Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: Elvis Presleys barnebarn brillerer som karismatisk sanger i ’Daisy Jones & The Six’

Af
Claus Nygaard Petersen
1. marts 2023
Daisy Jones & The Six anmeldelse
Riley Keough som den titulære Daisy Jones i Prime Videos dramaserie 'Daisy Jones and The Six' / Foto: Prime Video

Del artikel

Prime Videos miniserie om et fiktivt rockband og alle deres intriger imponerer med opfindsom marketing og karismatiske hovedroller.

Daisy Jones and The Six

Streamingtjeneste: Prime Video
Premieredato: 3. marts 2023
Genre: Drama
Instruktør: James Ponsoldt mfl.
Manuskriptforfatter: Scott Neustadter & Michael H. Weber (serieskabere) mfl.
Medvirkende: Riley Keough, Sam Claflin, Camila Morrone, Suki Waterhouse mfl.
Land: USA
Antal afsnit: 10
Anmeldelse: 6

Kærlighed eller mangel på samme har ofte været udgangspunktet i en sang. Og været inspiration til musik. Derfor er det ikke så underligt, at det også er et af omdrejningspunkterne for dramaserien Daisy Jones & The Six på Prime Video.

Serien foregår 20 år efter et fiktivt bands storhedstid i 70'erne, så det er ligesom de utallige MTV- eller VH1-dokumentarer, som kørte på flow-tv dengang i 1990'erne. Bandmedlemmerne bliver interviewet af en person bag kameraet, og så kommenterer de på forskellige begivenheder.

Men i stedet for arkivmateriale, ser vi rent faktisk begivenhederne udspille sig. Vi er med helt tilbage fra før, det titulære band overhovedet er en realitet, og vi får dermed et fint indblik i, hvilken baggrund udvalgte medlemmer har.

For der er primært fokus på to personer: Daisy Jones (Riley Keough) og Billy Dunne (Sam Claflin).

Det er dem, som er forsangere og de primære sangskrivere i bandet. Inspirationen kommer fra deres egne personlige erfaringer, og når sangene emmer af lidenskab eller had de to imellem, skal man ikke læse meget mellem linjerne for at forstå, at tingene ikke er gået stille for sig i det band.

Velkendt melodi

Miniserien er baseret på forfatter Taylor Jenkins Reids bog af samme navn. Inspirationen til historien fik Reid fra det legendariske rockband Fleetwood Mac.

Historierne omkring de mange affærer på kryds og tværs i det band, og hvordan det influerede dynamikken og musikken, er nogle af de mest berømte og berygtede rockhistorier, man kan komme i nærheden af. Og så er musikken intet mindre end fremragende.

Så det giver god mening at lade sig inspirere af nogle af de bedste, branchen har haft. Når det nu også er fiktivt som i Daisy Jones & The Six, giver det mere kreativ frihed til at lege med dramaet.

Og der er fuldt drama for alle pengene i hvert af de seks afsnit, som blev sendt ud til anmeldelse.

Serieskaber-duoen Scott Neustadter og Michael H. Weber har tidligere i karrieren vist god fornemmelse for, hvordan man skruer fængende drama sammen. Filmene (500) Days of Summer, The Fault in Our Stars og The Disaster Artist – hvor de fik en Oscar-nominering for bedste adapterede manuskript – rammer alle rigtigt på de højdramatiske og romantiske noter.

Spændingerne mellem Daisy og Billy, Billy og konen Camila, Camila og Billys bror Graham etc. er ren soap opera værdig. Men det kammer ikke over, så det bliver ulideligt. Det er dog lige på grænsen, især med de evindelige cliffhangers, serien har en tendens til at slutte på i hvert afsnit.

Nye stjerner

En af de mest interessante ting ved Daisy Jones & The Six er, at skuespillerne selv synger sangene og spiller instrumenterne. Endda i en sådan grad, at der i forbindelse med seriens premiere bliver udgivet et album med det fiktive band. Titlen bliver Aurora, navnet på den plade, vi følger tilblivelsen af i miniserien.

Det giver lidt ekstra til oplevelsen, at man i den kan grad kan fornemme skuespillerne i værket.

Som den titulære Daisy er Riley Keough (som sædvanlig) fremragende. Elvis’ barnebarn besidder den her energi og tilstedeværelse, hvor opmærksomheden automatisk drages til vedkommende. Et godt valg til Daisy-rollen, der som en tornado kommer ind og vender fuldstændig op og ned på den ellers etablerede dynamik i The Six.

Sam Claflin rammer godt rockstjerne-looket og diva-attituden hos Billy. Igen er der tale om en tilstedeværelse, hvor man ikke kan lade være med at kigge væk. Scenerne, som Claflin og Keough deler, er da også nogle af de bedste i Daisy Jones & The Six. Omvendt er de også så iøjnefaldende, at de stikker ud fra resten af castet. Det er ikke fordi, de andre er dårlige, de bliver bare klemt af de meget karismatiske frontpersoner – meget i trit med, hvordan det også er i virkeligheden.

Opsamlingspladen

Prime Video-miniserien har mange ting, som fungerer. Fængende drama, gode skuespillere og en godt iscenesat tidsperiode.

Har man haft fornøjelsen af Cameron Crowes moderne klassiker Almost Famous, vil man genkende tonen med det samme. Og der er næppe nogen tvivl om, at Neustadter, Weber og kompagni har skævet til den film for inspiration.

Hvordan historien i Daisy Jones & The Six rundes af, bliver spændende at se. For meget kan gå galt og omvendt godt. Interviewsene med de aldrende rockstjerner giver hints om, hvad status bliver for bandmedlemmerne, men hvordan det præcis ender der, står ikke umiddelbart klart.

Uanfægtet alt det, er serien god underholdning. Især musikdelen – med den tilhørende albumudgivelse – er noget, som bliver hængende efter rulleteksterne er løbet over skærmen.

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser

Mest læste