Filmguide: Her er rækkefølgen på alle ’Pirates of the Caribbean’-filmene
Lige siden den første Pirates of the Caribbean-film i 2003 har Johnny Depps charmerende piratkaptajn, Jack Sparrow, betaget og underholdt publikum verden over.
Fem film er det blevet til indtil videre, og snakken om en sjette rumsterer kraftigt. Om det igen bliver med Johnny Depp må tiden vise.
Den første film var et af de mange forsøg, Disney har gjort med at lave film ud af attraktioner fra deres forlystelsespark. Med velvalgt inspiration fra virkelige pirater fra verdenshistorien blev Den sorte perles forbandelse en kæmpe succes med sin blanding af medrivende actioneventyr og små horrorelementer.
Skulle man have lyst til at give sig i kast med filmserien, har vi her sørget for, at man ser dem i den rigtige rækkefølge.
1. Pirates of the Caribbean: Den sorte forbandelse (2003)
2. Pirates of the Caribbean: Død mands kiste (2006)
3. Pirates of the Caribbean: Ved verdens ende (2007)
4. Pirates of the Caribbean: I ukendt farvand (2011)
5. Pirates of the Caribbean: Salazars hævn (2017)
Alle Pirates of the Caribbean-filmene kan streames på Disney+ og købe/lejes hos Blockbuster og Viaplay m.fl.
1. Pirates of the Caribbean: Den sorte forbandelse
Den første film er også uden sammenligning den bedste i filmserien. Det er her, vi bliver introduceret til Jack Sparrow (Johnny Depp), Will Turner (Orlando Bloom), Elizabeth Swann (Keira Knightley) og den karismatiske og skurkagtige kaptajn Barbossa (Geoffrey Rush).
Filmen handler om, at Barbossa og besætningen ombord på Den sorte perle er forbandet. Ganske vist er de udødelige, men de kan heller ikke smage på livets glæder og bliver til skeletter i månens skær. Derfor er de på jagt efter de sidste mønter fra Azteker-skatten, og det fører dem til Port Royal, hvor vor heltetrio Jack, Elizabeth og Will må gøre alt, hvad de kan for at redde deres eget liv, men også alle de andre i Caribien.
Filmen blev en kæmpe succes verden over, og Johnny Depp blev sågar nomineret til en Oscar for bedste mandlige hovedrolle.
2. Pirates of the Caribbean: Død mands kiste
Når en film bliver en succes, skal man naturligvis lave nogle flere. Sådan er Hollywood-reglen, når det kommer til succes.
Og i 2006 kom fortsættelsen Død mands kiste. Hele holdet var tilbage, hvor skurken i denne og den næste film var den mytologiske Davy Jones (Bill Nighy). En piratkaptajn for døde sømænd, der har mistet livet til havs og nu tjener til evig tid i hans besætning.
Jack har en gæld til Davy Jones, og alle sejl sættes ind på at undgå, at den karismatiske kaptajn skal ende som besætningsmedlem på Jones’ skib ’Den flyvende hollænder’. Det er dog lettere sagt end gjort, da skurken også har havmonstret Kraken til sin rådighed.
3. Pirates of the Caribbean: Ved verdens ende
Den direkte fortsættelse af forrige film starter med, at Elizabeth og Will sammen med Barbosa skal forsøge at få reddet Jack ud af det dødsrige-limbo, han røg i efter kampen med Kraken i slutningen af Død mands kiste.
Disse film skal du se i biografen i 2024
Der er endnu flere pirater med i denne omgang, plus rockmusikeren Keith Richards, som spiller Jack Sparrows far, kaptajn Teague. Johnny Depp havde brugt Keith Richards som skabelon for, hvordan Jack skulle tale og bevæge sig, og det er ganske sjovt at se de to overfor hinanden.
Ved verdens ende er den sidste film med den originale instruktør Gore Verbinski og skuespillerne Keira Knightley og Orlando Bloom – eller er det?
4. Pirates of the Caribbean: I ukendt farvand
Den fjerde Pirates-film kunne meget passende have haft undertitlen Jagten på ungdommens kilde. For det er det sagnomspundne evigt-liv-vandreservoir, som er genstanden, alle forsøger at nå frem til før de andre.
Jack Sparrow allierer sig denne gang med ekskæresten Angelica (Penélope Cruz), og på modsatte side i kapløbet er hendes far, den notoriske sørøver Blackbeard (Ian McShane).
Der er havfruer og magiske genstande i massevis, hvor instruktør Rob Marshall (Chicago) ikke sparer på de storladne øjeblikke, og vi kommer omkring både den britiske og spanske flådes eskapader i det caribiske.
5. Pirates of the Caribbean: Salazars hævn
Som en form for både konklusion og fortsættelse, ligger den femte film Salazars hævn som endnu en actionbasker i Pirates of the Caribbean-sagaen, hvor Will Turner (Orlando Bloom) igen vender tilbage til franchisen.
Omdrejningspunktet er nemlig hans og Elizabeths (Keira Knightley) søn Henry (Brenton Thwaites), der nu som ung mand forsøger at befri sin far fra den forbandelse, der fastholder ham som kaptajn på ’Den flyvende hollænder’.
Månedens biografguide: Det skal du se i biografen i januar 2024
Sammen med Jack Sparrow (Johnny Depp), astronomen Carina (Kaya Scodelario) og Barbossa (Geoffrey Rush) forsøger han at finde frem til ’Poseidons trefork’, som er det eneste, der kan bryde forbandelsen. Men det kræver også lige, at de undgår at blive dræbt af den blodtørstige udøde piratjæger Salazar (Javier Bardem).
Salazars hævn er et gensyn med mange kære figurer fra filmserien, samtidig med at der bliver givet et lille glimt til sidst om, hvor en eventuel sjette film kunne føre franchisen hen.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: