en ny bejler, nemlig Lukas, der på mærkværdig vis fik en rose fra begge kvinder i løbet af nul komma fem?!
Disse par er stadig sammen fra 'Love is Blind'
SKAL de give de nye mænd en rose, spørger man så? Umiddelbart ikke, men måske det siger noget om, hvor lille et indtryk de stakkels øvrige mænd har nået at give undervejs i de mange grine-kramme-fiske-flyve-dates?
Anden sæson af Bachelorette kan ses på TV 2 Echo og TV 2 Play fra tirsdag-torsdag de næste uger.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: