Serier | Nyheder

WOW! Fed, fed Watchmen-trailer

AfClaus Holm
11. maj 2019
WOW! Fed, fed Watchmen-trailer
(Foto: Watchmen/HBO)

Del artikel

Den første trailer til HBO’s nye storserie Watchmen blev frigivet torsdag – og det ser unægtelig meget spændende ud.
https://imgix.vielskerserier.dk/2019/05/wm1.jpg
(Foto: Watchmen/HBO)

Der er jo ingen tvivl om, at HBO søger efter den næste Game of Thrones, altså en serie der kan appellere til mange på en gang – og måske er Watchmen et godt bud. Det er i hvert fald et meget stærkt oplæg.

Vi ved endnu ikke ret meget om serien, men den bliver lagt op som en fortsættelse af Alan Moore og Dave Gibbons berømte tegneserie eller ”graphic novel” af samme navn. (På dansk kom den i seks kæmpeformat-bind og hed Vogterne). Historien blev også filmatiseret tilbage i 2009 af Zack Snyder, og det blev en film, der på mange måder fulgte bogen rigtigt godt – dog med en lidt ændret slutning. Vi ved dog ikke om filmversionen kommer til at have nogen indflydelse på den nye serie, som netop bliver fremlagt som en fortsættelse af tegneserien.

Traileren giver os for første gang lidt indblik i, hvad serien kommer til at handle om. Watchmen handler jo om superhelte, men ikke med superkræfter – mere Batman-agtige typer, der tager en kappe på og går ud for at standse forbrydere med almindelig muskelkraft, teknisk snilde og (i nogen tilfælde) skydevåben. I den originale historie var figuren Rorschach en gennemgående figur – han var en mand der med en maske på gennemtævede kriminelle som straf for deres ugerninger. Han var 100% sort/hvid i sin verdensopfattelse – enten var man god eller man var ond, og de onde skulle straffes. I de nye skud ser vi en hel gruppe af folk med maske på ligesom hans, der åbenbart går i gang med at lave selvtægt. ”We are no one, we are everyone, and we are invisible” siger en af dem med truende stemme bag masken, så det lader til, at de har organiseret sig som en slags anonym hær.

Et kendt ansigt er Jeremy Irons, der spiller den eneste figur der indtil videre er bekræftet at vende tilbage fra den første historie, nemlig Adrian Veidt alias Ozymandias. Ham, som med verdenshistoriens største practical joke skabte fred i verden… en fred, der åbenbart nu viser sig ikke at holde. Da bogen sluttede trak de kostumeklædte helte sig tilbage for ikke at rokke ved magtbalancen, men nu er der åbenbart brug for dem igen. ”We had convinced ourselves that they were gone,” siger en politimand, ”but they were just hibernating”. Det er svært at vide om det er heltene, han taler om, men det kunne man jo godt tro. Men hvad kunne få heltene tilbage? Ja – det kunne for eksempel være skurke. Et kort skud viser en forlystelsespark med lig overalt, hvilket fik mig til at tænke på den klassiske Batman tegneserie The Dark Knight Returns, hvor Jokeren myrder en masse mennesker i et tivoli. Måske noget tilsvarende sker her.

Ingen af de andre helte ser ud til at vende tilbage – og så måske alligevel. I et enkelt glimt kan man se noget brase gennem trætoppene, og dette ”noget” kunne godt ligne Night Owls ugleskib. Det er svært at se, for det er ret utydeligt og meget kort. Og der er selvfølgelig ingen der ved hvem der i så fald sidder ved styregrejerne i skibet.

Vi kan se at politiet (måske under trusler fra hæren af Rorschach’er) er nødt til at optræde maskerede, med gule tørklæder for ansigtet. (Her er det vigtigt at huske, at gul var Ozymandias farve – og at det kan have noget at gøre med ham.) Vi ved også, at det er blevet udtalt, at serien vil bruge moderne problemer som baggrund for historierne, så politibrutalitet ville være oplagt, og man kunne jo nemt forestille sig betjente der maskerede sig selv for ikke at blive genkendt, når de er voldelige.

Sidst, men ikke mindst, ser vi masser af skud af ure der tikker mod midnat, ligesom det berømte dommedagsur i tegneserien gjorde – det ur, der viser hvor tæt vi er på en atomkrig, og som i parentes bemærket i dag ligger to minutter i midnat, væsentligt tættere på end da tegneserien oprindeligt blev skrevet!

Vi får også et par glimt af helte og heltinder, dog uden dog at vide hvem de er og hvad de kan. Da den oprindelige serie foregik i 1985 er der grund til at tro, at en af dem måske kunne være efterkommer af de oprindelige helte Night Owl og Silk Spectre, som endte med at blive et par. Fra IMDB kan man se spændende navne som Pirate Jenny, Red Scare, Panda, Mime, Marionette og Looking Glass – som jeg tror er den glasagtigt skinnende person vi ser stå i et spejkabinet. Men mange af skuespillerne står stadig uden rolle, og vi ved ikke hvad de vil ende med at spille.

En person vi til gengæld ikke ser noget til er Dr. Manhatten – den gude-agtige blå mand fra tegneserien og filmen, hvis kræfter kunne forme selve virkeligheden. Om han dukker op, eller om HBO vælger at holde ham udenfor, vil tiden vise.

Traileren viser stadig ikke meget, og det er også tidligt endnu. Men jeg glæder mig som et lille barn til at se mere fra denne serie. Hvis de kan formå at skabe et univers der fanger samme spænding som den originale tegneserie, så tror jeg HBO har et godt bud på efterårets vinderserie.

Se traileren her:

Læs også: Ny teaser fra Watchmen

Læs også: Nyt fra den kommende Watchmen-serie

Del artikel

Andre Serier | Nyheder