Film | Guides

Her er 10 gode børnefilm, ungerne aldrig vil glemme

Af
Thea Torp
22. oktober 2024
10 gode børnefilm
'Chihiro og heksene' / Foto: Courtesy of Studio Ghibli

Del artikel

I har set ’Paw Patrol’ tusind gange. Prøv i stedet disse børnefilm, der er smukke klassikere med stor underholdningsværdi (og som måske også er lidt sjovere for mor og far at se).

Skærmtid kan godt være kvalitetstid.

Og nu, da regnvejrssæsonen for alvor er over os, er det godt at finde en eller flere film, som hele familien kan samles om i sofaen.

Disse 10 er så gode, at de åbner for alle mulige aktiviteter. Og så er de ikke blandt de mest kendte film, I nok allerede har set.

Måske kan man selv tegne tegninger og lave eventyr til, eller tale om, hvorvidt ham der Gud er god eller ond i ’Prinsen af Egypten’. Hans plager gør jo virkelig egypterne bange!

Og er det ikke vildt, at der engang har fandtes dinosaurer – lige her – for mange, millioner af år siden som i ’Landet for længe siden’?

Eller hvad med historien om ’Den lille prins’? Ender den egentlig godt – eller er det faktisk mest sørgeligt?

Der er virkelig meget at komme efter i disse 10 animationsfilm. Både for børnene og deres voksne.

Chihiro og heksene (2001)

Japanske ’Chihiro og heksene’ kunne meget vel være dette årtusindes bedste børnefilm. Filmen er det store internationale gennembrud fra Studio Ghibli med mesterinstruktøren Hayao Miyazaki i spidsen og vandt en Oscar for bedste animationsfilm i 2003.

Filmen handler om den 10-årige Chihiro. Hun og hendes forældre finder en forladt forlystelsespark fyldt med overdådig mad. Da hendes grådige forældre spiser det, forvandles de til grise, og med ét fyldes parken med mærkelige og sælsomme ånder.

Chihiro ansættes af den onde heks Yubaba, der ejer en badeanstalt for ånderne. Nu må hun vise stort heltemod, kløgt, men også godhed for at slippe sine forældre fri fra trolddommen.

Filmen er særligt kendt for sin japanske animisme, en særlig tro på, at der findes ånder, som måske både er gode og onde, i naturen og i tingene omkring os. Intet er, hvad det ser ud til i Chihiro og heksene. Men sådan skal det være, for virkeligheden er altid allerede magisk.

’Chihiro og heksene’ kan ses på Filmstriben og Netflix.

Fantasia (1940)

Walt Disney lavede ’Fantasia’ helt tilbage i 1940. Det var et stort, eksperimenterende projekt, hvor studiet skabte eventyrlige verdener med inspiration fra de allerstørste komponisters mesterværker. Det blev til otte små historier.

I stedet for at tale gestikulerer væsnerne, danser og kæmper til klassisk musik. Der findes alt fra feer og nymfer til troldmænd og dinosaurer i Disneys klassiske musikfilm.

Mest ikonisk er måske ’Troldmandens lærling’ med Mickey Mouse, hvor vores kære mus tumler med en magisk kost. Men det er virkelig også cute, når en fantasiverden fyldt med pegasusser, nymfer og små engle forelsker sig til Beethovens sjette symfoni. Mon det har dannet skole for den senere ’Hercules’?

Man kan med fordel bare se en enkelt eller et par af sekvenserne. ’Fantasia’ er to timer lang, og det kan måske være en udfordring for de mindste at holde koncentrationen så længe.

’Fantasia’ kan ses på Disney+.

Fru Brisbys hemmelige verden (1982)

’Fru Brisbys hemmelige verden’ har nogle år på bagen, men når film kan rejse gennem tiden – i det her tilfælde mere end 40 år - er det et tegn på dens ubestridte kvalitet.

Fru Brisby er en lille mus, der er ude af sig selv af bekymring. Hendes søn Timmy er nemlig syg. Derfor rejser hun til et mystisk rige under jorden, hvor rotter tilsyneladende har magiske kræfter. Men tingene er ikke helt, som de ser ud, og måske har menneskene en finger med i spillet.

Den amerikanske instruktør Don Bluth har lavet en rørende film om mor-kærlighedens store styrke, der går langt ud over, hvad der normalt forventes af en animationsfilm for børn.

’Fru Brisbys hemmelige verden’ kan lejes eller købes på Apple TV.

Landet for længe siden (1988)

Lillefod, hans mor, bedstefar og bedstemor er på vej mod Den store dal. Bladene på træerne er faldet af, der er ingen mad, og bag dem lurer den onde Skarptand, en sulten T-Rex, som vil sætte tænderne i alt, der bevæger sig.

Det bliver uhyggeligt, da det onde væsen får snerten af Lillefod, og uendeligt sørgeligt, da moren lykkedes med at beskytte ham, men ikke sig selv. Landet for længe siden er en følelsesmæssigt kompleks film, der ikke vil efterlade et øje tørt hos de voksne.

Steven Spielberg og George Lucas samarbejdede med instruktør Don Bluth om dino-mesterværket. James Horner står for musikken, og et årti senere er det ham, der sætter lyd til ’Titanic’.

Det er med andre ord de helt store kræfter, der er på spil i ’Landet for længe siden’, og det kan man både se og føle.

’Landet for længe siden’ kan ses på SkyShowtime.

Prinsen af Egypten (1998)

Bibelens historier er storslåede og sælsomme. Særligt dem fra Det Gamle Testamente. Fyldt med fantasi og store dilemmaer.

Moses er en forkælet prins, der fjoller rundt med sin bror Ramses i de store haller. Men en dag går det op for ham, at han egentlig er søn af de mange slaver, der slider hver dag udenfor paladsets mure.

Han flygter ud i ørkenen, finder Gud (og kærligheden) og kaster den ene grusomme plage over Egypten efter den anden. Ramses, hans elskede bror og nu fjende, skal lade de jødiske slaver gå.

Dreamworks’ ’Prinsen af Egypten’ fra 1998 er en fantastisk børnefilm med smukke, uforglemmelige billeder af egyptiske paladser. Af hestevæddeløb og talende buske. Af det røde hav, der deles i to.

Da jøderne vandrer tørskoede på havbunden, lyser nattehimlens lyn vandmurenes sider op, så vi ser hvalerne svømme i det dyb, vi kigger direkte ind i.

Det bliver ikke meget bedre.

’Prinsen af Egypten’ kan ses på SkyShowtime og Netflix.

Kaninbjerget (1978)

Hassel er en modig og kvik kanin. Da hans følsomme og synske bror Femmer forudser, at kaninklanen vil blive oversvømmet af blod, må de skynde sig at flygte.

Kaninerne flygter gennem et landskab, hvor de angribes af alt fra mennesker, hunde, fugle og andre kaniner på jagt efter et sted, de kan leve og bo i fred.

’Kaninbjerget’ er baseret på romanen af Richard Adams og er en udødelig klassiker. Både på grund af dens store temaer om retfærdighed og naturens (såvel som menneskenes) brutalitet, samt for dens eksperimenterende, smukke og hårde skildringer af det hårde kaninliv.

Børnefilmen er berygtet for at være uhyggelig, og den er bestemt heller ikke for de mindste. Hvis man vil begynde lidt blidere, findes en 2018-udgave også på Netflix, der er mindre uhyggelig – men også mindre god.

Kaninbjerget kan ses på Filmstriben.

Sangen fra havet (2014)

Det kan være svært at have søskende, selv om man elsker dem.

I den irske ’Sangen fra havet’ får drengen Ben en lillesøster, der ikke helt er som de andre. Saoirse er stum, har helt sort hår, og da hun var helt lille, forsvandt moren ud ad vinduet på det fyrtårn, hvor familien bor. Faren er aldrig rigtig blevet glad igen.

Måske Ben føler, det var Saoirse, der tog mor fra ham og gjorde faren ked af det. Men så viser det sig, Saoirse er en selkie – en sælpige, en mystisk havskabning.

Og fordi hendes magiske skind er forsvundet, kan hun ikke længere trylle sig om, og livskraften er ved at forsvinde fra hende. Nu må Ben gøre sit allerbedste for at redde sin lillesøster.

Filmen er inspireret af irsk folklore. Vi møder både nisser, der er tryllet om til sten, magiske ugler og en gammel mand med hvidglitrende og langt, langt hår.

’Sangen fra havet’ ligner ikke nogen andre animationsfilm, den lyder og synes helt anderledes. For børn, der kan lide at tegne, er det garanteret vildt inspirerende med filmens snørkler og cirkler.

’Sangen fra havet’ kan ses på Filmstriben og TV 2 Play.

Den lille prins (2015)

Hvis man først har læst Antoine de Saint-Exupérys børnebogsklassiker fra 1943, så kan man ikke tænke på den lille fyr på asteroiden, på den forfængelige rose eller den tamme ræv, uden at få en rørt klump i halsen.

Selvfølgelig er det ikke en hat, men en slange, der har slugt en elefant. Og inde i kassen er det dejligste får, det er ingenlunde bare en kasse. Åh, de voksne. Der er så meget, de ikke forstår.

I den franske film fra 2015, baseret på bogen, vil en mor og far gerne have, at deres lille pige skal blive så dygtig som muligt, så hun kan blive en meget kompetent voksen.

Men hendes gamle nabo er pilot, og han lærer hende, at det kun er med hjertet, man kan se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet.

’Den lille prins’ kan ses på Filmstriben.

Drengen og jernkæmpen (1999)

Forestil dig at have en bedsteven, der er en gigantisk kæmpe, som lever af biler og metalskrald.

I ’Drengen og jernkæmpen’ finder Hogarth mærkelige spor i skoven. Træerne er væltede, og det ser ud til, nogen har taget en stor bid af en bil. Også regeringen er på sporet af alle de sælsomme ting, der sker omkring Hogarths by.

En aften går Hogarth selv på jagt efter monstret med sit jagtgevær. Mellem træerne kommer en gigantisk jernkæmpe til syne. Men inden længe viser det sig, at han er godhjertet og legesyg som en lille dreng.

Måske faktisk en lillebror. Han efterligner alt det, Hogarth gør: Laver bomber i vandet, når de bader, løber hurtigt og springer højt.

Men freden forstyrres af den onde regering, der tror, at Jernkæmpen er sendt fra Kina, Rusland eller rumvæsnerne måske.

’Drengen og jernkæmpen’ er en smuk historie om venskab, men også en smertende fortælling om, hvor langt man er villig til at gå for dem, man elsker.

’Drengen og jernkæmpen’ kan købes eller lejes på Blockbuster og Apple TV.

The Nightmare Before Christmas (1993)

Der er næsten ikke en film, der er mere oplagt at se op til Halloween – eller juleferien for den sags skyld. ’The Nightmare Before Christmas’ er skrevet af Tim Burton, den søde uhygges mester, og handler om skelettet Jack Skellington, der holder langt mere af julens hygge end Halloweens skræmmende mørke.

Han er konge af Halloweenbyen, men opdager ved et tilfælde et parallelt juleunivers med nisser, julegaver og en rar julemand. Det blødhjertede skelet forsøger at indføre julen i Halloweenbyen, men rædselsvæsenerne bliver bare endnu mere uhyggelige af at få nissehuer på.

Instruktøren bag er Henry Selick, der også har lavet klassikeren ’Coraline’. Filmen er blevet til med den særlige teknik stopmotion – altså med små dukker.

I hvert af filmens sekunder har dukkeførere taget billeder af dukkevæsnerne og langsomt klippet dem sammen til en hel film. Det er virkelig en langsommelig proces. Måske man kan gentage den hjemme i stuen med en smartphone og legetøj?

‘The Nightmare Before Christmas’ kan ses på Disney+.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Film | Guides

Mest læste