Anmeldelse: Miyazakis ’Drengen og hejren’ er vidunderligt tosset traumeterapi

Det er efterhånden blevet lige så sikkert som amen i kirken, at den nu 83-årige japanske mesterinstruktør Hayao Miyazaki proklamerer sin aller-aller-sidste film, blot for at påbegynde en ny allerede inden ’den aller-allersidste film’ har haft premiere. Således er også tilfældet med den biografaktuelle Drengen og Hejren. Men hey, jeg skal være den sidste til at klage over, at Miyazaki har svært ved at lægge sit livsværk på hylden.

I sin senere karriere har Miyazaki brugt tid på at bearbejde sin egen fortid og opvækst under 2. verdenskrig, bl.a. med animationsfilmen Når vinden rejser sig, der var en sjælden alvorsfuld skildring af Mitsubishis flydesigner Jiro Horikoshis liv. Med Drengen og Hejren er Miyazaki rykket skridtet tættere på sit eget liv.

Forløsende fantasi

Vi følger drengen Mahito, der i 1943 må flygte ud af Tokyo, efter en brand på moderens arbejdsplads koster hende livet. Mahito og faderen slår sig ned i et stort hus på landet, der ligger tættere på den fabrik, faren arbejder på. Bortset fra moderens død er Mahitos liv parallelt med Miyazakis egen opvækst, hvor han også måtte flygte ud på landet under 2. verdenskrig.

I filmen flytter Mahitos moster med, nu som ny kone til Mahitos far. Vi oplever alt fra drengens perspektiv, og derfor bliver forholdet mellem faderen og mosteren kun antydet. Mahito har ikke fået en forklaring, og derfor fortaber seerens forklaring sig også i barnets undren over det, han ser.

Efter Når Vinden Rejser sig, var jeg spændt på, om Myiazaki ville vende tilbage til sine vante troper med nuttede væsener og surrealistiske universer. Det er ingen hemmelighed, at det er her mit hjerte ligger. Hvem har ikke, alder underordnet, drømt om at drøne rundt i kattebussen fra Min nabo Totoro? Eller hvad med at sænke sin spand i havet og fange en lillebitte Ponyo-fisk?

Miyazakis figurer er helt unikke, og de taler til noget essentielt og universelt i os alle: den forløsende fantasi, som de fleste af os efterlader på barndommens perron, mens vi suser afsted på hamsterhjulstoget. Heldigvis blev jeg ikke skuffet.

Vidunderligt vanvid

Mahito oplever hurtigt, at noget er meget mystisk på det nye landsted. En gigantisk hejre, der viser sig at være en lille grotesk mandsling i forklædning, maser sig ind i hans liv. Og da hans nye stedmor forsvinder sporløst, drager drengen og hejren ud på en fantasifuld færd ind i et drømmeunivers, hvor tiden går i opløsning, og små hilsner fra Miyazakis vidunderlige film-oevre står i kø for at præsentere sig.

Og det er så her, du skal sige farvel til alle regler om fortællestruktur og logik. Efter filmens første 20 minutter forløber resten af spilletiden i vidunderligt vanvid.

Man kan rose og hylde Hayao Miyazaki for mange ting. Dels hans stædige grundighed og insisteren på at bruge håndtegninger i en verden, hvor alt digitaliseres. Hans vidunderligt krøllede hjerne, der til stadighed bringer glæde hos børn og voksne.

Men for mig personligt er der især én ting, der adskiller ham og Studio Ghibli fra andre animationsmestre: sansen for barnets perspektiv i de små detaljer, der ikke er styrede af plottet. Jeg kan huske, jeg lagde mærke til det første gang i Ponyo på klippen ved havet, hvor drengen Sosuke løber med en spand vand på den mest børneagtige måde, nærmest en vralten. Sådan helt ægte, så man selv med en tegnet figur suges tilbage til barndommens strandture med små tykke ben at gå på. Helt vidunderligt.

I Drengen og hejren lagde jeg mærke til mange af den her slags detaljer. Som i en scene, hvor Mahito har fuld fart på ind i sit hus og skal smide sine sandaler, inden han går helt ind. Den måde han spræller med sin fod for at få den af, mens resten af kroppen allerede er på vej videre. Igen så ægte! Og det er i spændingsfeltet mellem det helt ægte og det helt gakkede, at Miyazakis magi opstår.

Fantasien som traumeterapi

Drengen og Hejren har måske ikke så meget dramaturgisk logik i plottet, til gengæld fortæller den, hvordan fantasien kan bruges som redskab til at finde en vej ud af et traume. At man som barn kan bruge legen som et frirum, men samtidig som terapeutisk bearbejdelse. Filmen er fuld af håb og sorg og leg og helt skøn galskab. Glæd jer til to timers virkelighedsflugt i selskab med en sand mester, der heldigvis endnu en gang har brudt sit løfte om at lave sin sidste film.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: