Anmeldelse: ’De navnløse’ er sommerens mest interessante krimi

Georg Rosenkrantz er lidt af en opblæst nar.

I Tonny Vorms historiske krimi De navnløse befinder vi os i 1897 på Lolland, hvor den adelige herre arbejder som herredsfoged. Hidtil har det primært betydet, at han har skullet tage stilling til, om folk betaler deres skatter til tiden, og om brande på gårde er påsatte eller ej. Og så tager han selvfølgelig et lille vederlag fra til sig selv, for det er sådan, man gør på den egn.

Men noget råddent er under opsejling i Nakskov og omegn. Liget af et spædbarn dukker op. Umiddelbart falder mistanken på Karen Sjællænder, en af datidens mange kvindeskæbner, som ikke har særlig lovende karriereudsigter.

Snart viser det sig dog, at der har været flere spædbørnslig, og efter at have konsulteret sin gode ven, doktor Marcel, melder en bekymrende tanke sig hos Georg Rosenkrantz. Nogen dræber nyfødte børn og har gjort det igennem længere tid.

Assisteret af Karen Sjællænder går Rosenkrantz på jagt efter gerningsmanden. Der er mange mistænkte at vælge imellem, lige fra fattige polske arbejdere til nogle blandt det bedre borgerskab, som vil skjule deres knap så noble udnyttelse af folk fra en lavere stand.

I strømmen af cozy crime-titler, hvor kvaliteten mildest talt er svingende, er det befriende at stifte bekendtskab med en så gennemført og gennembearbejdet fortælling som De navnløse.

En socialrealistisk Sherlock Holmes

For det første er Georg Rosenkrantz ikke en alvidende superdetektiv, som kan løse alle sager bare ved at være i rum med gerningsmanden i fem minutter.

Han er snobbet og til tider lidt af en nar, som lader sig styre af en ikkenysgerrig konservativ livsanskuelse. Men han er bestemt ikke så forstokket, at han ikke er villig til at ændre sin mening, hvis andre kommer med gode argumenter.

Og ændre sig i løbet af romanen, det gør den gode Georg.

Fra at være overbevist om Karens skyld og anse hende som det laveste af det laveste, ændrer det sig. Fordi vi har indsigt i Georgs tanker, ser vi også, hvordan han har et lille crush på hende. Selv om han dog ikke vil anerkende det og i øvrigt også er lykkeligt gift.

Under alle omstændigheder er det sjovt at læse hans bornerte tanker. Stemningen er rødmende, og kinderne blusser, så snart det kommer til Karens udseende og til kvinder generelt.

Så er der mere handlekraft over ham, når det kommer til opklaringsarbejdet. Den ivrige fan af Sherlock Holmes-forfatteren Sir Arthur Conan Doyles værker er selv en ferm efterforsker. Han er ikke ufejlbarlig, men med en god nok sans til at vide, hvornår noget er galt, og så har han et særdeles veltunet moralsk kompas.

En socialrealistisk Sherlock, om man vil.

Hyldest til krimigenren

Men det bedste ved De navnløse er de mange små historiske detaljer, der er med til at levendegøre universet.

Togulykken ved Gentofte i 1897, som på det tidspunkt var den største togulykke i Danmarkshistorien, er et tilbagevendende emne.

Industrialiseringen af Lolland får også en god plads i fortællingen, når Georg grubler over provinsens tilstand sat overfor metropolen København.

Således er den opsætning af Kameliadamen, som rammer Nakskov, knapt så imponerende som den i hovedstaden. Hvilket amatørteateranmelderen vender tilbage til ad flere omgange. I det hele taget spiller Alexandre Dumas' stykke en stor rolle i De navnløse, når den bl.a. forholder sig til, hvordan stykkets romantiserede portræt af den prostituerede Marie er ude af trit med, hvordan virkeligheden er for kvinder af samme profession i Nakskov.

Og så er er der alle de talrige detaljer, når det kommer til infrastrukturen i byen, omegnen og naturen. Lukker man øjnene, kan man se de smalle stræder i Nakskov og lugte, hvordan de grelle dufte er nede ved havnen, hvor rotterne løber rundt i rendestenene.

Mordmysteriet i De navnløse er også rigtig godt. På intet tidspunkt, før den tiltænkte afsløring, bliver det åbenlyst, hvem der er morderen.

Vorm smider en glimrende forhindring ind i form af kommissær Sylow fra København, der med sin aggressive og egenrådige stil forsøger at tromle sin vilje igennem med alt og alle. Den slags frustrerende magtfuldkommenhed, man ikke kan andet end afsky.

Georg Rosenkrantz selv, forklarer Tonny Vorm i efterordet, er inspireret af virkelighedens herredfoged, baron og jurist Palle Rosenkrantz. Udover det virke var virkelighedens Rosenkrantz også en dygtig forfatter, især indenfor krimigenren. Således bliver der hvert år i Det Danske Kriminalakademi uddelt Palle Rosenkrantz-prisen til årets kriminalroman – vel at mærke udgivet på dansk.

Med det in mente, fremstår De navnløse som en hyldest til Palle Rosenkrantz, krimigenren og til den danske kriminallitteratur. Og så skulle der ikke være nogen tvivl om, hvilken krimi man skal læse henover sommeren, for det bliver ikke bedre end De navnløse.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: