TV | Nyheder

Syng en sang, skriv et digt, stjæl et kys. Vi gør status over den seneste uge i 'Bachelorette'

Af
Signe Bjørg Granberg
6. juni 2024
Bachelorette
I denne uge skulle tre af mændene skrive et digt til Lissa, der beskrev, hvad kærlighed var for dem / Foto: Lotta Lemche/ TV 2

Del artikel

Den seneste uge i 'Bachelorette'-land skortede ikke på drama, og flere mænd valgte side i forhold til, hvilken af de to bachelorettes de vil fortsætte med. Men hvem foretrækker de to kvinder egentlig selv?

Efter et par uger med adskillige håbløse gruppedates skulle vi åbenbart heller ikke snydes for endnu en tåkrummende en af slagsen i denne uge – nemlig en god, gammeldags karaoke-date.

De "heldige" vindere af en omgang skønsang med Lissa blev Joachim, Anders og Lukas, og selv om de tre mænd gav den i bedste Backstreet Boys-stil, var det lidt af en pinefuld omgang at komme igennem som seer.

Bachelorette
Lissa havde inviteret tre mænd med på gruppedate, hvor de skulle synge karaoke
Foto: Lotta Lemche / TV 2

På den anden gruppedate havde Sofie inviteret Andreas H, Jacob og Jens med på jetski. Tilforladeligt, ja, men også gabende kedeligt tv.

Andreas H blev inviteret med videre på date af Sofie, og noget kunne tyde på, at der er kamp om den kære Andreas H's hjerte. Umiddelbart virker det, som om Lissa kommer til at trække det længste strå i den duel, men lad os nu se, hvad der sker!

Hjemme i huset satte Lissa tre mænd til at skrive et digt til sig, hvoraf det bedste digt ville kaste en solodate af sig. Valget faldt på Jacob, Lasse og Anton, og finten var så, at vinderen skulle udpeges, uden at Lissa vidste, hvilken mand der havde skrevet hvilket digt.

Til ingens – heller ikke Lissas – overraskelse blev vinderen taleskriveren Jacob, og de to havde da også god kemi på deres efterfølgende date, uden at der dog faldt et kys af.

Det gjorde der mildt sagt heller ikke på Sofies solodate med Joachim. Om det var klipningen, eller bare dårlig kemi de to imellem, kunne man ikke helt gennemskue, men det var decideret pinagtigt at være vidne til. Av.

Bachelorette
Sofies solodate med Joachim blev lidt af en tåkrummende affære for både seere og de to hovedpersoner
Foto: Lotta Lemche / TV 2

Til ugens roseceremoni stjal forførelsens mester, Peter, endnu en gang billedet ved først at holde tale til de to kvinder og siden overrumple Sofie med et kys. Noget, hun faktisk ikke skulle bede om, kunne man både se og høre på hende efterfølgende.

Sofie valgte dog, efter at Peter demonstrativt havde valgt Lissas rose fra, at beholde ham i spillet lidt endnu. Men måske den kære Peter skal brænde date-manualen og tage en slapper, hvis ikke han vil sidde på det næste fly hjem til Danmark?

En, der til gengæld fik placeret sig lunt i svinget hos Sofie, til trods for, at han endnu en gang ikke kom med på date, var Mads, der forærede Sofie sin dagbog fra den dag, de var på date første gang.

Fandeme sødt og også noget, der gik lige i hjertet på Sofie. Vi spår Mads en god chance for at ende med Sofie til allersidst.

Bachelorette
Ved ugens roseceremoni valgte flere mænd side mellem Lissa og Sofie
Foto: Lotta Lemche / TV 2

De to mænd, der ikke fik en rose i denne uge, var Nichlas og Jens, og det kom ikke for alvor som nogen overraskelse for hverken mændene selv, eller os seere.

Anden sæson af Bachelorette kan ses på TV 2 Echo og TV 2 Play fra tirsdag-torsdag de næste uger.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre TV | Nyheder