TV | Nyheder

Nyt DR-program hylder Århus i 80'erne med et væld af store danske stjerner

Af
Signe Bjørg Granberg
5. august 2024Opdateret 6. august 2024
Miraklet i Århus
Anne Linnet er et af hovednavnene i det nye DR-program 'Miraklet i Århus' / Foto: Mathias Nyholm /Monday Media

Del artikel

Peter A.G, Anne Linnet, Steffen Brandt, Lis Sørensen, Sanne Salomonsen, Søs Egelind og Søren Pilmark er blandt de medvirkende i 'Miraklet i Århus', der fortæller historien om den kulturelle opblomstring i 80'ernes Århus.

Det nye DR-program stiller skarpt på den revolution af kreativitet, musik og kultur, der opstod i 80’ernes Århus, og som stadig giver genlyd den dag i dag.

I Miraklet i Århus møder vi blandt andre Sanne Salomonsen og Anne Linnet, der sammen skrev sangen Den jeg elsker, elsker jeg til aids-fondet i forbindelse med Sundhedsstyrelsens oplysningskampagne.

Der er også interviews med Peter AG fra Gnags og Steffen Brandt fra TV-2, der kæmpede om bandtronen i Århus dengang. Blandt andet får man historien om Feedback-studierne, som tilhørte Gnags og Peter AG, og som tiltrak alle de store stjerner på den tid.

'Miraklet i Århus'
Peter AG fra Gnags er blandt de medvirkende i DR-programmet 'Miraklet i Århus'
Foto: Mathias Nyholm /Monday Media

Og det var ikke kun på musikfronten, at stjernerne stod i kø i den jyske hovedstad. Også skuespillere og komikere som Preben Kristensen, Anders Bircow og Thomas Eje gik på Århus Teater i 80'erne, og de tre blev jo siden til den famøse trio, Linie 3.

På samme tid gik Søs Egelind, Søren Pilmark og Asger Reher på teaterskole i Århus. De to sidstnævnte dannede først en barbershop-kvartet med Preben Kristensen og Anders Bircow og siden Ørkenenens sønner sammen med Niels Olsen og Henrik Koefoed.

Lars Hjortshøj stod for at starte dansk standup i 80'ernes Århus, og også komikerparret Finn Nørbygaard og Jakob Haugaard slog pjalterne sammen dengang, hvilket siden blev til et årelangt makkerskab.

Og så skal man jo ikke glemme støttesangen, Afrika, der blev til på det århusianske pladestudie Genlyd i 1985 og blev en bragende succes med alt, hvad der kunne krybe og gå af datidens musikstjerner.

Miraklet i Århus får premiere 12. august på DR1 og DRTV.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre TV | Nyheder